Morgenposten: Stor andel af Claas’ totalomsætning har dansk aftryk

Maskinernes nyhedsoverblik skyder 2021 i gang med nye tal for Danish Agros virke for Claas og alt det, som du behøver at opdatere dig med for at være klar til ny sæson.

God mandag morgen,

I slutningen af det herrens 2020 kunne vi fortælle, at den store tyske maskingigant Claas havde udnævnt Skandinavien som en af 2020’s succeshistorier for Claas.

Men hvordan stod det egentlig til med Danish Agro-briller – og hvor meget har de solgt for af Claas-maskiner i de syv lande i og omkring Skandinavien, hvor Danish Agro står for det salg?

Vi har nye kommentarer og tal fra Danish Agros ”maskindirektør” Jens Skifter.

Mere om det lige om lidt.

Men først skal vi til et hurtigt kig på seneste nyt fra juleferien.

Stabilt fra Bogballe

Inden flæskestegen og juleanden for alvor kom på bordet gik Bogballe på juleferie med nyt regnskab.

Nøgleordet er stabilitet i form af høj indtjening i lighed med mange tidligere års regnskaber fra den kant: Denne gang et resultat før skat på 55 mio. kr. mod 56 mio. kr. året før.

Godt gået af de under 60 ansatte fra den jyske produktionsvirksomhed, der altså både forsyner hele verden med gødningsspredere og sine kapitalejere – bl.a. finansieringsselskaber og pensionskasser som Danica, AP Pension og Nykredit via kapitalfonden Erhvervsinvest - med en solid placering af pengene. I år blev der således plads til at hente 33 mio. kr. ud i udbytte fra virksomheden.

MI-direktør: Mere fokus på det vi kan

Hen over weekenden har vi haft et interessant interview med MI’s direktør Kristian Jakobsen, der lægger vægt på, at maskinimportører som hans egen forretning i stigende grad skal magte specialisering og stadigt større slutkunder i landbruget.

”De har fået nye og større behov, og der må vi sige, at de maskinforretninger eller importører, som vil alting og breder sig for meget, de kan få det svært”, lyder det fra ham, hvor han også går ud og kommenterer på et rygte  i markedet om, at MI’s aktionærer – en række af landets maskinhandlere – har deres fælles distributionsselskab til salg.

”De rygter tager sit udspring fra dengang vi for tre år siden gik fra at være andelsselskab til et aktieselskab. Når man er et aktieselskab, sker det jo, at ældre aktionærer ønsker at afhænde deres aktier, og at der dermed kommer nye og dynamiske aktionærer til. Skulle der ske det, at enkelte aktionærer vil få aktiemajoriteten, er det da en udvikling, vi kun kan hilse velkommen, da det sikrer virksomheden og dens dynamik i fremtiden. I den omskiftelige verden vi lever i, skal der være styr på kapitalstrukturen”, udtaler han.

Se mere her:

Det lærte jeg i 2020: MI-direktør imponeres over velsmurt dansk effektivitet

For over 200 mio. euro Claas via Danish Agro

Og så til historien om Danish Agros aftryk på og med Claas.

For nylig meldte Claas ud ét område sammen med Spanien, hvor det er gået meget positivt i det seneste år:

Skandinavien.

Her er det som bekendt Danish Agro’s maskinselskaber, der distribuerer Claas maskiner til egne og andres detailforretninger – ligesom Danish Agro står for Claas-salget i alt i syv lande inkluderet Finland og de tre baltiske lande.

Øverste ansvarlige for den mission, Jens Skifter, CEO Danish Agro Agribusiness Machinery, konstaterer, at der er flere gode historier i den betragtning fra Claas.

”Når Claas kigger på Nordeuropa, så kigger de jo på Danish Agro, og jeg tror ikke, at de er kede af, at vi nu er på den anden side af 200 mio. euro for Claas i de syv lande,” siger han med et smil til kommentaren i årsrapporten.

I interviewet kan du læse mere om hans ferske blik på maskinmarkedet – og om han tror på, at vi kan rejse på eks. Agritechnica til efteråret.

Historien bliver synlig på vores hjemmeside mandag formiddag – men morgenfriske læsere af denne morgenpost kan allerede følge med her:

Dansk maskindirektør sætter tal på: - Jeg tror ikke, at Claas er helt kede af det salg

Stenderup barsler med gravemaskiner og kendt branchemand – men hvem er det? 

Mellem jul og nytår har Stenderup bekendtgjort, at man vil grave videre(he he) indenfor entreprenørmaskiner. I dag er det sydjyske firma landsdækkende med Gehls læssemaskiner, men nu varsles også om salg af mini- og midi-gravere fremover. Om mærket skrives der, at det skal være et af branchens absolutte topmærker, og at der allerede er en aftale med en kendt branchemand til et nyt job som salgschef for gravemaskiner. Navnet offentliggøres her efter nytår – og så må vi se, hvornår direktør Troels Stausholm Jensen og co. er klar med et nyt mærke, der kan øge konkurrencen i det her segment.

Mertz klar med nye ukrudtsstrigler op til 27 meter

Johs. Mertz i Maribo har netop udvidet produkt-paletten inden for mekanisk ukrudtsbekæmpelse. Historien kunne vi præsentere i vores papirudgave lige op til jul. Her fremgår det, at de tyske strigler fra Treffler kan fås i arbejdsbredder op til 27 meter.

Historien ligger også online her:

Johs. Mertz får nyt tysk mærke til økologer

Svensk high five til Farmdroid

Inden vi slutter nyhedsopdateringen, så skal det lige bemærkes, at svenske ATL har lagt en video ud med en begejstret svensk bruger. I artiklen kaldes den danske robot for årets klimanyhed – faktisk større end VW’s nye elbil – og i videoen hylder den skånske landmand FarmDroid-robotten for sine opdateringer i 2020 og den service han har fået fra den danske startup.

Se mere her: https://www.atl.nu/teknik/farmdroids-odlingsrobot-var-arets-viktigaste-klimatnyhet/

Sker fremover

Som det sikkert er mange velbekendt, så kommer der ikke noget fysisk Agromek her i starten af året.

Den aflysning må siges at have ramt plet i takt med, at der er kommet flere og flere restriktioner til – skrevet her en morgenstund, hvor børnene snart skal vækkes til hjemmeskole under fars tvivlsomme pædagogiske kommando.. Heldigvis stiller skolen op med online-undervisning – og i samme stil arrangeres der AgroWeb 26. til 28. januar, hvor landbruget og ikke mindst deres maskiner kan vises frem – og nye trends kan diskuteres under webinarer, foredrag og debatter online.

Nyt fra New Holland i februar

På sin liste over internationale journalister har New Holland bedt folk om at krydse 23. februar af i kalenderen for et nyt online-møde. Hvad der gemmer sig der, er stadig hemmeligt.

Ha' en rigtig fin uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.