Morgenposten: Nu skal dansk landbrugsmaskine prøve sig af i Amerika

Maskinernes faste nyhedsoverblik rejser bl.a. med en dansk maskine over andedammen – og ellers sydpå, hvor to danske maskiner har fået særlig fokus inden Agritechnica.

God mandag morgen,

Jeg ved ikke, hvordan jeres weekend har været, men min var en ret fænomenal en af slagsen med masser af timer ude i det fri.

Ud i det fri skal også dagens hovedperson.. øh mest solbeskinnede maskine.  

Vi skal nemlig et smut forbi historien om en dansk landbrugsmaskine, som nu skal prøves af på det amerikanske marked. Maskinen er i øvrigt Robotti’en fra Ole Green og co.’s AgroIntelli – mere om det senere.

Først skal vi lige runde nogle af sidste uges store nyheder. For det gik stærkt i branchen i sidste uge – og vi forsøger her at skabe lidt overblik midt i den store nyhedsstrøm:   

Torsdag eftermiddag kom Agritechnica (endelig) med årets breaking news fra den kant.

Hvem belønnes med medaljerne blandt de 2.750 udstillere på den store landbrugsmaksinmesse i Hannover i november?

Med et felt på 40 medaljetagere – en guld og 39 sølvmedaljer - kan vi godt tillade os at være stolte over, at spotlyset også badede nedover to stærke danske opfindelser.

9,4 mio. kroners projekt bag dansk medaljevinder

Det ene projekt er Samsons udvikling af en gyllesensor, der kan måle indholdet af næringsstoffer i realtid og med en større præcision. Sensoren skulle være kommercielt klar til brug om et par år, men er altså først blevet anmeldt som en Agritechnica-nyhed og efterfølgende blevet udvalgt til at være en af årets mest spændende nyheder med en sølvmedalje i Tyskland.

Når DLG – arrangøren bag Agritechnica – har siddet og kigget på detaljerne, så har de nok ikke været interesseret i baggrunden for, at Samson pludselig kan være på vej med sådan en opfindelse.

I en tid hvor der har været en del fokus på offentlige støttekroners langsommelige vej ud i landbruget, så er gyllesensorens tilblivelse en succeshistorie for samarbejdet mellem ministeriers udviklingspenge og samarbejdet med det virkelige liv. 

Tilbage i 2013 fik Samson sammen med Institut for Ingeniørvidenskab (ENG), Aarhus Universitet (AU), Interdisciplinært Nanoscience Center (iNANO AU) og NanoNord nemlig bevilget 9,4 mio. kr. til at forsøge at udvikle metoden i løbet af tre år under den såkaldte GUDP-pulje. En række år senere står teknologien altså på spring efter yderligere arbejde.

Du kan læse mere om baggrunden her: On-line NMR sensor til bestemmelse af NPK i gylle

Læs historien om Samsons pris her: Ny gyllesensor fra Samson får international toppris

Armklipper rammer noget specielt

Den anden er prisbelønnede dansker er GreenTecs nye armklipper-serie Scorpion. Sølvmedaljen til GreenTec begrundes med udviklingen af et helt nyt armkoncept, hvor armen på klipperen kan betjenes både med og uden parallelføring.

Ifølge Greentec er systemet specielt velegnet til hegnsklipning, hvortil kørsel uden parallelføring ligeledes er fordelagtigt til rabatklipning under vanskelige og trange forhold.

Ny armklipper fra GreenTec får stor hæder

John Deere får guldet

Selvom der altså var flotte danske præstationer, så var det til sidst amerikanerne, der tog den allermest prestigefyldte pris, guldmedaljen. John Deere er nemlig på vej med en elektrisk transmission i den nye John Deere 8R.

Læs mere her: Elektro-John Deere løber med tophæder fra Agritechnica

Mon ikke vi snart hører mere om den – og et par andre store nyheder fra John Deere, der i alt vandt fire medaljer fra Agritechnica – blandt andet med et system, der kan spotte ting i marken foran mejetærskeren, som den skal korrigere for, inden afgrøden for alvor kommer ind i systemet.

