Morgenposten: Landmand vandt i retten efter stor fejl på timetælleren

Harmløs fejl på nyligt købt traktor afslørede, at traktoren var noget mere brugt. Landmand fik stor erstatning efter, at han gik til retssag.

God mandag morgen.

Historierne om timetællere, der ikke holder, hvad de lover, fortsætter.

I weekenden kunne vi i LandbrugsAvisen fortælle om en ny historie om en landmand, som har brændt nallerne på en traktor, som havde kørt noget mere, end det stod i salgsannoncen.

Landmanden fra Struer-området vil gerne stå frem og fortælle, hvad der skete for at advare andre om at havne i samme situation.

Det vender vi tilbage lige om lidt.

Først skal vi have lige vende et par aktuelle historier i denne uges nyhedsoverblik for og med maskinfolket:

Samson har lavet en genesis

Oprindelig skulle hele maskinbranchen været på kæmpeudstilingen Agritechnica i dette forår. Det blev som bekendt corona-aflyst.

Hvis det ellers var blevet til noget, så havde Samson stået badet i neonlyset med en række markante nyheder. I stedet blev fredag eftermiddag dagen, hvor den store danske maskinproducent løftede sløret.

Når næste gyllevognssæson går i gang, så byder Samson sig bl.a. til med en helt ny generation af PG II-modellerne. Den nye generation får efternavnet Genesis og udbydes i modeller fra 18 til 35 m2, hvoraf de største modeller tager springet fra to- til treakslede versioner.

Læs mere og se en masse billeder her:

Se de første billeder af ny gylllevognsserie fra Samson

Verdenspremierer på vej til Danmark

8. juni er der Græsland 22-udstillingen på Elmegården ved Frederiks i Karup-området. Udstillingen har tiltrukket over 60 udstillere – og så har den nok også lidt medvind, fordi Agritechnica blev aflyst. Dermed kommer en række nyheder for første gang på udstilling via den danske udstilling. Eks. bliver det første offentlige fremvisning og demonstration af Kvernelands nye 85156C-vender med 15,6 meters arbejdsbredde og et helt nyt jordfølgesystem.

I de seneste dage er vi næsten gået bananas med nyheder om Græsland. Se bl.a. nærmere på disse:

Verdensnyheder på række har kurs mod Danmark

John Deere sørger for god lyd til Græsland 22

Gammel redskabstype oplever ny interesse

 

Og så til historien bag overskriften

Harmløs fejl førte til afsløring af grov timetællerfejl

Vi skal en tur tilbage til 2019. Landmand Finn Dahl Hansen fra Fousing ved Struer udskifter sin frontlæssertraktor med en lettere brugt MF 5440. Traktoren med omkring 1.900 timer på tælleren leveres fra en dansk forhandler, som selv har købt den hjem fra England. En septemberdag få måneder senere er han ude at så rug med den på heden.

- Der kommer en fejlmelding. Jeg ringer ud til TBS i Mejrup, som fra deres Henry D. Nielsen-tid er vant til Ferguson. De har en montør fra Struer, som lige kører omkring. Det viser sig, at problemet bare er en kontakt. Men så stivner han i blikket, fortæller Finn Dahl Hansen.

Montøren ser, at den faktisk har kørt 1.240 timer mere end den burde.

- Det kan han se på sin computer. Han siger, at det vil han stå på mål for, fortælle Finn Dahl Hansen. En række sensorer fortæller noget nemlig en helt anden historie om traktorens faktiske antal timer end den mekaniske timetæller.

Efterfølgende havner sagen i retten, hvor landmanden ender med at vinde sagen og få en erstatning på knap 75.000 kr. ligesom maskinhandleren skal betale sagsomkostninger på ca. 55.000 kr. – alt sammen for en traktor, der koster få hundrede tusind kroner.

Maskinhandleren anfører, at hvis der er sket svindel med timetallet, så er det sket ovre i England – et synspunkt landmanden som sådan ikke afviser. Men retten tager altså udgangspunkt i, at slutbrugeren har købt et produkt, hvor timetallet ikke var det angivne, og så har sælger et problem.

Ergo, er det en tankevækkende konklusion både for landmænd og maskinhandlere, når de skal købe og sælge maskiner fremover – man har altså et ansvar for, at timetallet er det korrekte uanset, hvor der evt. er sket fusk med timeantallet.

Læs mere i avisen, der også kan læses som epaper her på siden.   

HCP er langt bedre kørende uden Deutz-Fahr i Danmark

Statussen som importør af Deutz-Fahr og Pronars program gik bort for maskinimportøren HC. Petersen i 2021. Den familieejede virksomhed græder nok de største tårer over det, som kunne se ud som en meget dramatisk ændring.

Virksomheden er nemlig blevet langt bedre til at tjene penge i den nye udgave, hvor man også har sagt farvel til sin satsning med at drive egen maskinforretning i Randers.

En slanket forretning tjente 4,5 mio. kr. før skat mod et tab på knap to mio. kr. året før, fremgår det af selskabets nye årsregnskab for 2021.

Trods tab af Deutz-Fahr i Danmark: Forventer at sælge 200 traktorer i år

 

Sker i ugen

Sidste uges mest triste historie var uden tvivl nyheden om, at maskinforretningen Bredsgaards unge direktør Ivan Tang var gået bort. 44-år gammel blev han ramt af et hjerteanfald. Vi husker ham som en karismatisk ejerleder, som reddede en butik fra at stoppe, da han tog over sammen med svogeren og siden udviklede en forretning i vækst. Tirsdag afholdes begravelsen i Viborg.  

Ung, fremgangsrig maskinhandler afgået ved døden

Læsertraktor skal i Tivoli

Fredag er det Store Bededag. Og så tænker man muligvis, at alt er lukket. Men fortvivl ikke. Et oplagt sted for en familieudflugt er Tivoli, hvor man endda kan få fornøjelsen af at se på maskiner samtidig. Vi stiller selv med vores gode gamle læsertraktor IH 844S, når der er ’Maskiner i Tivoli’.

Traktoren bliver udloddet på Agromek senere i år, så går du og tænker, at det kunne være interessant at vinde en traktor, så kan du altså tjekke den ud i Tivoli – endda allerede fra torsdag.

Ha’ en fortrinlig uge. Redaktionschef Christian Juel Jørgensen   

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.