Morgenposten: - Jeg kender folk, der når mere end 2.000 hektar med deres såmaskine

Maskinernes eget nyhedsoverblik er bl.a. stødt på nogle interessante beregninger og betragtninger over, hvad man egentlig kan nå med en såmaskine.

God mandag morgen,

Selvom det bliver stadig mere mørkt og novembers regn og rusk er over os, så er der heldigvis flere spændende begivenheder lige rundt om hjørnet.

Her til morgen har jeg lagt en artikel ud om det amerikanske præsidentvalg – og hvordan gode folk fra John Deere, CNH og Agco egentlig bidrager til den amerikanske politik.

Penge fra Deere og CNH præger USA's valg – men i alle mulige retninger

Skal man droppe al ydmyghed, så kan vi også lige bringe en reklame for vores egen meritter på dagen. Helt simultant med det amerikanske præsidentvalg sender vi nemlig et nyt Mark-magasin ud med fokus på maskiner og maskinparken i landbruget i morgen.

Det er netop derfra, at jeg har hentet inspirationen til indgangen på dette nyhedsoverblik mandag morgen.

Direktør Flemming Hedegaard fra Byggeri & Teknik i Herning har nemlig nogle spændende betragtninger om, hvor meget man egentlig kan få ud af en såmaskine i en artikel i magasinet. Det får du mere om lige om lidt.

Rester af AP Gyllevogne ender på auktion

Først skal vi runde seneste udvikling i konkurs-sagen hos AP Gyllevogne. I sidste uge fik kurator afhandlet en del af boet. Auktionshuset DAB overtager nemlig varelagre, driftsmidler og ikke mindst de sidste gyllevogne, som virksomheden nåede at producere, inden virksomheden blev begæret konkurs 12. oktober.

Dermed kommer der bl.a. fem gyllevogne og en gylletrailer til salg på auktionen, som forventes at blive aktiv på nettet i næste uge. En vinkel der endnu ikke er afdækket er, om der er nogen, som fremover vil gøre brug af brandet AP Gyllevogne og eks. købe tegningerne og rettighederne til at bygge deres vogne ud af boet.

Se her:  Satser på millionsalg efter konkurs: Auktionshus køber op i AP Gyllevogne

Flere New Holland-redskaber

I en helt anden redskabsverden var der også nyt forleden. New Hollands strategi om ikke bare at producere store enheder som traktorer, mejetærskere og pressere vokser sig stille og roligt større og større.

Fremover skal italienske Maschio Gaspardo også producere og levere udvalgte redskaber i New Hollands farver og brand. De første i form af tallerkenharver og grubbere kommer allerede til Danmark næste år, bekræfter CNH Industrials danske afdeling i weekendens printudgave af  LandbrugsAvisen.

Læs mere her: Tallerkenharver og grubbere i New Holland-stil

Hvad kan udrettes med én såmaskine? Fra 500 til flere tusind hektar

Og så skal vi tilbage til overskriften, det hele startede med.

I det nye nummer af Mark Special, som kommer rundt til magasinets abonnenter i morgen, har vi på LandbrugsMediernes maskinredaktion fået lejlighed til at boltre sig med en række artikler og indslag. 

Direktør Flemming Hedegaard fra Byggeri & Teknik i Herning bidrager også med en kommentar om kapaciteterne på såmaskiner, og hvor store forskelle der egentlig er på, hvad landmænd får ud af disse vigtige maskiner. 

”Jeg har kendskab til seks meter brede såmaskiner, som sår 2.000-2.200 ha hvert år,” skriver han i sin konklusion.  


Arkivfoto: Torben Worsøe

”Svaret vil variere fra landmand til landmand og vil ligge mellem 4-500 ha og op til over 2.000 ha, og hvori ligger forskellen? Det betyder rigtig meget kapacitetsmæssigt, om man kan fylde såmaskinen i marken, og om det er let og enkelt at gøre,” skriver han bl.a. og fortsætter: 

”Nogle såmaskiner har kran på, og da det meste såsæd og gødning i dag kommer i storsække, er det en god, men dyr løsning.
Kan man afse en teleskoplæsser til at fylde såmaskinen, er det også en løsning - det vigtigste er dog, at maskinen ikke skal fra marken og køre hjem for at blive fyldt.”

Han skriver endvidere, at det er indlysende, at arrondering, markstørrelser og jordtype betyder en del for kapaciteten.

”Jeg tror dog, det er de færreste, der er klar over, hvad det betyder hele vejen igennem maskinparken, om 600 ha er inddelt i 80 marker eller i 30 marker, eller om markerne er rimelig rektangulære. Det er ikke det hele, man kan gøre noget ved, men de fleste har mulighed for at lave om, så læhegn ikke spærrer mellem markerne og omkring udkørsler, og derved bliver markstørrelserne mindre vigtige”.

I artiklen bliver der også sat kroner og øre på prisen for at så pr. hektar alt efter, hvad du har af kapacitet og eks. mentalitet og graden af udstyr omkring operationen. Taldelen og Hedegaards andre pointer kan du læse mere om i magasinet, der kan bestilles via denne online bestilling hos LandbrugsMedierne.

Blev Maskinhandler i jagten på frisk græs

Vi skal også en tur på græs denne november- morgenstund. I fredags udnævnte vi nemlig en særlig landmand til ugens profil på maskinfronten.

Den økologiske mælkeproducent Jørgen S. Madsen ved Faster i Vestjylland ville gerne have mere frisk græs i sine køers foderration. Løsningen blev en frisk-grøs-høster fra Irland. I dag har han selv importeret 40 maskiner og er blevet en slags maskinhandler ved siden af landbruget.

Læs den fascinerende historie her:

Sælger speciel irsk maskine: Landmands jagt efter frisk græs gjorde ham til maskinhandler

Dansker i fornemt selskab

Når vi når ind i tiden mellem jul og nytår, så plejer medierne – og jeg er skam selv en fast gæst i den slags journalistik – at lave en masse lister og gruppereringer af årets største nyheder. I starten er det spændende – og til sidst er det som med de sidste klejner. Det kan blive lige rigeligt. Måske derfor vil tyske Agrar Heute være først ude med årets mest spænende teknik-nyheder. Måske lidt frisk nok, da der jo kan komme nyt i de sidste måneder. Men omvendt er der også sket meget. Og blandt store nyheder som MF’s nye 8S-traktor, ny Deutz-Fahr 8, ny Fendt 1100, europapremiere for ny Case IH Quadtrac og meget andet godt, så er der også blevet plads til en dansker: FarmDroids robot.

Klik her: Den tyske maskinliste med en dansker

Sker i ugen

Som jeg varslede i sidste uge, så er vi godt på vej med en større maskintillæg, hvor der både kommer en lang række nyheder om traktorer – bl.a. de første resultater fra vores egen brændstoftest af traktorer – og så har vi en hel bilsektion, hvor vi bl.a. ser, hvad en Ford Raptor duer til, når den ska ud og køre i landbrugets tjeneste.

Ugen er som sagt eksamen for Biden og Trump. På de store markeder er det også en lille eksamen for Agco og CNH, der fremlægger nye kvartalsregnskaber henholdsvis tirsdag og torsdag. Her bliver det spændende at følge kommentarerne om ”verdensmarkedet” for maskiner – er tingene ved at være nogenlunde friskmeldt eller bekymrer nye høje smittetal for corona i deres ”vejrudsigt”?

Ha‘ en fortrinlig uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.