Morgenposten: Fandt autostyring til mindre mejetærsker til Kina-pris

Lidt usædvanlig historie betyder, at lille dansk firma nu tilbyder meget præcis autostyring til 50.000 pr. traktor, lyder det i maskinernes eget nyhedsoverblik.

God mandag morgen

Lad os bare starte med en disclaimer denne kølige novemberdag.  

Dagens hovedhistorie handler om et produkt, der kommer fra et lidt anderledes firma – og jeg kommer ikke til at gøre mig til dommer over, om det ene eller andet autostyrings-produkt er bedre end det andet – og om prisen i sidste ende gør det bedre end så meget andet. Historien bag er dog spændende:

En fritidslandmand søger efter autostyring til sin Deutz-mejetærsker med 20 fods skærebord, der skal over 200 hektar om året. Ergo skal det ikke være for dyrt.

Derfor sætter han sig for at google – og i dag er han importør af et gps-autostyringssystem, som han sælger for ca. 50.000 kr. med RTK-licens og dermed ret nøjagtig præcision.

Historien kan også nærlæses i den nye udgave af LandbrugsAvisen, som kom rundt over det ganske land i weekenden. Mere om historien lige om lidt.

Rødt overlap ved 200 hk

Først skal vi lige have et par traktornyheder.

MF’s kommunikationsfolk var nemlig ude med en traktorlancering søndag med pressemeddelelser til traktorfolket over hele Europa. Her blev det afsløret, at den relativ nye 7S-serie får en opdatering med et nyt flagskib på 210 hk – der dermed lægger sig på et overlap med 8S-serien.

Læs mere om ligheder og forskelle – og hvad pointen med traktormodellen er i det hele taget.

En MF’er på 200 heste: Nu får du en mulighed mere

Kioskbasker i Danmark opdateret

Men MF er ikke de eneste, som er i offensiven på traktormarkedet for tiden.

Sidste mandag var John Deere nemlig ude med en ny version af deres 6R-serie. Og det er med en underdrivelse i skrifttypen ikke en helt ubetydelig traktorserie på det danske marked. Set over de sidste fem år har modelserien faktisk haft hele tre modeller på top 10 over de mest indregistrerede traktorer her til lands. En hurtig opsummering er, at den nye 6R-serie kommer til at tælle hele 14 forskellige modeller, der låner dele fra de større 7R- og 8R-serier. Designet har fået et løft, og så leverer IPM-motorstyringen nu også ekstra kræfter ved brug af hydraulikken.

Bliv klogere her:

Her er John Deeres nye 6R: Låner fra storebror

Kinesisk autostyring til folket

Og så til historien bag overskriften.  

Egentlig var Jeppe F. Jensen blot på udkig efter autostyring til sin mejetærsker. Men han syntes ikke, at hans Deutz-Fahr Topliner 4075 HTS med 20 fods skærebord og Shellbourne-plukkebord og dens godt 200 hektar til høst kunne bære prisen for en af de gængse løsninger på markedet.

Så den unge ingeniør og fritidslandmand fra Herning-egnen googlede sig frem til en alternativ løsning og er nu importør af kinesiske FJ Dynamics’ autostyring og maskinstyring i Danmark med foreløbig godt 25 solgte enheder i Danmark via sin egen lille virksomhed, Autotrac.dk.

Med i hatten får man også adgang til hans eget RTK-netværk i Danmark.

»Så er man i gang, og der kommer ingen ekstra omkostninger. Det er en prisbillig, men fuldt ud sammenlignelig løsning til de lidt mindre landbrug, til dem med en maskinpark med både nye og ældre maskiner og til dem, der skal prøve autostyring for første gang. Min filosofi er, at autostyring skal kunne blive allemandseje«, lyder det fra fritidslandmanden, som også er blevet gps-sælger.

Hvis du vil læse mere om historien, så klik dig ind her:

Ny prisbasker på markedet: ’Autostyring skal være for alle’

Volvo bygger maskine efter Lego-model

I sig selv er det spændende, når Volvo laver en konceptmaskine, der helt uden maskinfører skal være fremtidens maskine. Det er dog ekstra spændende, at inspirationen kommer fra noget af det, som mange af os nok har rodet en hel del med i barndommen, Lego’s Technic-modeller.

Få sammenhængen her:

Se med: Det var så fed en Lego Technic-model, at Volvo også ville bygge den

Pokalen er kommet til Yding

Fredag var der åbent hus hos Yding Maskiner. Deres efterhånden berømte mekaniker – Danmarks bedste unge mekaniker – Johannes Dahm, der netop har vundet DBL-titlen, blev nok lidt overrasket, da Dansk Maskinhandlerforening troppede op med den indgraverede pokal – og gjorde fredag aften endnu festligere hos den voksende maskinforretning ved Horsens.


Johannes Dahm i midten sammen med Jeppe og Christina Rasmussen, indehavere af Yding Smedie & Maskiner.

Sker i denne uge

Onsdag er der den årlige generalforsamling for landets maskinhandlere i regi af Dansk Maskinhandlerforening.

Fra tirsdag og til og med torsdag afholder mit eget firma, LandbrugsMedierne Agroweb. Her kommer der en perlerække af nyheder, webinarer og interviews fra LandbrugsAvisens studie i København – blandt gæsterne er Jakob Ellemamn og tidligere digitalchef hos CNH Morten Schmidt, som i øvrigt er pæredansk, men bor i Zürich og er CEO for en digital start-up i maskinbranchen.

Ha’ en fortrinlig uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.