Morgenposten: Et af verdens største brands skubber nu maskiner til Danmark

Selskab noteret på Forbes-listen står klar med at tilbyde en lang portefølje af redskaber fra fire – og måske snart flere forhandlere rundt omkring i landet.

God mandag morgen,

Ja, der er som altid strøm i maskinbranchen med nye initiativer og forandringer.

Om lidt kan jeg præsentere mere om planerne for en af verdens største maskinproducenters entre på redskabsfronten i Danmark med et nyt mærke.

Først skal vi her i den ugentlige gennemgang af nyhedsstrømmen i maskinernes verden lige omkring en anden stor spiller indenfor maskiner både til landbruget og entreprenør-branchen.

Britiske JCB har præsenteret en række nye maskiner med strøm i – bogstavelig talt.

Blandt de nye maskiner er teleskoplæsseren 525-60E, der kan løfte mellem to til seks meter, kun baseret på el.

Og sådan som briterne ser landskabet, så kommer vi til at se en lang række maskiner på el – og andre alternative energikilder i de kommende år – tilskyndet af nye offentlige grønne klima- og energiplaner fra eks. Storbritannien, Tyskland, Frankrig og Spanien – og nå ja, det lyder jo også meget velkendt herhjemme.  

JCB har allerede en stor entreprenørmaskine kørende på energi fra brændselsceller – en energiform, som CNH åbent også arbejder på et kunne tilbyde i de kommende år. 

Ifølge den britiske udgave af Profi ser JCB bl.a. et potentiale og villighed hos landmænd, der har solceller og vindmøller til at køre på billig ”brændstof”. Der er dog også begrænsninger for teknologien – for hvor hurtigt får man lige opladet en større traktor – og hvordan undgår man, at batterierne nogle alt for tunge og store klodser?  

”Vi kommer til fortsat at undersøge muligheder for størrelsen på maskiner, som vi putter batterier på. Den (nye) teleskoplæsser er begyndelsen for vores Loadall linje. Vi kommer ikke til at stoppe der, og der kommer mere”, siger Chief innovation officer, Tim Burnhope ifølge mediet.

Miljøvenlige traktorer

Er diesel-teknologien så ved at uddø, kunne man spørge?

Der må vi nok lige holde lidt på de gode, gamle hestekræfter. Og her er der også godt nyt på miljøfronten, selvom man sjældent kan læse så meget om det i nyhedsbilledet.

Danske traktorejere med helt nyt isenkram har nemlig nogle motorer, som forurener laaangt mindre, end hvad de gjorde førhen. Vores traktorekspert John Christensen og et hold udenlandske testkolleger samt Teknologisk Institut lavede faktisk forsøget med at undersøge, hvordan en moderne Stage V-motor klarer sig.

Eksempelvis viser vores målinger, at traktorens efterbehandlingssystem forurener ekstremt lidt, og eksempelvis er udledningen af kulilte (CO) under 30 ppm (parts pr. million) i alle gennemkørsler.

"I praksis er værdier under 100 ppm at betragte som en fuldstændig reduktion af CO, så efterbehandlingssystemet på traktoren er velfungerende", lyder det fra Sten Frandsen, forretningsleder, Teknologisk Institut, og ansvarlig for målingerne på traktoren.

Til sammenligning har uregulerede småmotorer fra eksempelvis plæneklippere CO-værdier på op mod 90.000 ppm.

Det er vi så nogle, der kan tænke lidt over, når vi til foråret skal klippe græs igen i haven(eller er det tid til et vildt juleønske om nyt grej på den front..?)

Se mere om de interessante tal her:

Dansk test: Nye traktorer er ekstremt miljøvenlige

Nr. 529 på Forbes-liste – og vil nu sælge plov i Danmark

December markerer ikke kun gensyn med ’Juleønsket’ som årets julekalender på TV2 og ’Julefeber’, som DR vist lokker med i de kommende dage. 

Det er også måneden, hvor et af verdens største selskaber nu udkommer med maskiner i deres eget brand i Danmark, Kubota.

Og hvis du synes, at Kvernelands grej er godt, så vil du kunne li’ udstyret. Kverneland er nemlig ejet af Kubota – og producerer bl.a. fra deres danske fabrik i Kerteminde maskiner i de orange farver og Kubotas design.

Maskinerne skal forhandles af Nellemann Machinerys afdelinger ved København og Aarhus og forhandlerne SR Last og Agro i Nordjylland og Fredensborg Skov & Have i Nordsjælland.

Kverneland kommer til at stå som distributør – og lover, at prissætningen mellem Kubota og Kverneland bliver priklige – men der kan være forskelle i sortimenterne på det danske marked, hvor Kubota mere er henvendt til de lidt mindre landbrug og fritidslandbrug – og Kverneland sigter både bredt og mod de store landbrug. 

”Han kan ikke købe den lidt billigere på den måde. Kvalitet koster jo. Men specifikationerne kan være lidt anderledes, så Kubota modellen typisk er udstyret med lidt lavere specifikationer – og det giver jo så en anden pris”, lyder det bl.a. fra markedsdirektør Jørgen Mortensen hos Kverneland.

Lidt senere på efter formiddagen udgiver vi historien -  men trofaste og morgenfriske læsere kan allerede læse med her:

Nye redskaber på vej: ”Du kan sammenligne det som med Skoda, VW, Seat og Audi”

Og så kan man selvfølgelig læse nyheden fra i fredags her:  

Kommer til Danmark i december: Kendte maskiner med Kubota-look

Kendt traktorsælger nu i bilbranchen

Inden vi slutter helt af, at så kan vi også byde på et gensyn med Kurt Harbo – tidligere salgsdirektør hos Hjallerup Maskinforretning. Han sælger stadig køretøjer til landmænd – men har skiftet over til bilbranchen og fortæller veloplagt om sit nye job i historien her:

Kendt traktorsælger i overraskende comeback: "Kunderne er de samme"

Sker fremover

I weekenden ankommer LandbrugsAvisen i en lidt ekstra cool-edition, hvis man som mig gerne ser den pakket godt ind med maskiner og hestekræfter. Denne gang er temaet gylleudstyr – og mon ikke, vi også har nogle artige nyheder der. 

Savner du i øvrigt en julegave til din bror, far eller onkel, som aldrig ønsker sig noget – men også er glad for traktorer, så har jeg gode nyheder. Vi er nemlig godt i gang med at lave vores store TraktorTech speciel edition, TraktorTech årbogen, hvor vi både kigger bagud, til siden og selvfølgelig også til fremtiden med jordnære reportager, en masse traktor-omtaler – og et helt nyt traktorleksikon. Fristet? Ring til min kollega og bestil den nu.

På den lange bane kan jeg også lige nu at berette, at man ikke længere skal planlægge rejse til Italien og Bologna for at se på maskiner i februar. Messen Eima som oprindelig skulle være afholdt i november, og så flyttet til februar bliver nu flyttet til oktober næste år – og så håber vi, at Covid 19-situationen med tanke på de kommende vacciner er meget bedre på det tidspunkt.

Ha’ en fortrinlig uge. Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.