Morgenposten: Her er fem maskiner, du ikke kan få CO2-afgift på

Ugens overblik på traktor- og maskinområdet blev kraftigt inspireret, da der blev snakket CO2-afgifter i den store valgdebat søndag aften.

God mandag morgen,

Vi var nok mange, som indtog aftenkaffen sammen med den andensidste partilederdebat. Endnu engang var der hård debat om klimatiltag og en ny CO2-afgift på landbruget.

Det man ikke snakkede så højt og præcist om, var, at der skam allerede er sendt en CO2-afgift afsted fra Christiansborg til landbruget:

Nemlig CO2-afgiften på landbrugs fossile brændsler. For at være i det konstruktive hjørne har jeg fundet fem maskiner frem, som landmænd allerede eller meget snart kan bestille hjem og bruge helt CO2-frit.

Det vender jeg tilbage til lige om lidt.

Først skal vi lige have et par aktuelle historier.

Case IH kommer med ny Puma

Vil man se det nyeste nye, så skal man skynde sig at booke en billet til Paris i weekenden. På søndag kan man nemlig se en helt ny variant i Case IH’s populære Puma-serie, lyder det fra Case IH i en pressemeddelelse om, hvad man tager med i hallerne i udstillingshallerne tæt på De Gaulles-lufthavnen på Sima-messen i Paris. 

En af nyhederne hedder Puma 260 og øger bl.a. musklerne i den største model i rækken, og så kommer der både en ny kabine med ny lækker indmad i form af et nyt armlæn og terminal og en mere digital Puma i tråd med de opdateringer, som tidligere er sket i Case IH’s Magnum og Optum-serie. 


Puma 240 har hidtil været topmodellen, men nu kommer der en ny storebror fra Case IH. Arkivfoto

Få lidt mere at vide her: En af Danmarks mest populære traktormodeller får nyt flagskib

Brølstærk Xerion med masser af olie

Et andet bud på noget spændende man bør gå forbi i Paris kunne være den nye Claas Xerion. I hvert fald fortalte Claas forleden, at deres store specialtraktor får sig en gedigen opdatering til 2023. En forbedret transmission er en af grundpillerne i traktoren, som også bryster sig af at have markedets største hydraulikkapacitet med op til 422 liter i minuttet.

Se mere her:  Ingen større på hydraulikken: Claas afslører ny Xerion 2023-model

Xerion blev i øvrigt for nylig 25 år gammel. Det er et flot jubilæum, men tankerne bag er dog noget ældre. Faktisk blev en ”Urtids Xerion” produceret på projektbasis med nordmanden Nils Frederiksen som bagmand allerede i 1978. Det tyske traktormagasin Traction har lavet en fed video og lagt den på YouTube, som du kan se her.

 

 

Her kan du købe en klimavenlig landbrugsmaskine

Og så skal vi til de fem nul-emissions-maskiner, som jeg lovede at vise frem i min indledning.

Inden jeg viser dem frem, så skal det lige siges, at Klimarådet konkluderede i en rapport for to år siden, at landbruget potentielt kan sænke emissionerne med 20 procent ved elektrifisering af maskinparken eller ca. 200.000 CO2.

Heri godtog man også, at man ikke bare lige kan forvente, at store traktorer og mejetærskere med mere vil kunne køre rundt med batteri som drivkraft om få år. Men der sker altså en masse mindre operationer, som man godt kan se for sig elektriske. Og det er der sådan set også en grund til.

Så her top fem listen over de mest til gængelige fossilfrie landbrugsmaskiner her - og måske man i stedet for en CO2-afgift kunne forestille sig et et tilskud til C02-fri maskiner i stor stil for at få sat skub i omstillingen.

 

1. Har indtaget de californiske vinmarker

Eldrevet førerløs Monarch

Ovre i Californien har et start-up ved navn Monarch Tractors lavet en smalsporet eltraktor, der kan yde op til 75 hk og også køre førerløs. CNH er blandt de store investorer, som er gået ind og støttet firmaet – og anses som et af de mest seriøse bud på det amerikanske marked. Netop nu er serieproduktionen for alvor ved at gå i gang og de første landmænd står lige nu i kø for at få maskinerne leveret.   

2. Nu kommer der flere eldrevne bjergmaskiner

De sidste fire år har en meget lille schweizisk familievirksomhed, RigiTrac, været i gang med at producere en traktor i samme størrelsesorden. Sigtet har først og fremmest været en lille kommunaltraktor. I forbindelse med det netop afholdte Bauma-messe for entreprenørmaskiner i München kunne producenten Keestrack så fortælle, at man nu får lov til at producere den samme eltraktor i egne farver på en traktorfabrik i Italien. Med andre ord vil den nu kunne komme ud i et helt andet stykantal i de kommende år.

Se også: Mere strøm på eltraktor-bølgen: 87 grønne hestekræfter skal nu også produceres i Italien

3. Hydrogenløfteren fra England

Hos engelske JCB er man i fuld sving med at arbejde i en anden fossilfri retning, nemlig hydrogen. Det blev også understreget på Bauma, hvor man igen viste læssemaskiner frem med hydrogen. Antallet er eldrevne minilæssere har været eksplosiv de senere år, men når man ser større læssemaskiner på andet end diesel, så begynder det også at være mere anvendeligt, når der løftes lidt større ting i landbruget. Og hvis JCB får gang i teknologien, så kan man vel også forestille sig en JCB Fastrac e-iCon på et tidspunkt….  

