Morgenposten: Nu kommer den helt uventede stortraktor i produktion

Strømmen af traktornyheder er vedvarende. En af dem er en stortraktor, som har sagt farvel til fossil juice – og bliver bygget et højst overraskende sted.

God mandag morgen.

En gang imellem er verden bare for utrolig.

En litauisk stortraktor, som kører på biogas. Nu er der nyt om traktorprojektet, som vi skrev om for første gang for et år siden – og nok ikke helt troede på.  

Sådan har jeg det også lidt efter at have kigget ind i skærmen og set grundigt på et skilt med et gammel John Deere-logo – og ikke mindst konsumeret, hvad det kunne indbringe på en auktion i Guds eget land.

Nå, men de historier skal du høre meget mere om lige om lidt.

Udbyttemåler on the go

Først skal vi lige over et par nye landvindinger indenfor præcisionslandbruget. Det er jo næsten ikke til at forstå, at man fik det til, inden satellitterne begyndte at styre traktoren for os – eller for den sags skyld få journalister rettidigt frem på reportager i det ganske land uden at sidde med et kæmpe atlas foran sig.

Kollega Solhøj havde sikkert fornøjelse af signalerne, da han landede på en mark ved Hannover for at se på nyt udstyr til kartoffelmarkerne på PotatoEurope forleden. I weekendens udgave af LandbrugsAvisen kunne han fortælle om flere spændende nye teknologier, som måler udbytte fra kartoffeloptager og lynhurtigt transformerer det om til udbyttekort til gavn for næste års indsats.

Læs mere her: Ny teknik: Få udbyttetal under optagningen

Nu går litauisk stortraktor i produktion

Og så til historien bag overskriften her mandag morgen. Det drejer som om den litauiske koncern Auga, der primært er en landbrugskoncern, som dyrker 39.000 hektar med økologiske afgrøder.

Som en del af deres grønne profil vil de også have en traktor, som kan nedsætte klimaaftrykket. For et år siden proklamere de så, at de ville bygge en traktor, som kan køre 12 timer på biogas og yde op til 400 hk.

Vi så dengang en YouTube-video af maskinen, og vi syntes, at det var så spændende, at vi var parat til en hurtig baltisk ekspedition og greb knoglen og sagde til dem, at vi var på vej over for at se dyret. Ledelsen sagde dog stop lige en omgang, og så hørte vi ikke så meget mere.

Men nu fortæller selskabet så i sit halvårsregnskab, at man i løbet af de næste tre måneder kommer til at bygge den første serieproduktion.

Rent teknisk skulle løsningen være, at traktoren har usædvanligt store beholdere af biogas med sig. Under kørsel genererer en motor, så strøm der går videre til flere elmotorer. Auga betegner traktoren som en såkaldt hybridtraktor, og har nu også fundet en maskinproducent til at stå for det praktiske med at bygge den. Det er Rokiškis Machinery Factory, som ligger i den nordøstlige del af Litauen.

Læs mere om projektet her: Hold lige fast: Ny hybridtraktor fra Litauen

 800.000 kr. for gammelt skilt

Jo, vi skal også en tur til staterne. Derover holder en mand under navnet Machinery Pete styr på, hvad maskiner bliver solgt til brugt på eller uden for auktioner. For nogle uger siden havde han øje for, hvad gamle retro-skilte med traktormærker er blevet solgt for. Ja, det er sådanne skilte, som forhandlerne i tidernes morgen har hængt på deres forretning.

Et tidligt John Deere-skilt til forhandleren Riechmann Brothers i South Illinois har indbragt næsten 800.000 kr. Ifølge auktionshuset findes der ikke et skilt magen til, og så var det rimelig velholdt, selvom det må være et sted mellem 80 til 100 år gammelt.

Der behøver dog ikke stå John Deere på skiltet for, at det får folk til at punge ud. Et sjældent skilt med en pil og Ford Service har indbragt 48.000 dollar eller hvad der svarer til 355.000 kr.

Med de priser kunne køberne have fået en solid retro-traktor. Man kunne også spekulere over, om der ikke sidder en familie et sted eller to rundt omkring i Danmark, hvor det gamle forhandler-logo er blevet lagt hen i et hjørne for årtier siden – og måske skulle man se lidt nærmere på de gode, gamle ting.

Nok nostalgi for denne gang.

FarmDroid indtager Irland

Vi skal nemlig videre ud i robotterne og den moderne teknologi. Ifølge en artikel hos Profi har FarmDroid nu afsat over 300 robotter og er netop trådt ind på det irske marked, hvor en ny repræsentant nu starter arbejdet med at vise den danske teknologi frem og forhåbentlig få solgt nogle enheder i det område.

Læs med: Nu er dansk robot også ankommet til de irske marker

Kubota blandt de første på el

John Deere gentog forleden på et lille pressemøde i Tyskland ambitionen om at vise en eldrevet traktor på det europæiske marked senest i 2026. Den svenske teknikjournalist Anders Nilehn beretter mere i denne video på sit eget medie: https://lantbruksnytt.se/tv/video/2816/ 

John Deere bliver dog ikke firstmover på eldrevne traktorer i Europa. Kubota ser nemlig ud til at overhale en del konkurrenter med en lille eltraktor på de første markeder i Europa allerede næste år.

Se her: Kubota sender eltraktor til Europa

Højspænding i traktorligaen

Det er lagt op til en spændende afslutning på traktoråret 2022.

Efter årets otte første måneder er det nemlig med en marginal førsteplads, at New Holland fører foran John Deere, kunne vi fortælle forleden.

CNH’s blå traktormærke sidder med en markedsandel på lidt over 20 procent af markedet efter, at man har fået nyregistreret 213 landbrugstraktorer i Danmark til og med udgangen af august.

John Deere blev suverænt det mest indregistrerede traktormærke i august og er med 210 enheder lige i hælene på andenpladsen.

Se her: Dødt løb mellem New Holland og John Deere

Sker i denne uge:

Der er lagt op til en ny, spændende uge i branchen. Kollega John Christensen drager til Holland for at se på ny dækteknologi, når Vredestein holder pressemøde.

Torsdag skal min kollega Claus Worup på Bygholm Landbrugsskole for at overvære Velas store maskintræf, som i øvrigt både kan besøges torsdag og fredag.

Ha’ en formiddabel uge. Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.