Morgenposten: Sprøjten der kører selv får travlt forår i Danmark

Maskinernes faste nyhedsoverblik mandag morgen har nyt om indtoget for ny selvkørende sprøjte i Danmark, et sidespring til Semler – og et bud på, hvad en maskinstation egentlig tjener.

God mandag morgen,

Det er en god smålun vintermorgen med udsigt til en række opsigtsvækkende nyheder på maskinfronten.  

Inden vi kaster os over historien bag denne uges overskrift, så skal vi en tur til Vingsted og DM&E’s traditionsrige Vidensdage, som jeg havde fornøjelsen at opleve op til weekenden sammen med min kollega Claus Worup.

Det var et fornemt udvalg af faglige indlæg og inspirerende historier, som mødte os. Fællesnævneren for mange af de gæve maskinstationer og entreprenører i forsamlingen er netop ordet entreprenører. Opstår der en mulighed for et stykke arbejde, så griber man bolden og sparker på mål.

Eks. hørte jeg om familien Lambertsen på Fyn, som lavede et hav af forskellige ting med den fællesnævner, at der som regel er en traktor involveret i en eller anden form. Det havde bl.a. drevet dem til Italien for at få agenturet på hybridgræs, der siden har ført dem til forbi opgaver på Brøndby Stadion og til VM i Rusland. Imponerende!

DM&E-folkene kunne også fortælle nærmere om økonomien hos de virksomheder, som lever af at køre landbrugets gylle ud, slå deres græs og får produceret en masse foderenheder og meget andet godt.  Det anslås, at en mellemstor maskinstation med 16-18 ansatte formår at hente et driftsresultat på ca. 1,4 mio. kr., inden ejerne skal aflønnes. Stabilt – men der lægges også mærke til, at mens maskinstationerne i de senere år har formået at øge omsætningen hos landbruget, så følger indtjeningen ikke helt med op samme omfang. I en ny spørgeundersøgelse siger en del af maskinstationerne dog samtidig, at de forventer en stigende indtjening.

Sum og summarum, så står maskinstationerne solidt placeret i dansk landbrug. Jeg har samlet en lille oversigt af vores dækning her:

Maskinstationernes medarbejdere løber stærkere

Et første svar: Lille fordel for faste kørespor overfor dog-walk

Slowfarming kan blive god niche for maskinstationer

Svømmende Horsch-sprøjte bliver stor i Danmark

Her hos LandbrugsAvisen har vi tidligere skrevet om Horsch’s nye selvkørende sprøjte. I 19 kom den første udgave nemlig på prøve i Danmark, og så blev den ellers præsenteret på Agritechnica. Efter en sæson med kun otte styk ude og køre i hele Europa, så sker der lidt af et ryk med hele otte styk i Danmark i 2020, oplyser importøren Stroco-Agro. Maskinen har en frihøjde på 1,3 meter og 8.000 liters kapacitet i tanken.

Første prøvekanin i Danmark var iøvrigt på arejde hos driftsfællesskabet HSH Agro ved Hadsund.

”Den kan måske ikke ligefrem svømme, men det er tæt på. Så god er bæreevnen,” lød den første bedømmelse fra driftsleder Thomas Madsen i en artikel i vores avis i oktober sidste år.

»Den kan ikke ligefrem svømme, men det er tæt på«

Du kan også læse mere om Stroco Agros forventninger i 2020 for det danske marked for Horsch her:

Horsch-importør øjner historisk stærk salg i år

Kubota klar med vild traktor

I 1970 var der verdensudstilling i Japan. I den anledning kom Kubota med en såkaldt drømmetraktor.

Den har vi tidligere underholdt med her.

Se: Fremtidsvisionen fra 1970: Kubotas år 2000-traktor

Nu har Kubota lavet et bud på en ny, fremtidens traktor. Hvor man i 1970, ganske rigtigt, så frem mod en fremtid, hvor føreren stadig skulle være med, så kan vi godt glemme alt om at sidde med på traktoren i fremtiden ifølge den nye ”X tractor - cross tractor”.

I visionen, der parentes bemærket ligner John Deeres fremtidstraktor fra sidste års Agritechnica en del, så bliver traktoren fuldstændig selvkørende via kunstig intelligens, der ud fra vejrprognoser og markdata selv bestemmer, hvad den skal ud og udføre af arbejde.

Motormæssigt bliver den elektrisk drevet via lithium-ion-batterier og solceller. Der er nok også tænkt en enkelt våd rismark eller to ind i konceptet, da den er udstyret med fire bælter, som skal gøre den i stand til at køre på ret våde marker.

Så faldt Danish Agros Claas-plan i hak

I sidste uge havde de nok en ekstra sjov dag på kontoret hos maskinfolkene hos Danish Agro. Her faldt det nemlig i hak, at Danish Agro nu kan overtage hele Claas-salget i Baltikum.

Nu falder Danish Agros store Claas-plan i hak: Bliver verdens største Claas-kunde

Sidespringet hos Semler

Når vi nu er ved de store, så er Semler jo også en ret stor aktør i vores del af verden, landbrugsmaskinernes.

Men da jeg sad i går aftes og udførte en perlerække overspringshandlinger faldt jeg over en dugfrisk historie om Semler Gruppen. John Deeres-forhandlerens kolleger har nemlig solgt hele … ja spænd lige sikkerhedsselen… 67.000 biler svarende til 28 pct. af det danske bilmarked. Semler oplyser regnskabstal til april, men hos JP spekuleres der over, at omsætningen hos koncernen med ca. 2.500 ansatte runder 15 mia. kr. Et tip herfra er en lille mia. kr. fra vores egen lille traktor-verden, men der er altså mange penge i omløb på VW, Audi og Skodaer…

Landets største bilkoncern kørte gennem 2019 med speederen i bund

Det sker i ugen

Har man tid til en udflugt torsdag og fredag, så er det sydvestlige Jylland et godt bud på en destination. Her arrangerer Brøns Maskinforretning under teamet AgriBrønsnica åbent hus. Som navnet afslører vises der en lang række maskiner fra producenter som Krone og Amazone, der første gang blev vist på Agritechnica.

Ha’ en rigtig god uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.