4. Den her ankommer lige om lidt

Foreløbig har den store udfordring, at danske landmænd reelt ikke har kunnet se nogle eldrevne maskiner af betydning på markedet. Når Agromek åbner om en lille måned i Herning, så laves der om på det. Vinderup Maskiner og Danish Agro Machinery har nemlig danmarkspremiere for en lille 26 hk eldreven traktor med navnet Farmtrac. Den har længe været i fuld produktion, sælges i Norge og har masser af enheder ude på det amerikanske marked – med andre ord teknologi, der er plug and play så at sige. Her lyder forvetningen, at der lige så stille i de kommende år vil komme større traktorer – og det må man også sige, er brug for, hvis det for alvor skal blive til noget, som landbruget kan bruge.  

5. Danskerne droppede hk-racet og smækkede solceller på taget

Man kan næppe påstå, at danske FarmDroid har reduceret dansk landbrugs CO2-udledning helt vildt – men der er vist en vej, som allerede nu har vist, at man kan være en eksportsucces på den grønne omstilling. Med andre ord er der her allerede en konkret historie om vækst og håb ved at finde morgendagens teknologier, som politikerne også talte så meget om søndag aften. FarmDroid har fortsat med at sætte nye rekorder for deres salg af så- og lugerobotten, der med sin sneglefart ikke kræver en masse hk men lever fint med strøm fra solcellerne på taget - og imponerer rundt omkring i verden, som vi også ser på billedet her fra en irsk landbrugsudstilling for nylig.

Og hvad ellers?

Jo, de store traktorfabrikker kigger også ind dybt ind elproduktion, men har ikke lynhurtige til at få det ud på markedet. Det kan der være mange årsager til – al den stund, at der er masser af teknologi, som man let kan få ind fra bilindustrien.

Agco har længe været i gang med produktion af en eldrevet Fendt, som flere gange har fået udskudt sin lancering – men den forventes også på markedet i løbet af de næste par år.

John Deere har vist en række prototyper og har erklæret, at man om få år kommer til at elektrificere flere traktorer. Det bedste vidnesbyrd om, at det rent faktisk kommer til at ske er, at John Deere har købt sig ind i en østrigsk producent af batterier og nu er stærkt på vej til selv at producere flere batterier på en fabrik i USA.  

 

Kverneland forsvinder fra Skjern Maskinforretning

Udenfor valgkampen er vi jo mange, som går rundt og plejer en helt almindelig hverdag, som ikke er særlig ramt af valget mellem den ene eller anden blok eller noget i midten. Sådan er det selvfølgelig også for alle dem, som gerne vil sælge maskiner tiden. Kvernelands danske salgsfolk og Skjern Maskinforretning skal dog ikke gøre det i forening så længe endnu. Til sommer er de nemlig blevet enige om at stoppe samarbejdet. Kaj Pedersen og co. vil nemlig gerne slanke i produktporteføljen, og Kverneland vil også gerne koncentrere kræfterne på færre forhandlere – første step var afskeden med Johs. Mertz som en af forhandlerne.

Se mere her: Jysk maskinforretning og Kverneland skilles

Sådan blev græskaren høstet

Som gammel skulptør af roelygter forstår jeg ikke al virakken omkring halloween og græskar. Men der står jeg også rimelig alene hjemme hos mine tre piger. Så nu har jeg overgivet mig. Har søgt forgæves her til morgen efter en frisk video af årets græskarhøst i Danmark. Det er ellers en boomende industri. I går var græskar nr. 3 blevet muggent - og det er jo en katastrofe op til årets store tigge-slik-dag. Resolut kørte land og rige rundt for at finde flere - men supermarkeder, byggemarkeder og hvad man ellers kunne tænke sig var støvsuget. Ifølge Landbrugsstyrelsen dyrkes der over 400 hektar med græskar i år i Danmark. Men på YouTube er hjælpen altid nær, så her kan man se græshøsten i aktion - i det mindste.

 

 

 

 

Det sker: Turen går til Paris

 

Fra søndag og nogle dage frem er vi mange et solidt overforbrug af traktortimer, som skal til Paris og sparke dæk. Sima starter søndag og slutter torsdag.

Der er dog meget tæt i den europæiske messe-kalender for tiden. Onsdag starter den store italienske messe Eima nemlig. Her er der selvfølgelig et større fokus på de italienske mærker. Messen får dog lidt ekstra opmærksomhed i og med, at vinderen af konkurrencen Tractor of the Year kåres på messen i Bologna på åbningsdagen.

Med alt det gode i vente så er det bare at glæde sig til den nærmeste fremtid – og så er vi vel også nogen, som glæder os lidt til efterhånden  at nå i mål med valgkampen – og mon ikke man skulle gøre det med en god omgang valgflæsk.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen   

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.