Morgenposten: Hvad får en 68-årig mand til at køre 3.500 km på traktor?

Maskinernes nyhedsoverblik ser bl.a. nærmere på en usædvanlig tur på en gammel Valmet-traktor.

Først kørte han for to år siden 5.200 km fra Vestsjælland til Nordkap tur/retur.

Nu stævner Kurt L. Frederiksen ud på tur igen.

Inden vi dykker længere ned i det emne, så skal vi lige se nærmere på en ”wide edition” traktor fra Holstebro-området.

Det du ser her på billedet er en lettere ombygget Fendt 720 Vario ”Wide Edition” fra Thoustrup Landbrugs ved Holstebro. Den kan efter monteringen af en amerikaneraksel gabe over fire rækker kartofler.

Hvis du er fristet til at få mere at vide om ombygningen foretaget af TBS Maskinpower i Holstebro, så kan du læse mere her:

Se billederne: Sådan får de en traktor til at gabe over fire kartoffelrækker

Turen går til Island – på traktor

En 68-årig litteraturhistorier fra Reersø på Vestsjælland ejer som kartoffelavleren fra Holstebro også en traktor. Den er ikke wide edition. Ingen vario. Ej heller spækket med autostyring, Isobus og den slags ting. Til gengæld får Kurt L. Frederiksen og hans gamle Valmet-traktor fra 80’erne nogle store oplevelser.

Efter turen til Nordkap fra et par år siden, som mange læsere fulgte med i her på hjemmesiden, så er der om en lille måneds tid afrejse mod Island.

Turen går denne gang fra Vestsjælland, over Samsø og op til Hirshals og så ellers med færgen til Island, hvor han skal køre øen rundt på kryds og tværs. I alt venter han at tilbagelægge 3.500 km på fem uger på traktoren, inden han er hjemme igen. Kurt L. Frederiksen forklarer, at traktorer altid har interesseret ham siden barndommen.

”Og så er der eventyrlysten. Den handler om, hvad man oplever undervejs. Der er dem, som kan gå til købmanden efter en liter mælk og oplever en masse undervejs, og så er der dem, som ikke ser noget på turen. Traktoren er en måde at få oplevelser på”, lyder det bl.a. i vores lange interview om turen.

Nordkap-farer klar til nyt stort traktoreventyr

Krampes rejse går forbi TBS

Vognproducenten Krampe er også på en ny rejse i Danmark. Tidligere blev vognene forhandlet via MI. Nu går producenten selv ud og laver direkte aftaler med forskellige forhandlere.

På det seneste er forhandlere som Lyngfeldt, Midtdjurs og Karl Mertz kommet med på kortet.

I sidste uge blev TBS Maskinpower med sine afdelinger i Starup og Holstebro tilføjet.

Læs mere om det her: TBS Maskinpower får Krampe

Traktorfirmaer døjer med Trump

USA’s handelsrelationer med Kina har igennem længere tid haltet efter, at præsident Trump er gået kritisk til værks overfor kineserne. I et stykke tid så det ud til, at det skulle løse sig. Men på det seneste har Trump igen skudt med skarpt.

Tweets har fået kineserne til at reagere og ikke mindst markederne til at blive nervøse. For de store traktorproducenter som John Deere, Agco og CNH er det langt fra hyggelæsning at følge med i de tweets.

Forleden havde CNH’s aktiekurs tabt 15 pct. i værdi på tre uger. 

 ”Det er meget vigtigt, at vi får en handelsaftale med Kina,” lød det da også i et interview med CNH’s topchef Mühlhäuser hos mediet Bloomberg.
Han mener dog samtidig, at børskurverne reagerer for stærkt på udmeldingerne.

”Det her går virkelig ud over amerikanske landmænd. Men hvis de klarer sig dårligt på grund af det her, så vil sydamerikanske landmænd klare sig relativt bedre. Derfor er forsikret på denvis”, siger han. Mühlhäuser forventer i øvrigt, at CNH på trods af aktuelle udfordringer kommer salgsmæssigt godt igennem 2019 – bl.a. på grund af fremgang indenfor koncernens præcisions-teknologier.

Se mere om CNH og koncernens seneste resultater her:

Regnskab: CNH investerer hårdt i præcisions-teknologi

MF vil ind i mini-segmentet

Sidste uge bød også på en ny skærpet kamp om traktorkøberne af mindre traktorer. MF introducerer nemlig en ny model og fra Agco Danmark erklærer man åbent, at man nu vil gå efter at få bedre markedsandele i segmentet under 100 hk blandt kunder som kommuner, boligforeninger med flere.

Et af midlerne bliver en traktormodel, som er lav og med en ganske bred kabine. I andre lande slår Agco i øvrigt på, at traktoren gør sig godt på i bjergrigt terræn.

Læs mere om modellerne, der i øvrigt går fra 75 til 95 hk, her:

Kalder den alpetraktor - vil ind på danske cykelstier og grønne områder

Vind en traktor nåede i mål

I de seneste uger har vi fået en lang række mails her på redaktionen med billeder fra forårsarbejdet og gode begrundelser for, at de enkelte læsere skal få stillet en gratis traktor til rådighed til efteråret i 50 timer.

Flere af dem har vi lavet til læseværdige historier. Christian Kring fra Øster Starup er blandt kandidaterne. Han ønsker bl.a. at indsætte præmien – en Kubota på 170 hk - til opgaver med 4-5 furet plov, en halmstrigle og så måske som trækkræft til en direkte såmaskine.

Læs mere om Christian Kring her – og husk, at det er i TraktorTech 28. maj, at du kan læse, hvem der vinder konkurrencen:

Traktoren skal være billig – og mærket er ikke så vigtigt

Hvem vandt salget i april?

Du behøver dog ikke vente til TraktorTech for at finde ud af sidste nyt om salgstallene for nyregistrerede traktorer i Danmark.

I de kommende dage forventer vi omsider nye tal for april i år. I sidste måned var Case IH landets mest indregistrerede traktorer, og så bliver det spændende at se, om mærket kan holde formen. 

Ha’ en rigtig god uge – for nogle en lidt kortere én af slagsen eftersom fredag også er St. Bededag.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.