Morgenposten: Nu har der sneget sig noget optimisme ind i maskinhandlen
Maskinernes faste nyhedsoverblik er bl.a. på pletten med en optimistisk maskinhandler samt en lækker fremtidsfilm fra en større amerikansk maskinproducent.

God mandag morgen,  

I dag er det nok en god ide at starte med en hurtig varedeklaration.

Denne nyhedsoversigt fra maskinernes verden er helt uden 1. april-gas.

Der er faktisk nogle positive tendenser for maskinmarkedet i pipelinen sådan, som udsigten ser ud fra landets største New Holland-forhandler.  

Det vender jeg meget snart tilbage til.  

Først skal vi dog lige runde det herlige forårsvejr, som gjorde weekenden til en fornøjelse mange steder for dem, som gerne ville i marken.  

I vores nye TraktorTech havde vi i sidste uge en længere artikel om den svenske klassiker BM Volvo Boxer 350. Noget af billedmaterialet stammer fra Jesper B. Jensen fra Farsø, som har sendt billeder af sin klassiker til redaktionen. Søndag aften fik jeg en ny forsendelse, og har vedlægger jeg lige et traktorbillede fra forårsarbejdet i de senere dage.

Har du i øvrigt også gode billeder med maskiner i forårsarbejde, som vi bør skrive en historie – enten fordi de er specielle, kapaciteten er fremragende – eller en eller oplevelse med nyt eller gammelt udstyr, så send en mail med billeder og lidt info om evt. historie til os på cjj@landbrugsavisen.dk .

Og så til morgenens overskrift.

Maskinhandler: Forudsætningerne begynder at være der

Det er ikke alle mundvige, som peger opad, når man taler om markedet for salg af landbrugsmaskiner.

Men maskinhandler og medejer af J. Hundahl i Thisted, Erik Hundahl ser en række positive tendenser for maskinmarkedet pt. Og dermed chancen for, at maskinforretningen med et salg på 90 til 95 nye New Holland-traktorer om året kan holde momentum i år på trods af sidste års tørke-høst i landbruget.

»Vi vil da kæmpe for, at vi holder niveauet. Og jeg ser faktisk en række positive tendenser. Vi ser grisepriserne er på vej op. Mælken ligger heller ikke helt dårligt, og lige nu ser vi nogle afgrøder, som står rigtig godt. Jeg synes, at forudsætningerne begynder at være der«, siger han til weekendens udgave af LandbrugsAvisen.

Du kan i øvrigt læse meget mere om Hundahl og udviklingen for maskinforretningen i denne artikel fra den forgangne uge:

Stor New Holland-forhandler: Løfter omsætning over 300 mio. kr. og vil hyre folk

Din diesel er væsentlig dyrere

Klods op af weekenden udsendte tal-folkene hos Danmarks Statistik en interessant tryksag på 49 sider. Når man rammer side 19, så får man også serveret en tankevækkende nyhed omkring priserne på dieselolie i landbruget. Siden 2015 er priserne på dieselolie steget med 27 pct. Alene i 2018 steg prisen 18 pct. i forhold til niveauet i 2017. 

Ifølge tallene fra Danmarks Statistik forblev udgiften til maskinstation for danske landmænd i øvrigt uændret i 2018 sammenlignet med 2017, mens forsikringer steg to pct.

Comeback hos Holst Sørensen

Var der nogen, som kunne være glade i sidste uge, så var det folkene hos Brdr. Holst Sørensen. De kunne nemlig offentliggøre, at de igen har fået importen af de tyske mikservogne fra Siloking efter, at importen igennem længere tid har ligget hos Kverneland. Dermed vender Siloking tilbage hos virksomheden ved Ribe, som også stod for salget frem til 2006.

Læs mere her: Siloking vender hjem til Holst Sørensen

Tæt på at blive verdens største hos Claas

Det er ikke mange år siden, at Danish Agro og maskiner var noget, som var en lidt fjern historie om noget maskinsalg i Finland, som mange nok ikke helt kendte omfanget af.

Maskinerne kom nemlig ind i den store danske grovvarekoncern, da de opkøbte en stor finsk virksomhed, som samtidig havde et større maskinsalg. Siden er det velkendt historie, hvordan Danish Agro har bygget sig op med maskinsalg her til lands og en række lande omkring Østersøen.

Endnu et kapitel er ved at blive skrevet i den historie. Kort efter vores seneste mandag morgenpost blev sendt på banen, så gik EU Kommissionen ud og sagde, at man er klar til at sige ja til Danish Agros overtagelse af finske Keskos store maskinforretning med Claas-salg i de baltiske lande samt i Finland. Dermed står Danish Agro til at blive største enkeltkunde hos Claas-fabrikkerne. For at EU Kommissionen siger endelig god for handlen, så skal Danish Agro dog frasælge deres forhandling af John Deere i Estland.

Se historien her:

Danish Agro får EU-ja til stor maskinbusiness i fire lande

 

Ikke så ringe handel endda..

Ahr, måske lidt plat ordspil her. Men Ringe Maskinforretning gjorde for nylig en noget usædvanlig handel, da en lettere udtjent mejetærsker og dens lillebror endte med at blive solgt til Pakistan. Køberne kæmpede bravt med at få sendt mejetærskerne og stumperne afsted i containere. Se hvordan det så ud i denne historie:

Pakistanere købte mejetærskere på Fyn – brugte en uge på at få dem i container

 

John Deere: Lettere at være landmand i fremtiden

Kunstig intelligens har allerede sneget sig ind maskinernes verden – bl.a. med mejetærskere, der selv indstiller sig, mens de tærsker løs i afgrøderne.

Ifølge John Deere kommer vi til at se mere kunstig intelligens i årene fremover sådan, som vi kommer til at se det rundt omkring i samfundet mange steder.

I en let fordøjelig amerikanske film fra John Deeres YouTube-kanal kan du se nærmere på den store producents fremtidstanker her:

 

 

Pöttinger viser frem

Inden jeg slutter rundturen for denne gang, så skal vi lige kigge ind i fremtiden på den helt korte bane.

Denne uge bliver bl.a. præget af et større pressemøde hos Pöttinger sidst på ugen, hvor der kan forventes historier her hos os og en række medier rundt omkring i Europa.

I den kommende weekend får du i øvrigt et maskintillæg med i pakken med din sædvanlige udgave af LandbrugsAvisen.

Indtil da må du have en rigtig god arbejdsuge, i marken, på kontoret, i værkstedet eller hvor den end kommer til at foregå.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

PS: Brænder du inde med en god historie, så tøv ikke med at ringe på 40283032 eller skriv til mig på cjj@landbrugsavisen.dk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.