God mandag morgen,
Lad os springe direkte ud i det.
Hjallerup Maskinforretning gik højst usædvanligt ud med en dramatisk udmelding på Facebook søndag aften.
Alle maskinforretningens fire afdelinger åbner ikke i dag mandag.
”Grundet uforudsete omstændigheder er alle vores forretninger desværre lukket mandag
d.23.3.20”, står der på Facebook-siden.
Hjallerup Maskinforretning blev for nylig omstruktureret, da man mistede sine forhandlinger af Fendt og Valtra, men til gengæld beholdte sit største traktormærke, Massey Ferguson.
For ikke så lang tid siden var der over 120 ansatte hos den nordjyske maskinforreting, der med sin sydlige afdeling i Randers dækker et rigtigt stort området i Jylland. Med det smallere fokus har Hjallerup også skåret væsentligt ned i medarbejderskaren og skulle ifølge direktør Morten Bordviks udtalelser fremadrettet bestå af ca. 80 ansatte.
Hvad den usædvanlige lukning helt konkret skyldes i Nordjylland er selvfølgelig en historie, som vi kommer til at følge op på i dag.
Traktorpiloter i arbejdstøjet
Mens mange kontorfolk – mig selv medregnet - i det danske arbejdsliv fra hjemmekontoret i øjeblikket sidder fuldt beskæftiget med at lære alle detaljer i programmer som Skype, Zoom og Teams, så er dagligdagen endelig vendt tilbage for landets traktorpiloter.
I førerhuset er der nemlig coronafrit miljø, og når solen og markerne så samtidig kvitterer venligt, så begynder der for alvor at ske noget.
Jeg spurgte op til weekenden, om der var nogen vakse folk, der ville lægge billeder op til os fra arbejdet i marken. Der er kommet rigtige mange gode bidrag fra folk, som har været ude og pløje, køre gylle eller kalk ud med mere, som man kan se et lille udsnit af her:
Se billederne: Traktorerne er for alvor kørt i marken
På Facebook har Risgaard ved Skals også lagt en god video ud af såningen af vårbyg fra i lørdags.
https://www.facebook.com/risgaard63/videos/815653435588360/
Agromek eller ikke? ”Jeg ved godt, hvor de vil køre hen”
For en uge siden var Martin Merrild, Dansk Agroindustri og Dansk Maskinhandlerforening ude med et fælles budskab om, at man burde samle sig om én stor landbrugsudstilling i Danmark.
I det lå bl.a. en appel til de store traktormærker om at støtte op og bruge Agromek fremover. I weekenden fulgte vi så op i LandbrugsAvisen. Situationen er lige nu, at traktormærkerne stadig afventer deres beslutning om deltagelse på næste Agromek. Samtidig har der været sonderinger fra Messe C i Fredericia, lyder det fra en række aktører i branchen.
Et møde i sidste uge om en udstilling i Fredericia blev dog aflyst på grund af corona-krisen, oplyses det.
Fra New Holland lyder det bl.a., at man skal have taget en beslutning meget snarligt – altså noget der ligner de næste tre-fire uger.
”Vi må undersøge, hvad det koster at gøre det ene eller det andet. Men jeg er helt med på, at landbruget ønsker at starte bilen og køre til Herning hvert andet år. Uanset hvad, skal vi have undersøgt økonomien og alternativerne ordentligt«, siger markedschef Thomas Pedersen i artiklen.
Læs mere i vores fysiske avis eller i vores epaper om den historie.
Fredag havde CNH lukket 28 af 30 europæiske fabrikker
Den seneste uge har naturligt nok budt på en lang række corona-relaterede nyheder, også på maskinfronten.
Foreløbig er indtrykket, at langt størstedelen af de bestilte maskiner, reservedele og den nødvendige service kommer frem for tiden. Men samtidig begynder tingene også at spidse til rundt omkring i Europa. Mens mange tyske fabrikker kører videre – bl.a. Claas og Krone, Horsch(lover at der er reservedele i hvert fald i et par uger endnu) med flere, så lukkede både Claas og MF produktionen ned i Frankrig forleden. CNH, koncernen bag bl.a. Case IH og New Holland, begyndte at lukke fabrikker i Italien i forrige uge – og fredag var det kun to af 30 CNH-fabrikker i hele Europa, som var i gang hos den store producent af traktorer, maskiner, lastbiler, motorer og specialkøretøjer med videre, oplyste CNH’s pressekorps til mig fredag lige før fyraften.
En af udfordringerne for CNH - og formodentlig mange andre - er lige nu at få dele hjem fra underleverandørerne i takt med, at der indføres flere og flere restriktioner rundt omkring.
Læs mere her om corona-udbruddets effekt på maskinbranchen her:
CNH og MF i store nedlukninger: Kan ikke få dele til fabrikkerne
Valtra-chef: Den traktor skal bare hjem fra Frankrig - nu
Maskinchefer: Det her ændrer vores måde at arbejde på
Hellere en traktor end en ny bil
Vi slutter morgenens rundtur i maskinernes verden af ved… køkkenbordet.
Det må formodes, at det bl.a. er der, at landbrugets indkøbere – landmændene og deres bedre halvdele– tager en del af diskussionerne og de endelige beslutninger om indkøb. Her på LandbrugsMedierne har vi fået lavet en større undersøgelse blandt landets landmænd, hvor vi bl.a. har spurgt til, om de vil ud og købe ny traktor eller bil (og en del andre spørgsmål). Faktisk er der flere, som hellere ser for sig, at de skal ud og købe traktor end en ny bil.
Hvis man spørger landmændene: Investerer hellere i en ekstra traktor end ny bil
Snart nyt traktortech
I en tid hvor alle større aktiviteter er aflyst, og hvor vi jo som sagt sidder og arbejder over Skype fra hjemmekontoret med børnene om ørerne på os, så er der ikke rigtig nogle spændende udfarende aktivireter i pipelinen. I stedet spejder jeg frem til nogle spændende publikationer ud i fremtiden.
Forleden sendte de europæiske maskinproducenter deres konjunkturbarometer ud, hvor man får et fingerpeg på, hvor branchen er på vej hen.
Konklusionen var, at man ikke kunne konkludere noget som helst! Spørgsmålene var besvaret netop, inden corona-krisen indtrådte, og derfor er den helt uaktuel. I midten af april er Cema tilbage med det næste barometer.
Forinden har Dansk Maskinhandlerforening produceret og udsendt masinet Maskinhandleren til deres medlemmer.
Herfra LandbrugsMedierne sender vi om en uges tid næste udgave af TraktorTech rundt til læserne – bl.a. med en meget interessant artikel fra Max Madsen om en traktors udviklingshistorie over ti år. Den får I til den tid. Hvis man mangler at købe TraktorTech, så kan man iøvrigt gå ind på LandbrugsMediernes hjemmeside.
Ha’ en god uge og pas godt på jer selv.
Redaktionschef Christian Juel Jørgensen
Relaterede artikler
Kommentarer