Morgenposten: Nu er der sat navn på maskinhandlers nye afdeling

Maskinernes faste nyhedsoverblik ser nærmere på et nyt maskinhandler-flag i Nordjylland, travl regnskabssæson i maskinbranchen – og en maskinkaravane, der starter i dag.

God tirsdag morgen,

Mens mange af os har nydt den varme pinse(fra torsdag bliver det i øvrigt koldere, skyet og mere blæsende), så har en vækstorienteret maskinhandler overtaget en ny adresse i Nordjylland.

Det kan jeg fortælle mere om lige om lidt.

Først skal vi lige runde et par markante økonomiske nyheder.

Regnskabssæsonen er nemlig over os. Også i maskinernes verden. I ugen der gik var der nemlig en række nye regnskaber fra aktører i maskinbranchen.

Dalbo kunne fortælle, at 2019 blev præget af ekstra udviklingsomkostninger og et dertil lavere resultat end året før. Den danske tromleproducent står som så mange andre midt i en corona-krise, der stadig er vanskelig at spå effekterne af.

Læs mere her:  Dalbo: Lavere resultat end forventet og uvis effekt af corona-krisen

Den store jyske forhandler af bl.a. Fendt og Valtra-traktorer, TBS Maskinpower leverede også nye regnskabstal forleden. Her var det bemærkelsesværdigt, at virksomheden indenfor et år har øget salget med en tredjedel og med et salg på plus 300 mio. kr. er kommet med i ligaen over de største på det danske marked.

Følg med her:

TBS runder milepæl: Solgte for mere end 300 mio. kr.

og Maskinhandler i vækst: Der er forskelle på at sælge Fendt og Valtra

Deutz-Fahr-importøren HCP’s totalomsætning er ikke langt fra tallene hos TBS. Til gengæld var bundlinjen i minus – bl.a. fordi der blev ryddet op på lagrene:

Se her: HCP rydder op på lageret og tager et 2019-skrald

Agrotek rykker ind hos Super Dæk

Og så til historien bag dagens overskrift. Som det er mange bekendt, så er Agrotek fra Hobro en af landets Valtra-forhandlere. Siden 1. marts har de også haft Nordjylland som sit dækningsområde. Søndag overtog forhandleren så nøglerne til Super Dæks gamle bygning i Brønderslev. Ejer Niels Vestergaard lover, at der i løbet af meget kort tid kommer landbrugsmaskiner på matriklen, så det bliver synligt, at Brønderslev har fået en ny maskinhandler i byen. Først skal håndværkerne i øvrigt gøre stedet mere klar til dimensionerne for en forretning med traktorer og landbrugsmaskiner og i løbet af sommeren åbner afdelingen for alvor.

Læs hele historien her, som jeg har lagt ud ekstra tidligt til trofaste læsere af morgenposten:

Valtra-forhandler udvider – rykker ind i Brønderslev

Splittet ja til CO2-neutral maskinpark

I sidste uge bragte vi et interview med godsejer Kim Brockenshuus-Schack fra Vennerslund Gods på Falster. Han vil med vindmøller og solceller producere grøn energi svarende til behovet hos 35.000 husstande. En del af energien skal bruge på hans egen landbrugsdiesel på pension i 2030 til fordel for en eldreven maskinpark.  Torsdag nikkede et snævert flertal af byrådet i hans lokale kommune, Guldborgsund Kommune, ja til, at planerne nu kan komme i offentlig høring. Blandt modstanderne var byrådets mest landskendte politiker i øvrigt – Rene Christensen fra Dansk Folkeparti, som ifølge lokalavisen erklærede sig selv for ”helt klart imod møller på land”.

Læs om godsejerens tanker med projektet her:

Godsejer tilbyder samfundet enorm CO2-reduktion - torsdag kan han få byrådets første ja

Som rosinen i pølseenden faldt jeg lige over nogle nye tal fra Ålö her til morgen. I frontlæsser-producentens bæredygtighedsrapport står der nævnt, hvor stor den svenske producent egentlig er på verdensplan. Ålö har hele 30 pct. af markedet for frontlæssere til traktorer over 50 hk og omsætter for 2,1 mia. kr. årligt, fremgår det af rapporten. Wow!

Det sker i ugen

Vil man ud og se nyt grej rulle i marken i denne uge, så er MI på vejene – og ikke mindst markerne - med græsmaskiner fra Kuhn. Deres demo-karavane kommer til at køre i det meste af juni.

I dag er første stop fra kl. 10 til 15 nær Åbybro i Nordjylland, nærmere bestemt hos Bundgaard Økologi.
I uge 24 gælder det Them og Grindsted, uge 25 Aabenraa og Tommerup og uge 26 på Midtsjælland.

Læs mere om, hvad der venter her:

Kuhn på græs med fire maskiner

For nogle er ugen en yderst kort omgang. Fredag er grundlovsdag tilbage. Hjemme i min husstand har forvirringen været total, har man fri sådan en dag? Men skolebørnene skal i skole, mamma på arbejde – og den mindste passes med TraktorTech og en grundlovssang.  

Ha’ en god uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.