Morgenposten: Nu venter vi på dommen over de tunge landbrugskøretøjer

Maskinernes morgenpost ser bl.a. nærmere på ugens mest omtalte regnskab i branchen og et større forsøg på Lolland, der kan komme til at afgøre, om store landbrugskøretøjer kan køre på vejen – eller skal transporteres på en blokvogn.

God mandag morgen,

Efter en forrygende weekend med en stadig mere bagende sol, så starter jeg med at præsentere en lille perle: På torsdag sender vi LandbrugsAvisen rundt og denne gang har vi her på maskinredaktionen bl.a. okkuperet en side med specialtraktoren SynTrac, som er bygget i Alperne og er en såkaldt multifunktionel traktor. Vi har nemlig fået fornøjelsen af en prøvetur i traktoren. Glæd dig til at være med på den -og mon ikke, at der snart dukker en video op på hjemmesiden...

Semler stormer frem, men..

Det bliver spændende at se, om den nye uge kan konkurrere på nyhedsfronten med den forgangne. Her smed Semler regnskabstallene på bordet i en ugens mest markante historier.

Og der var et par tydelige tendenser. På positivsiden cementerede Semler Agro sig som en af de største forhandlere af maskiner i Danmark med et pænt boost omsætningen til i alt 677 mio. kr. Semler har altså sat sig på en pæn del af markedet.

Til gengæld koster det stadig en del penge for Semler at vinde markedsandele og måske ikke mindst at rekonstruere sin forretning. Semlers bundlinje landede nemlig i nærheden af minus 40 mio. kr. før skat. Tilbage i september lød det ellers fra Semler på LandbrugsMediernes Vækstkonference, at man var på vej til at køre i plus i 2017. Nu forventer man ligeledes et minus i 2018 – om end indenfor et lavere interval mellem 10 til 20 mio. kr.

Semler-koncernen skyder i øvrigt nye 50 mio. kr. ind i deres landbrugsdel – og dermed viser man, at der fortsat er fuld opbakning til satsningen. 

Semler-koncernen skyder nyt millionbeløb i landbrugsmaskiner

Nu venter vi på dommen

Nu skal det slås fast - belaster de største landbrugsmaskiner vejen mere eller mindre, hvis de kører på den – eller er placeret på en blokvogn. En række parter – bl.a. maskinstationerne, landbruget, myndighederne og maskinhandlerne stod bag forsøget, da der ved Døllefjelde blev foretaget en række test med de tunge maskiners belastning af vejene i løbet af sidste uge.

Nu kunne man tro, at sådan noget vil blive afgjort på stedet, men det er faktisk en større omgang, så nu er Vejdirektoratets folk gået hjem for at analysere på data, og så kommer der en udmelding til efteråret om resultatet.  

Se billederne fra forsøget og en lille video i vores historie fra fredag:

Nu skal det slås fast - belaster de største landbrugsmaskiner vejen mere eller mindre end lastbiler

 

Agromek-stjerne er kommet i marken

Som alle de andre have-ejere på min vej har opdaget det, så er det fantastisk udevejr for tiden. Det var således ikke kun testfolkene, som var i sving i sidste uge. Agro Intelli viste nemlig deres Agromek-stjerne for to år siden – radrenseren MiniWeed – frem til en lille demo forleden. MiniWeed er dermed parat til at blive solgt i markedet. Vi har lavet en lille historie med den – og krydret den med en video, hvor du kan se den køre i den virkelige verden.

Det er smart: Rækkerenser med kamera optager ukrudtsintensitet på marken

New Holland sender stort hold til Agromek

Og apropos Agromek så er det ikke helt utænkeligt, at New Holland kommer til at blande sig i stjernevrimlen denne gang. I hvert fald kommer vi til at se rigtig mange maskiner på deres stand. I den forgangne uge blev det nemlig meldt ud, at man udvider arealet, så vi for første gang kommer til at se New Hollands nye redskaber – som er kommet ind de blå og gule farver efter opkøbet af Kongskilde – på Agromek. Konkurrenterne fra Claas og John Deere vil i øvrigt også være på et par større stande. Agromek afholdes i øvrigt 27.-30. november – som sædvanlig i messecentret i Herning. Og mon ikke, at vi har fået et hav af nyheder inden da. Læs i øvrigt mere om New Hollands Agromek-planer her:

New Holland klar til at vise redskaber på dansk grund

Min datter på to år øver sig for tiden på alle mulige udtryk. Rosinen i pølseenden er en af favoritterne. I denne udgave af morgenposten byder jeg på en video. Afsættet er, at dengang Esben Lunde Larsen stadig var minister for Miljø- og Fødevareministeriet havde hans folk i tilhørende Landbrugsstyrelsen afsat en pose penge til 20 landmænd, som laver pilotprojekter med præcisionslandbrug. Landmand Søren Beck fra Als fortæller her, hvordan han graduerer gødningen på sine marker.  

Ha’ en rigtig god uge. Bedste hilsner redaktionschef Christian Juel Jørgensen

PS: Tøv i øvrigt ikke med at kontakte mig på 40283032 eller mail cjj@landbrugsavisen.dk, hvis du ligger inde med en god historie

 

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.