Robotti i USA

Dagens overskrift er hentet fra weekendens papirudgave af LandbrugsAvisen. Her fortæller vi, at AgroIntellis Robotti nu blevet læsset på en container og sendt mod Califorien, hvor den fra midten af oktober skal køre demo. Her gælder fremstødet i første omgang USA’s Salat Bowl – området, hvor en stor del af USA’s frugt og grønt bliver dyrket. Til sin amerikanske turne er den blevet udstyret med pto, så den kan vise sig frem med en medbragt fræser. At se en maskine fræse er måske ikke så spektakulært i sig selv. Amerikanerne bliver nok mere imponeret, når den dribler op og ned mellem rækkerne uden nogen fører på den lille traktor. Dertil skal også lægges, at man også kommer til at vise intelligent spot-sprøjtning med robotten.

For AgroIntelli bliver det spændende, om der her – eller for så vidt her i Danmark og Europa – venter et mindre kommercielt gennembrud med en masse konkrete bestillinger på maskinen lige om hjørnet.

Nye John Deere-traktorer med bred appel

Sidste uge var også ugen, hvor John Deere introducerede en helt ny serie traktorer i 6M-serien.

Med i alt 10 modeller fra 100 til 216 hestekræfter (maks. eff.) kommer John Deeres nye 6M-serie til at spænde bredt i medium-segmentet.

Læs her: John Deere gør det mere enkelt at vælge ny 6-serie

Topchef: Hvis du køber en Ideal nu, så….

Agco – koncernen der producerer MF, Fendt, Valtra og meget andet isenkram har ubetinget en af branchens mest iøjnefaldende topchefer.

Tyske Martin Richenhagen går på arbejde i Duluth, Georgia i USA – og forleden var en han med i et amerikansk erhvervsmagasin på CNBC.

Her fortalte han, at Agco slet ikke er så hårdt ramt af USA's handelskrig med Kina, som ellers martrer John Deere, da man er noget mindre eksponeret ift. det amerikanske marked. Som blikfang havde Richenhagen fået udkommenderet en Ideal som baggrund til interviewet, og da journalisten spørger om pris for sådan en maskine, svarer han beredvilligt.  

”Omkring 850.000 dollar. Hvis du køber den nu, så har den aftale for 800.000 dollar”, siger han. Det svarer til 5,4 mio. dkr. ifølge min lille kugleramme.

Se indslaget på CNBC

Det skal du holde øje med i denne uge:

Om få timer – kl. 10 – starter ugen med brask og bram på forsøgsstationen Ytteborg, hvor man kan se fem forskellige såmaskiner så vinterhvede direkte i rapsstubbe. 

Maskinerne er: John Deere 750 A, Weaving GD drill, Virkar Dymamic og en ”helt almindelig” Väderstad Rapid, som arrangøren Byggeri & Teknik formulerer det.

Resultatet bliver så fuldt op forud for næste års høst på en planteavlsaften i juni 2020.

Test og imponerende traktorprojekt i TraktorTech

Fra tirsdag begynder vi at sende det nye TraktorTech rundt til abonnenterne.

Her kan du bl.a. læse om vores test af den nye Fendt 942 - og et sjældent traktorprojekt på dansk grund. Efter et års arbejde er Jonatan Lykke kommet i mål med en rigtig præriebøf, en Versatile 976 årgang 1985.

TraktorTech er iøvrigt ikke alene om at lande i denne uge. Sidst på ugen kommer Maskinhandleren rundt hos Dansk Maskinhandlerforenings medlemmer. Her kan man bl.a. møde en af mekanikerne fra teamet hos A.P. Jørgensen, der servicerer rigtig mange af landets finssnittere.  

Ha’ en fortrinlig uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.