Morgenposten: Hvad er sammenhængen mellem din næste rive og Putins gas?

Problemerne med forsyningskæderne har toppet sig de seneste måneder, lyder det fra topchefen fra stor maskinproducent – men hvis gashanerne slukkes for Rusland, så står industrien overfor helt nye problemer.

God mandag morgen.

Indrømmet, vi starter i det lidt dystre hjørne. Men alle scenarier skal med i omskiftelig verden.

Forleden rendte jeg ind i topchefen for en af de store redskabspecialister Pöttinger.

Han ser ind i en tid, hvor der er så godt som udsolgt og en produktion, der bare stiger og stiger. Men det har heller ikke været mere bøvlet at få produceret maskinerne og bragt dem ud til slutkunderne. Shaky, kalder han situationen – og hvad vi gassen slukkes fra Putin?

Mere om det lige om lidt.

Først skal vi høre lidt om de maskiner, der blev vist frem flere steder i den forgangne uge.

Elektronisk landvinding

Vi starter hos Pöttinger, der torsdag viste sit nye program fra indenfor græsmaskiner. I foråret var der snak om, at Græsland blev ’The Grand Depart’ - som det hedder sig i det Tour de France-sprog, som kommer til at fylde vores sind i de her dage – for den nye store Jumbo-snittervogn. Pöttinger holdte dog afsløringen hen til deres store pressemøde på en farm udenfor Wien. Selvom der var kommet flere detaljer om vognen, så var der helt nyt, at Pöttinger er klar til at levere den med kontaktløs styring af akslerne ved hjælp af kompliceret sensorteknologi på siden af vognen og akslerne.

Hvis man vil lidt længere ned i de tekniske detaljer, så har jeg kigget nærmere på det i denne artikel:

Forstå teknikken: Kæmpe snittervogn reguleres nu kontaktløst

Pöttinger var også klar med en række nyheder både indenfor river, vendere og slåmaskiner, som du kan få overblik over her:

Nu kan den ikke bare fås som bugseret: Breder sig mere end 10 meter i liften

Se med her: Stor nyhedsdag hos Pöttinger

Stegende hede nyheder fra Kverneland

I Wien mødte jeg flere kollegaer, som stødte til efter at have været i Italien og set Kvernelands nye nyheder. Og her lød meldingen om stegende temperaturer længere nede i Sydeuropa og stort vandbehov. Min kollega John Christensen havde udover konsumeringen af store vandmængder også fået skrevet en masse linjer. Af de største nyheder derfra var et nyt koncept, hvor Kverneland hævner, at man kan barbere 25 pct. af startgødningen under såning uden at tabe udbytter i majsen.

Læs mere her: Kverneland vil spare på startgødningen uden at påvirke udbytter

Se også: Kraftig stubharve bliver bugseret

Den drabelige gas

Sidste år flyttede jeg selv husstand. Under handlen sidste forår skal jeg indrømme, at jeg ikke indså det som en stor usikkerhedsfaktor, at det var udstyret med et nyere gasfyr til at forestå opvarmningen… Nu går man så og venter på gode nyheder fra det lokale varmeværk og deres grønne fjernvarme.

I Østrig fik jeg en snak med Pöttingers topchef. Han hedder Gregor Dietachmayr. Og han vil helt sikkert også gerne have fat i noget fjernvarme, hvis han kan få det.

I sin tid i branchen har han aldrig oplevet så shaky en tid, hvor man på den ene siden får alle de ordrer ind, som man kan producere – og på den anden side er forsyningskæderne yderst såbare – med nye problemer efter Ruslands invastion af Ukraine.  Lige om hjørnet lurer en anden fare, hvis Putin skulle kappe gasforsyningen fuldstændigt til Europa.

- Indtil videre er vi sikre på, at vi kan nå at levere alle bestillinger, vi har fået til næste forretningsår. Alt er lagt klar i vores planer og bestilt og materialerne sikret, måske pånær nogle få undtagelser med de store Terrasems(såmaskiner) på nuværende tidspunkt. Men hvis russerne slukker for gassen, så har vi et problem. Det er ikke kun os, men også nogle af vores leverandører, siger han til LandbrugsAvisen på tomandshånd.

I er dybt afhængige af gas til jeres produktion?

- Ja, det er det meste af industrien. Procesvarmen kommer fra gas. Vi har selvfølgelig set på scenarierne, hvis vi virkelig får en mangel på gas. Omvendt kan vi dagligt høre fra myndighederne, at gasreserverne øges og nu er på 60 pct. af det årlige forbrug, siger han bl.a. i denne artikel, hvor han gør status for udviklingen for Pöttinger og fabrikanterne af landbrugsmaskiner:

CEO for stor redskabsproducent: Vi er udsolgt, men det hele er shaky

Artiklen lægger jeg ud på LandbrugsAvisen senere i dag, men trofaste morgenfriske læsere får den allerede nu.

Det amerikanske leasing trick

Her til sidst skal vi lige en tur over dammen. Da jeg læste lidt sidste nyt rundt omkring i verden, faldt jeg lige over nogle betragtninger fra en maskinbranche-ekspert i USA. Artiklen hos Agweb drejer sig om et universelt tema: Skal man lease eller eje udstyret? En betragtning har været, at man i nogle gængse tre-årige leasing-aftaler fik nogle vilkår, hvor man nok kunne købe maskinen efter perioden, men det kunne aldrig betale sig. Brugtpriserne er på det seneste steget så betragteligt, at rådet(og måske praksis) går på, at man skal købe maskinen efter endt leasingaftale, og så sælge den videre med en god fortjeneste.

Læs med hos Agweb

Sker i ugen

Det første græsfrø blev lagt på skår i sidste uge – og mon ikke høsten for alvor går i gang i de kommende dage.

Gang i den i Sverige

Vi har netop hoppet ind i en ny uge med en masse muligheder for at komme ud og se maskiner. Selv skal jeg en tur over Sundet og se maskindemonstrationer og en masse stand på Borgeby, der åbner onsdag og slutter torsdag på markerne lidt nord for Malmø. Her er hver en stand-m2 udsolgt, så mon ikke det bliver begivenhedsrigt.

På Landsskuepladsen i Herning bliver der også gang i den med en stor maskinudstilling – bl.a. med en Robotti, der skal køre rundt og rense grøntsager på en mark, som den såede tidligere i år.

Valtra og tour

Onsdag rækker Valtra også ud efter spalteplads, når man går ud med en helt ny traktor ved 14-tiden.

Som Kalundborgjyde går bilen fredag forbi hjemegnen, inden trafikken blokeres helt af Tour de France-optoget lørdag. Ser frem til at se, hvad der venter os af udsmykning i vejsiderne. Foreløbig må jeg indrømme, at jyderne og Dansk Maskincenter har taget førstepladsen for det fedeste Tour-initiativ:

Borgeby, Landskuet og Tour’en. Det lugter af sommer. For mit vedkommende starter ferien næste mandag. Jeg tager morgenposten med mig – og vender stærkt tilbage i august. Ha’ en fortrinlig sommer.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.