Morgenposten: Laver du også pumpe-fejlen på mejetærskeren?

Morgenposten er denne inspireret af varmen – og dermed den forestående høst. Få 3 formidable råd til mejetærskeren – og hør, hvad der er den store humle i maskinhandlen netop nu.

God mandag morgen,

Efter en weekend, hvor varmen har stegt ned i mit hoved, mens jeg gravede mig selv længere og længere ned i et hul(til ungernes nye trampolin), så må det være mere aktuelt end nogensinde at geare lidt op til årets store mejetærsker-kørsel.

Vi har jo 2,6 mio. hektar, der snart skal ”barberes” – og det er en af årets mest krævende og sjoveste opgaver for alle dem, som får lov til at sidde på den prestigefyldte maskine.

Jeg havde en god snak med mejetærskerspecialist Niels Petersen forleden – som delte gladeligt ud af gode råd til, hvordan man får maskinen til at topperforme.

Mere om det lige om lidt. Først skal vi lige runde en af de sidste dages mest aktuelle historier – den starter ved en motorvej.

John Deere Sjællands store maskinklondike

Hvis man har haft fornøjelsen af at køre fra Vestdanmark og en tur til hovedstaden, så fanges øjet af en perlerække af maskiner ved Ringsted. Men nu kommer der endnu flere i Sjællands store maskinklondike.

For en stund siden meldte SDK som kommende aktør i Ringsted. Nu vil John Deere også indtage byen. Semler flytter nemlig ind i familiedynastiet Helms iøjnefaldende glasfacade ud til motorvejen. Helms har dog stadig fidus til maskinfællesskabet, der også tæller JCB, Hydrema og Johs. Mertz, og bygger selv nyt som nabo til Semler. Dermed bliver der masser af traktorer og entreprenørmaskiner lige ved motorvejen.

Og hvad vil Semler der?

En placering lige ved motorvejen midt på Sjælland i stedet for mindre lokaler meget bynært i Næstved er nok ikke noget dårligt bytte….

Læs om de nye lokaliteter her:

Semler Agro får nyt hovedkontor på Sjælland

Helms TMT-Centret bygger nyt sjællandsk domicil

Pumpefejl på mejetærskeren

Og så skal vi til historien bag denne nyhedsgennemgangs overskrift. I ugens papirudgave af Landbrugsavisen sendte vi en 2. sektion med til glæde og gavn for dem, som elsker og bruger maskiner.

I temaet om høstmaskiner har vi en ti-punkts guide med gode råd til effektiv mejetærskerkørsel med basis i mejetærskerspecialist Niels Petersens erfaringer. Man kan grine af tissepauser – men den berører vi faktisk også i guiden, da den kan bruges som rettesnor til en god rutinemæssig og ikke mindst regelmæssig ting til at tjekke spildet. Men man skal også have fokus på sine dæk. De skal nemlig ikke pumpes ens.

»Man skal sørge for at have mere tryk på venstre hjul end det højre hjul. Folk ynder jo at køre med lavt tryk, men venstre dæk kan ikke holde til meget lavt tryk, fordi tømmerørene på venstre side er blevet tungere. Følg instruktionsbogen og sørg for mere luft«, lyder det fra specialisten fra Case IH, der forklarer, at det langt fra er en selvfølgelig, når han er rundt og besigtige mejetærskere i ind- og udland igennem hele høsten.

Læs alle ti gode råd fra avisartiklen her:

Mejetærsker-ekspertens 10 gode råd: Tidligt i gang, luk hullerne – og brug tissepausen strategisk…

Har du ikke fået læst ugens avis, så skal du lige få fat i den. Her kan du eks. komme med John Christensen på en køretur med Fendt Ones og høre hans konklusion på systemet.

Vi har også mødt en landmand på Lolland, der har anskaffet sig en radrenser med præcisionsudstyr til sine økologiske marker.

 

 

Som abonnent kan du bare klikke på billedet – og så klikke dig videre til e-avisen.

Danish Agros maskinforretninger har rykket sig

Inden vi stopper nyhedsgennemgangen, så skal vi en tur rundt om en af Europas største maskinhandlere. Danish Agro har for længst meldt makrotallene ud for grovvarekoncernens 2020 – og maskindelens omsætning og overordnede indtjening. I sidste uge sendte man dog enkeltregnskaberne ind for en række datterselskaber – bl.a. de danske maskinforretninger, importselskabet Danish Agro Machinery A/S og det overordnede holdingselskab. Grundlæggende holdt importdelen status quo med et nyt pænt overskud, maskinforretningerne i Danmark fik en langt bedre indtjening – mens bundlinjen i det samlede billede stadig kæmper med, at der trækkes underskud hjem fra Norge og Sverige.

Læs med her:

Danish Agro har rykket bundlinjen på dansk maskinsalg - men udlandet koster

Danmarks største maskinhandler: Lige nu er der tryk på markedet

Se her: Danish Agros danske maskinforretninger i stor fremgang

Ugens mest læste

Måltavlen lyver aldrig siger man i fodbold. Det samme kan man sige om vores trafiktal. Man kan bringe nok så mange nyheder, interviews og betragtninger om nutiden og fremtiden. Men de gode gamle maskiner fra vores barndom – de er altid i høj kurs.

I weekenden blev der nemlig klikket rimelig vildt på en TraktorTech-historie om Ford 8210 – en kæmpe stortraktor dengang, jeg var barn på pløjemarkerne ved Kalundborg.

Er du også nysgerrig, så er det denne vej:

Flash Back til Ford 8210: Let sekser var på en umulig mission

Sker fremover

Dengang Ford 8210 var en stor traktor, der var Farming Simulator ikke opfundet. Til gengæld bliver det større og større nu til dags. I weekenden genvandt Team Højgård DM med en kontantpræmie på 15.000 kr.

Spillet kommer snart i en ny og for fansene sikkert længe ventet version med nye tiltag og nye maskiner. Der vil utvivlsomt være meget mere om spillet i fra 21. til 23. juli, når selskabet bag, Giants Software, afholder deres store gamerevent FarmCon online – som ellers plejer at blive henlagt til de store maskinproducenters fabrikker og hovedkvarterer.

Og sådan er det jo i år, hvor eks. Fendt også afholder stor presseevent online i juli for at præsentere nyt grej og løsninger frem mod Agritechnica.

Ha’ en fortrinlig uge. Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.