Morgenposten: Nu er det blevet lidt nemmere at være traktorejer

Maskinernes faste nyhedsoverblik mandag morgen ser bl.a. et par positive lettelser for landets traktorejere.

God mandag morgen,

Ja, midt i det kolde morgenmørke så er der et par lyspunkter for landets traktorejere, som jeg meget snart vil redegøre for.

Vi skal dog først have rundet fredagens store nyhedsdag indenfor danske landbrugsmaskiner.

Efter at have varmet op i nogle måneder med at fortælle om ambitionerne om at blive Europas ledende virksomhed indenfor produktion af gyllevogne og tilhørende udstyr, så må man sige, at Samson fik sat tyk streg under ambitionerne kort før weekenden.

Samson meldte nemlig ud, at de overtager en gyllevognsproducent i sin egen liga i form af franske Pichon, som sidder på mere end halvdelen af det store franske marked.

Med Pichon får Samson en producent ind under vingerne, som har nogle fornemme faciliteter at producere under. Pichon har nemlig en meget ny fabrik og tillige en fabrik i Polen. Årsagen til, at Samson kunne købe virksomheden er, at ambitionerne om at bygge nyt samtidig med, at man købte en anden maskinfabrikant for få år siden har tynget virksomheden så meget, at den gik i betalingsstandsning tilbage i starten af november. Læs mere om overtagelsen her:

Samson har startet oprydningen hos kriseramt fransk gigant

Efter opkøb: Samson får fabrikker i tre lande

Dansk gyllevognsproducent bliver Europas største

Så faldt traktor-afgiften

Sidste efterår gik skatteminister Karsten Lauridsen ud og afskaffede en ældgammel registreringsafgift på traktorer. Halvårligt er der blevet betalt 61,85 kr. pr. traktor. 

Jeg blev for nylig ringet op af en af læser af morgenposten, der ville vide, hvad der egentlig blev af afskaffelsen, da han netop havde fået et nyt girokort. Motorstyrelsen oplyste efterfølgende, at ministeren trods alt ikke afskaffer den slags afgifter fra den ene til den anden dag. Først skulle det behandles i Folketinget – og det blev det så endeligt få dage før jul, og fra februar er den meget minimale afgift fjernet, og myndighederne slipper for at sende girokortet ud, og alle traktorejerne slipper for at huske at betale den.

Hvad der har endnu større perspektiv er en anden styrelses tolkning af EU-lovgivningen og færdsel med traktor med bælter på danske veje. Efter pres fra en række organisationer i og omkring landbruget – eks. L&F, maskinstationernes og maskinhandlernes folk – har Færdselsstyrelsen nu accepteret, at EU-lovgivningen faktisk siger, at nye traktorer med bælter skal have lov til at køre på danske veje. Helt nøjagtigt lyder tolkningen, at traktorerne med bælterne skal være godkendt efter ”Mother Regulation 167/2013, sm trådte i kraft 1. januar 2018.

Læs mere om sagen her: Nye traktorer på bælter må nu køre på danske veje

Bogballe slår rekord

Igennem mange år har en af de mest solide maskinfabrikanter i Danmark været producenten af gødningsspredere Bogballe. Mange års solide tal fik forrige år kapitalfonden Erhvervsinvest til at købe virksomheden af de mange arvinger i familien. Den mangeårige direktør – og familiemedlem - Nils Jørn Laursen sidder stadig solidt på rorpinden i virksomheden og har ikke mistet evnen til at levere under de nye ejere. Således kommer selskabet ud med et rekordresultat i 2018, viser det nye regnskab med en bundlinje på ca. 46 mio. kr. efter skat – et flot hop på 10 mio. kr. – og vel og mærke for en virksomhed med ca. 60 ansatte.

Læs mere om Bogballes resultater og forventningerne til markedet her:

Dansk redskabsklenodie får kæmpe indtjeningshop

Det sker lige rundt om hjørnet

Valtra har varslet nyheder i eftermiddag og på den britiske maskinmesse Lamma i Birmingham, som begynder i morgen.  

I sidste uges profil fortalte Valtras national sales manager Arne Spejlborg lidt om nyhedsstrømmen fra det finske traktormærke:

”Der kommer ikke fire nye modeller. Men der er nogle tiltag og produktændringer, og så er der stage 5, som træder i kraft i 2019, så der kommer også nogle ændringer på motorsiden, og så bliver der nogle visuelle ændringer i det. Og så er der noget om vores nye flådestyrings-system Valtra Connect, hvor vi fik lov til at vise det allerede på Agromek. Danmark har været med på pilotprojektet i det her, og at vi fik lov til at lave en forpremiere var en kvittering for, at vi har været med i det projekt”.

Læs i øvrigt mere om Valtra og årets traktorsalg i interviewet med Arne Spejlborg her:

Han barsler med Valtra-nyt lige rundt om hjørnet

Det er også ugen, hvor vi forventer, at der kommer endelig tal for nyregistreringerne af traktorer i 2019. Her skal vi nok forvente os et fald i totaltallet.

I næste uge kan i øvrigt glæde os til Scantrucks egen maskinudstilling, ScanMek fredag 18. januar og lørdag 19. januar, mens Danske Maskinstationer og Entreprenører, afholder deres vidensdage torsdag 17. januar og fredag 18. januar.

Ha’ en rigtig fin uge. Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

PS: Du er som sædvanlig meget velkommen til at tipse os med nye begivenheder eller andre spændende historier på telefon 40283032 eller til mail cjj@landbrugsavisen.dk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.