
God mandag morgen.
Vi starter med en tilståelse.
Egentlig havde jeg glemt, at det var mandag morgen, og tid til en ny omgang ugentlig morgensamling for stort og småt for maskinernes verden. Forglemmelsens skyldes jo nok, at jeg netop i disse timer render rundt i et nyhedsbonanza med en ufattelig mængde mennesker og maskiner i 24 haller i Hannover. Et døgn sådan et sted er som sin egen lille tidslomme. Heldigvis har os, der også har en forældretjans, fænomenet Aula til at minde os om høvdingebold og andet godt for børnene. Med andre ord en app med en kæmpe kapacitet til lige at få en ned på jorden og få gendannet et helt normalt overblik, selvom man flyver rundt på en sky af fantastiske opfindelser og nyheder.
Og netop kapacitet og noget velkendt var der også over Agritechnica på åbningsdagen. Nemlig de store afsløreringer med tæppefald og storladen musik. Allerede ved otte-tiden kom første:
En helt ny Massey Ferguson
Ja, det var nok ikke verdens største surprice, at Massey Ferguson fik afsluttet moderniseringen af produktpaletten med topserien, så den nu hedder 9S hedder stedet for 8700. Visuelt var det som 8S en kæmpe forandring med et førerhus, som har et af branchens mest differentierede designs. Er det så godt eller skidt? Personligt synes jeg, at det er ret fantastisk med et ægte retro-look og en stor kabine. Men det er vist smag og behag..
Og så kom mejetærskeren
På forhånd var der lagt op til den helt store version tæppefald med et hvidt klæde ved New Hollands nye stortærsker, som har fået navnet CR 11. Og præsentationen skuffede ikke. Både på underholdningsværdien med horder af mennesker og det faktum, hvordan man har fået maskinen med verdensrekord i kapacitet erstattet med en kapacitet, som lyder som noget fra en anden verden.
Det vender vi tilbage til. Først et par aktuelle historier.
Højspænding skal blive det nye Roundup
Søndag er i høj grad en dag, som er præget af traktorbranchen, men lad mig lige zoome ind på en særdeles spændende ting, min kollega Claus Solhøj så på af de mindre stande.
Tyske Crop.Zone har inviteret John Deere med i et projekt, hvor op til 5.500 volt i voksne arbejdsbredder op til 24 meter skal aflive ukrudt og kartoffeltop.
Se mere her:
Højspænding skal blive det nye round-up
Kan den virkelig komme op på 139 ton i timen!?
Og så til historien bag overskriften denne morgen.
I dagene op til Agritechnica har vi hørt mere og mere om New Hollands nye stortærsker, som med Agritechnicas eneste guldmedalje var den helt store produktlancering søndag.
Maskinen får en korntank på op til 20.000 liter og mulighed for at benytte op til 60 fods skærebord. Den er udstyret med to-rotorer som forgængerne i CR-serien, men ifølge New Holland er der sket en masse nytænkninger, tag bare eksempler som en to-dobbelt soldkasse, nytænket drivlinje og automatisk oprydning efter blokeringer, så maskinen kan høste meget mere.
Som du kan se, så står den i Hannover i en særlig guldfarve - kun til lejligheden. Når den kommer ud på demo næste år, så kommer du til at se den i New Hollands traditionelle gule indpakning.
Jeg nåede lige et kort interview med New Hollands danske ”mejetærsker-minister” Lars Skjoldager Sørensen, hvor han fortæller, at den har en forbedret kapacitet på 20 til 40 procent i forhold den hidtidige topmodel. Jeg prøvede selvfølgelig at være lidt snedig og få ham til at give et specifikt tal på, hvor meget korn den så klarer i timen. Arh.. han ville ikke slynge et tal ud, da høstforhold som alle, der har siddet i en mejetærsker, kan være meget forskelligt. Forståeligt nok!
Men skulle vi lige gange verdensrekorden op med plus 40 procent, så kommer vi op på astronomiske 139 ton i timen! I siger bare til, hvis vi skal komme ud og se et nyt rekordforsøg…
Video af: Christian Juel Jørgensen og Laura Kold
Læs mere her:
Se de første billeder: Kompakt og alligevel klar til 60 fod
Er alt så fryd og gammen?
