Morgenposten: Nu skal der dystes om prestige-titel

Maskinernes nyhedsoverblik viser, at der er travlt i maskinbranchen i den kommende tid med pressemøder, titler og festivitas.

God mandag morgen,

Hvordan får man en Skoda op på 100 km/t under ti sekunder?
Man kører den udover Møns Klint.

Sådan gik vi og hyggede os ude i mit pløjespor i barndommens 80’ere. Og det ser ud til, at vejret har det på samme måde. Det kører lidt fra 0 til 100 for tiden. For få uger siden kunne man gå med shorts – og i går kom sneen – og tirsdag aften lover de 12 grader i Herning.  

Og Herning vil der nok være spot på tirsdag. Her indbyder den driftige familien Helms nemlig til pressemøde, hvor de i detaljer vil fortælle om deres nye agentur af McCormick-traktorer på det danske marked.

Egentlig kom nyheden lidt overraskende ud for en måned siden i disse spalter, da Helms havde fået tildelt Agromek-stjerner til en McCormick-traktor uden, at man i branchen rigtig vidste, at de var McCormick importør. Vi sender selvfølgelig mandskab for at høre mere om planerne. Herligt med fornyet kampgejst til traktormarkedet, hvor der står masser af kræfter og mærker klar til at dyste.

Læs også: McCormick og Helms forhandler om importen i Danmark

Fredag og lørdag rettes kameraet mod Aars. På Erhvervsskolerne Aars afholdes nemlig den traditionsrige konkurrence om titlen som landets bedste landbrugsmaskinmekaniker-lærling.

Finalisterne er:

Nicolai Stahl Nielsen fra Hjallerup Maskinforretning

Rasmus Skou, PN Maskiner.

Anders S. Sørensen, J. Hundahl

Christian Thomsen, Langelund Maskinstation

Ny kæmpehandel på dansk jord

Det vakte mere end opsigt, da landmændene i indkøbsgruppen B2B Bonus i 2014 gik ud og lavede et stort udbud på traktorer. Dengang takkede 62 landmænd ja til nye traktorer fra Claas. Handlen blev dengang i medierne vurderet til at have en værdi på over 100 mio. kr.

I tirsdags gik Case IH så ud og bekendtgjorde, at man havde vundet dette års udbudsrunde fra B2B Bonus og Agro Partnere. I en pressemeddelelse oplyses det, at aftalen kan omfatte op til 70 traktorer til levering over det næste halvandet år.

Case IH indleder samarbejde med to store indkøbsforeninger

Skal finde nyt førerløst udstyr

Hos Semler Agro bød sidste uge på en lidt kedelig nyhed, da hollandske Precision Makers har valgt at stoppe med at sælge udstyr til førerløse traktorer. Semler har ellers leveret det førerløse kit til flere selvkørende slåmaskiner på golfbaner og fået en del omtale på, at udstyret også kan leveres til større John Deere-traktorer.

Efter lukning: Semler vil finde nyt førerløst udstyr

New Holland-forhandler lukker afdeling

Om få uger rykker New Holland-forhandleren Maskinpartner A/S sig sammen på afdelingen i Vejle. Det kom frem onsdag, hvor det blev meldt ud, at afdelingen i Billund lukkes, og medarbejderne fremover skal køre til Vejle, når de starter arbejdsdagen – hvis de altså ikke er en af de montører, der kører ud hjemmefra. 

Ved udgangen af året træder i øvrigt den nuværende medejer Carsten Mølby ud af virksomheden i forbindelse med omstruktureringerne.

Læs mere: Maskinforretning lukker én af to afdelinger

Danske deltager til VM i Amerika fundet

Der venter de danske pløjere Martin Lindberg og Søren Korsgaard et par store oplevelser, når der næste år afholdes VM i pløjning i Minnesota i USA. De bliver nemlig de danske repræsentanter efter, at de i weekenden blev henholdsvis dansk mester for seniorer og juniorer. Lindberg blev altså ikke senior-mester ved DM, men da han havde flere point end seniormesteren indenfor standardplov, så får han altså den danske billet til konkurrencen.

Se her: Junior pløjede sig forbi de gamle og til Amerika

Et par yngre folk, som også er glade, er sikkert brøderene Søren og Anders Knudsen fra iværksættervirksomheden FarmBackup.  De får nemlig en investor i form af den danske teknologifond, Promentum Equity Partners, der skyder et større millionbeløb ind, som det formuleres i nyheden forleden.

Se her: Millioninvestering sætter skub i FarmBackup

Ha’ en fin uge. Hold i øvrigt øje med Dansk Maskinhandlerforening i de kommende uger. I næste uge fylder formand Jens-Aage Jensen 60 år – og ugen efter er det selve foreningen, der runder et skarpt hjørne på 100 år.  

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

PS: Vidste du, at Fendts trinløse transmission kom på markedet i 1996. Vi har fundet artiklen, hvor vores journalistiske forfader, Landsbladet, løftede sløret for nyheden:

Retro maskiner: Dengang Fendt fornyede transmissionen

Sidste PS: På torsdag kommer der nok en maskinavis med ugens udgave af LandbrugsAvisen. LandbrugsAvisen Maskiner indeholder bl.a. et større artikel om New Hollands nye CR 10.90 Revelation mejetærsker i vores tema om høstmaskiner, nyt om rabatsatser på traktorer og maskiner og et besøg hos Odder Maskinstation, hvor næste generation er godt i gang med at tage over – og hvor man med 1.100 hektar i øvrigt er sin egens største kunde.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.