Morgenposten: Fik 3.300 kg jern til vildt billig pris med russisk ekspresfart

Dansk landmand er blevet lidt af en ekspert i at spotte maskiner til bedriften fra lidt andre producenter. Hør den spændende historie i maskinernes nyhedsgennemgang.

God mandag morgen,

Stort grej, eksotisk producent – og effektivt eksekveret.

Det er en fascinerende historie, som min kollega Claus Worup har serveret her i weekenden i den gode gamle papirudgave af LandbrugsAvisen. Planteavler Knud Bay-Smidt ved Randers har netop købt sig en russisk halmstrigle fra producenten Veles. Hvis du ikke kender den så godt som noget fra He-Va, Horsch, Lemken, Kverneland, Amazone.. eller sådan noget, så skyldes det nok, at den blev hentet hjem fra producenten lidt nord for Kasakhstan og Mongoliet 7.500 km fra hjemstavnen – dybt inde i Rusland.

Redskabet er kraftigt, vælter ikke ligefrem i blæsevejr, lyder en af beskrivelserne. Hør mere om transporten og grejet lige om lidt.

Først skal vi lige runde et par af de seneste nyheder i branchen, mens vi øvrigt kan forvente en ganske lun mandag, hvor temperaturen flere steder i landet kan forventes over tyve grader.

Dronningborg rives ned – ikke alle er glade

Det er efterhånden mange år siden, at det var slut med at fremstille danske Dronningborg-mejetærskere. En rum tid derefter fortsatte Agco med at producere mejetærskere, der stod Fendt, MF og sågar Challenger på ud fra god gammel dansk teknik. Den fabrikation er for længst røget videre ud i den store verden. Og lige nu forsvinder bygningerne fra dette stykke af den danske industrihistorie. Naboerne er dog ikke så glade for måden, som det rives ned på, selvom de glæder sig over, at der kommer andre og nye boliger i området.

Der er ikke styr på håndteringen af de asbestholdige eternittage, lyder kritikken.

Læs med her:

Lokalmedie: Naboer raser over nedrivningen af Dronningborgs mejetærskerfabrik

GPS-tyvene hærger også her

Hvis der er noget, som har været irriterende at berette om her i foråret, så har det været bølgen af gps-tyverier rundt omkring på danske landbrug og maskinstationer. Et er jo, hvad der bliver hapset af værdier, noget andet er, hvor meget tid der egentlig spildes på at få udstyret op igen. Men det er altså ikke et dansk fænomen.

Britiske Profi skrev op til weekenden om en regulær bølge hen over et bælte af de britiske øer. Mens de seneste tyverier i Danmark har centreret sig om New Hollands udstyr, så rapporteres der om tyverier af et bredt udvalg af mærker på den anden side af Nordsøen.  

Tilbud til helt vildt billig pris

Og så skal vi til historien bag dagens overskrift. Vi er nok mange, der skuler en kende til prisen, når vi skal ud og handle i ren almindelighed. Knud Bay-Smidt fra Randers-området gør også noget ved sagen. Hans søgning efter en ny, stor halmrive bragte ham forbi en russisk producent af diverse jordbearbejdningsmaskiner under Sima-messen i Paris i 2019.

”De tilbød mig en ni meters halmstrigle til en helt vildt lav pris. Og vi fik da udvekslet kontaktoplysninger”, fortæller Knud Bay-Smidt, der tilføjer, at prisen var meget langt fra, hvad man skal betale for tilsvarende danske eller tyske redskaber. Efter hyppige venlige ord på mail og endda nytårshilsner fra russerne blev Knud Bay-Smidt mere og mere interesseret.

"Så sendte de mig et tilbud, som dog var lidt anderledes end det, jeg fik på messen. Jeg kunne godt få halmstriglen til den aftalte pris, men kun hvis jeg købte fire styk til en slags intropris", fortæller han videre.

Han har nu fået den ene hjem med en kampvægt på 3,3 ton, ni meters bredde i en konstruktion, som virker utrolig solid. Resten af halmstriglerne kan i øvrigt købes hos Dansk Maskincenter, oplyses det i artiklen, som du kan læse i vores epaper.

Et ordentlig Puma-brøl

Forleden var der nye tal for traktorindregistreringer i Danmark. Statistikken viste, at Case IH stod for næsten en fjerdedel af de nyregistrerede traktorer i Danmark i april med i alt 25 enheder – og som sædvanlig var det modelrækken Puma, der stod for en del af opmærksomheden. Indtil videre er John Deere årets mest indregistrerede traktormærke i Danmark – foran Case IH.

Pumaen brøler Case IH i front

Og mere gang i CNH

Og det er ikke kun CNH’s salg af Case IH-traktorer, der spinder fornuftigt for tiden. Hele koncernen er anderledes stærkt kørende i år, fremgik det af nyt regnskab forleden. Marginen i driftsresultatet på landbrugsmaskiner er løftet fra beskedne 1 pct. for et år siden til mere end 13 procent i årets første kvartal. Meldingen for CNH er, at markedet for landbrugsmaskiner er særdeles stærkt. Omsætningen for CNHs landbrugsmaskiner er steget 35 pct. i kvartalet, og lander på den solide side af 18 mia. kr.

En af verdens største maskinproducenter igen på ret køl

Bagsiden af medaljen

Jeg har tidligere dvælet lidt i bagsiden af tidens store efterspørgsel efter maskiner og generelle brandvarme markeder for råvarer og elektronik og plastik. I går aftes læste jeg endnu et godt indblik i, hvorfor det kan tage lang tid at få sine maskiner netop nu.

Onlinemagasinet Future Farming citerer bl.a. New Holland for at være bekymret for, om man kan source elektroniske komponenter hurtigt nok til de traktorer, der skal leveres til december.


Pressefoto: CNH Industrial


Prisen på computerchips stiger og stiger, og mange bestiller for at være sikre på at få fat i dem – og forstørrer dermed problemet. Men også stål oplever lige nu rekordpriser og selv prisen på plastik er eksploderet.

Jeg hopper lige til den jordnære del af verden. For dem som lever af at slå græs og få planter op af jorden er der godt nyt. Der loves over tyve grader flere steder i landet i dag – og dermed lidt tiltrængt lune og fotosyntese fra DMI.   

Sker i den kommende tid

Vi er som bekendt lige hoppet ind i en kort uge med himmelfart og dertil hørende lav puls i arrangementerne. På den anden side af ugen venter Claas med et virtuelt pressemøde, hvor en forstørret og forstærket traktorfabrik i Frankrig vises frem.

Samme uge viser John Deere tænder med nye kvartalstal – mon ikke der som resten af branchen også er fremgang fra den kant.

Ha’ en fortrinlig uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.