En maskine som den nye mejetærsker har været i proces i mere eller mindre fem år. Når man hører over langsigtigheden, så imponeres man over, hvordan en koncern som CNH balancerer mellem det lange seje træk – og hurtigere beslutninger i verden, hvor man med et gammelt Søren Lerby-citat aldrig er bedre end sin sidste kamp eller her.. kvartalsregnskab. For forleden kaldte CNH’s topchef kvartalet skuffende sådan rent regnskabsmæssigt, hvilket straks blev pareret med en kæmpe spareplan for at holde forretningen sund og appelerende for aktionærer. Fra New Holland lød beskeden så også i går: 2023 bliver et nyt rekordår for os målt på salg rundt omkring i verden, men vejrudsigten for det kommende år er noget mere broget - som vi også hører fra mange andre maskinkoncerner og chefer for tiden.
Læs mere her:
Traktorgigant går i sving med stor spareplan på lønnen
Hvem vinder så Agritechnica?
Som jeg plejer at forklare min børn, så er alt her i livet ikke en konkurrence – selvom det er sjovt og tillokkende at lade som om. Men for fire år siden var John Deeres set-up af fremtidsnyheder og afsløringen af supertærskerne X9 lidt af en magtdemonstration fra deres udviklingsafdeling. Denne gang har Case IH og New Holland tilsammen taget langt flere nyhedsmedaljer end konkurrenterne. Men nej, det er ikke bare grøn/rød mod blå i min bog.
En af trendsene er meget mere kunstig intelligens i maskinerne. Hvis selvsamme maskiner var udstyret med en Chat-gpt, så ville de nok stå og råbe, om embedsmændene og politikere ikke snart kommer lidt frem i skoene på feltet førerløse køretøjer - for lige nu er det en hæmsko for førerløse traktorer. Ja, måske har John Deere ikke så øjnefaldende prototyper stående på Agritechnica som sidste gang, men der står faktisk en køreklar stortraktor med førerløst kit. Og Claas viser det samme på en ny Xerion. Og hos Case IH står en Magnum med førerløs teknologi fra Raven. Case IH og New Holland har også delvis autonom kørsel på en lille elektrisk traktor, ligesom Kubota, Krone og Lemken også står med lignende produkter…
Så er Samsons nye slæbeskærsbom ude
Fra dansker-lejren er en af messens store nyheder placeret omme bagved gyllevognen. Samson har nemlig nu officielt lanceret sin nye TSB slæbeskærsbom, der står med en fremtrædende plads på Samsons Agritechnica-stand i hal 23, hvor den for første gang bliver vist frem for et større publikum i den største version på 24 meters arbejdsbredde.
Se en masse billeder af fænomenet og læs meget mere her:
Kom tæt på en verdenspremiere: Samson præsenterer ny slæbeskærsbom
Nyhed til 350 kroner
Mange af maskinerne i Hannover skinner og koster millioner. Men størstedelen af vores forbrug ligger jo egentlig et helt andet sted. Min kollega John Christensen fandt lige en nyhed til rundt regnet 350 kroner - lige til at plukke med hjem på farmen. Det drejer sig om en sensor, der fortæller dig, hvornår pto-akslen skal smøres.. smart!
Se her:
Lille og billig sensor fortæller dig hvornår du skal smøre din pto-aksel
Nå, så fik vi alligevel drysset lidt morgenpost fra maskinernes verden. Når man står mellem et par tusinde potentielle nyhedshistorier, så kan det være svært at huske overblikket. Tak til Aula og nyheden om høvdingebold i SFO– er tilbage igen på mandag. Imellemtiden er det bare at følge med på landbrugsavisen.dk med en lind strøm af sidste nyt fra maskinernes verden.
Ha’ en fortrinlig uge, måske vi ses i Hannover. Redaktionschef Christian Juel Jørgensen
Relaterede artikler
Kommentarer