Morgenposten: Lavet i Randers – stor nyhed i Amerika

Vi går ind i en uge, hvor den danske maskinbranche har lidt ekstra grund til at være stolt over at være dansk.

God mandag morgen.

Havde det ikke været for tømrer Niels Kristian Nielsen, så havde Danmark måske ikke været i overskrifterne for et nyt bidrag på en af markedets største mejetærskere – som man kan lære meget mere om i amerikanske medier for tiden.

Jeg tegner og fortæller om sammenhængen til Dronningborg, Randers og den danske maskinbranche lige om lidt i maskinernes eget nyhedsoverblik, hvor vi på en mandag morgen med rimfrost på græsplænen ser frem og tilbage i nyhedsstrømmen(DMI lover i øvrigt mildt vejr i løbet af ugen).  

Først skal vi til en anden markant nyhed, ikke mindre set med danske briller.

Skal lede CNH’s marketingsindsats på mejetærskere

I en opdatering fredag meddelte Lars Skjoldager Sørensen fra New Holland, at han fremover skal have rollen som global chef for produktmarketing for CNH’s høstudstyr.

På engelsk hedder titlen ’Global Leader of Product Marketing for CNH Harvest Solutions’. Senest har han været øverst ansvarlig for New Hollands høstmaskiner.

Læs mere her:

Dansker får ny global rolle hos maskingigant

Største dansk maskinproducent i stor udvidelse

Som vi har skrevet om en del gange i de seneste måneder, så er maskinmarkedet ikke ligefrem inde i et opsving for tiden. De europæiske maskinproducenter kaldte forleden faktisk situationen for det største lavpunkt i syv år!

Samson fortalte allerede i efteråret, at de for første gang oplevede en ordrenedgang. Samsons sidste fem-ti år har dog generelt budt på en imponerende optur, og der er stadig solide tegn fra virksomheden. Forleden meddelte man, at der skal udvides med op til en tredjedel på fabrikken i Viborg. En af årsagerne er, at en ny miljøvenlig bom kommer til at kræve en masse produktionsplads på fabrikken i Viborg.

Læs mere om planerne fra virksomheden i Viborg, der omsætter for over en milliard kroner.

Samson udvider fabrikken til produktion af ny slæbeskobom

Dansker hjalp farmerne med ny blæser  

Og så skal vi til historien, der forbinder Randers og en nyhed, der lige nu omtales i den amerikanske farmerpresse.

Daniel Houbæk fra Agco i Randers er nemlig frontfigur i en historie om en ny luftblæser til Agcos Ideal-mejetærskere, som kan ekstramonteres, så man hurtigt kan få blæst afgrøde, som sætter sig fast i indføringsfasen væk igen. Altså har han siddet i Randers, hvor Agco har en udviklingsafdeling på det gamle Dronningborg-område, og lavet løsningen, som var efterspurgt af bl.a. majshøstende farmere i Midtvesten. Undervejs rejste han rundt seks-syv udvalgte amerikanske kunder med sin første prototype – og efter lidt finish havde danskeren løst problemet.

 

 

Det hele fortælles også livligt på YouTube – og dermed kan man sige, at der stadig leveres solide løsninger til mejetærskere over hele verden fra den virksomhed, som blev startet af tømreren tilbage i 1890’erne..  

 

 

Ny Fendt spottet

Apropos Fendt så fortæller hollandske og tyske medier fortiden, at der også skulle være nyt på vej på traktorsiden i form af en ny 800-serie. Historien er ikke valideret af Fendt selv, men der skulle være spottet en prototype 20 km fra fabrikken i Tyskland.

Se her og døm selv:

https://landbrugsavisen.dk/maskiner/prototype-fra-fendt-spottet-i-tyskland

Igen stort område med Claas på Agromek

Der er endnu længe til Agromek, men sæsonen for nyheder om, hvem som egentlig udstiller blev for alvor skudt i gang forleden, da Danish Agro annoncerede, at de igen tegner sig for Agromeks største stand ligesom ved Agromek i 2022. Dermed har i hvert fald en af landets største maskinimportører meldt sig til – en meget positiv nyhed for Agromek, der kan påvirke en række andre udstillere til også at melde sig under fanerne.

Se mere her: Danish Agro: Digitalisering bliver kodeordet på Agromek

 

Det Sker

Mon ikke der er mange, der skal ud og se, om vores marker er tjenelige til nye forårsopgaver i de kommende dage. Der har været meldt om såning på lette jorder i noget tid nu.

Her på vores maskinredaktion sender vi en masse maskinartikler med avisen i et særtillæg, hvor vi bl.a. kigger på nyheder på græssiden – samt en større artikel om, hvilke traktormærker som egentlig er størst, når vi tager alle traktorer med, som kører rundt på danske nummerplader.

Onsdag er der fokus på landbrugsmaskiner og færdsel på vejene, når transportministeren har inviteret alle interesserede ind i ministeren til et såkaldt ’traktorhof’, hvor man kan forelægge alle de regler, som man synes er noget besynderlige og saneringsmodne.  

Alt i alt venter der altså en ny spændene uge, inden vi for alvor skal til at fokusere på påskeæg i den kommende tid.

Ha’ en fin dag. Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.