Morgenposten: Mejetærskerproduktion står stille trods Ideal-tærsker

Fendt afslørede forleden, hvor mange mejetærskere, der produceres i år – og corona kan meget vel have sat sine spor trods nye Ideal-mejetærskere i porteføljen.

God mandag morgen,

Den gode gamle kartoffelferie findes måske ikke mere. Men optakten til skolernes efterårsferie var god.

Søndag var der flot solskin mange steder – og på maskinfronten havde Agco forleden et spændende tal omhandlende mærkets mejetærskerproduktion på et større pressemøde, der for de ikke-tyske journalister foregik via et link på nettet.

Tallet vender jeg snart tilbage til.

Først skal vi lige forbi et par andre aktuelle nyheder.

New Holland kravler opad

På bilstatistik.dk er der nu kommet nye tal for nyregistreringer af traktorer i september.

Som man her til morgen kan læse, så er det mest bemærkelsesværdige, at New Holland tager en meget solid førsteplads for måneden med næsten en tredjedel af nyregistreringerne og samtidig slår man et hul til Fendt, som det tredjemest indregistrerede for hele året indtil videre.

I horisonten ligger John Deere og Case IH tæt på anden og førstepladsen med Case IH et par hestekræfter foran konkurrenten.

Følg med her: New Holland rører på sig på traktormarkedet

Maskinstationer får deres eget fagmagasin

I sidste uge meldte DM&E ud, at de fra januar næste år selv udgiver sit eget fagmagasin til medlemmerne.

Magasinet vil indeholde ny viden og inspiration til DM&E's medlemskare af maskinstationer og entrenører, der udfører opgaver en bred vifte af opgaver indenfor landbruget, byggerier og i skovene. Entreprenørerens underentreprenør til denne magasinopgave bliver mit eget bladhus - og vi kan allerede afsløre, at hvis man driver eller arbejder hos en maskinstation eller entreprenør, så er det i DM&E Magasinet, at man fremover kan hente gode faglige råd fra en masse kolleger og eksperttips fra DM&E's konsulenter. 

DM&E skaber nyt fagblad i samarbejde med Landbrugsmedierne

Turen til Herning må udsættes

Torsdag kom meldingen, som må siges ikke at være helt overraskende. I januar var der egentlig lagt op til en ny omgang Agromek i messehallerne i Herning. I forhold til corona så kan smitte-niveauet nå at svinge adskillige gange og og ned. Men torsdag trak arrangørerne en streg i sandet og udsatte Agromek til et stadig ukendt tidspunkt. En lang række af de største udstillere var simultant ude og bakke op omkring beslutningen.

Se her: Agromek udsat på ubestemt tid

Agromek-udstillere: - Helt logisk, forsvarlig og nødvendig udsættelse

Agromek-direktør om messe i 2021: - Det er der ingen, der kan svare på lige nu

Kæmpe-mejetærskersatsning tager tid

Det er efterhånden et par somre siden, at Agco sendte Ideal-mejetærskerne ud i marken og sidenhen på markedet. Danmark var velrepræsenteret, da første batch nåede frem.

Ideal udgjorde en investering på hele 200 mio. dollars – og målet var og er selvfølgelig, at Agco skal ind og vinde markedsandele. Forleden afholdte Fendt pressemøde – og her blev der præsenteret nye tal for, hvordan det så går med Agco’s satsning på mejetærskere. Når man ser tallene med Fendt logoet på maskinerne, så har de sidste to år ikke været overstrømmende.

Fendt solgte i 2018 427 mejetærskere. Året efter faldt det tal til 376 og for kalenderåret 2020 lyder den aktuelle prognose på 360 stykker. Det går altså den gale vej trods stortærskeren.

En væsentlig del af forklaringen er opbremsning i produktionen på fabrikken i Italien under den værste corona-nedlukning i foråret. Derudover skal man huske, at Agco også producerer en hel del mejetærskere under MF-brandet.

Udover de nye tal, så havde Fendt også en ny traktormodel med fremvisningen. Fendts lille traktorserie – 200-serien – kommer kort efter nytår i en helt ny generation. Den kan bl.a. bestilles med styresystemet Fendt One og en lang række præcisionsværktøjer, der vil kunne styres direkte fra terminaler på trods af traktorens lille størrelse.

Læs mere her – og se ultrakort klip med traktoren her.

Her er Fendts nye traktorserie

 

 

DM i pløjning: Alt var - næsten - som det plejer

Lørdag var der DM i pløjning. Nu skulle man tro, at en udendørs sport, hvor man kan gå rundt i det fri og følge med, ville være en af de sportsgrene, som er mindst corona-ramt. Men dette års DM blev også uden adgang for publikum, da restriktionerne for publikum ville være noget trælse.

Det betød formentlig ikke noget for resultat. Søren Korsgaard og Martin Lindberg Velling vandt nemlig ligesom sidste år DM-titlerne – i henholdsvis vendeplov og standardplov, og får forhåbentlig lov til at forsvare de danske farver og Sørens Korsgaards medalje fra seneste VM ved det kommende VM i Rusland med afholdelse i juni.

 
Fra venstre: Søren Korsgaard, Christopher Dam, Nis Geertsen, Jacob Neimann og Martin Lindberg Velling.

 

Ugens mest populære: Traktor med brint på taget

Den mest læste historie i de senere dage er ikke fremtidsfiktion – men hverdag fra Holland og med New Holland… forvirret?  Dernede har entreprenørvirksomheden Jos Scholman Aannemersbedrijf fået leveret fire New Holland T5.140 AutoCommand traktorer, som adskiller sig ved at køre på en blanding af diesel og brint, bl.a. via fem brinttanke med 11,5 kg brint komprimeret ved 350 bar på taget af traktoren.

Se det usædvanlige system her: Nyt hybridkoncept: Sparer 40 liter diesel ved at tilsætte brint

Sker i ugen:

Se maskiner på kunstmuseum:

Det er sjældent, at man kan mikse interesser for moderne landbrugsmaskiner og kunst. Dog ikke lige nu. Kunstmuseet Heart i Herning står nemlig klar med udstillingen ”Naturligvis -landskabsmalerier af Allan Otte", der viser en lang række situationer og maskiner i landbruget. For at gøre det hele endnu mere virkeligt, så bliver der også kørt maskiner fra New Holland og Farmas ind som ekstra udstilling udenfor museet.

Demo i marken:

Selvsamme mærke har stadig gang i demo-tur i denne uge. Denne gang kommer karavanen forbi Anker Bjerre A/S, Holstebro, Traktorgården Give ApS, Skjern Maskinforretning A/S og PN Maskiner A/S.

Grimme Skandinavien er også vært ved flere arrangementer i kartoffelmarkerne de kommende dage. 

Onsdag er der verdenspremiere på nye traktormodeller fra Kubota. Følg med her på landbrugsavisen.dk/maskiner.

God fornøjelse på jobbet – eller på ferie!

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.