Morgenposten: Stor dansk maskinproducent melder billigt sluppet

En af landets største maskinproducenter melder om pæn ordre-indgang netop nu og marginal omsætningsnedgang efter et år, hvor de udadvendte aktiviteter har været på et vågeblus.

God mandag morgen,

Hvad mon der gemmer sig i mandags-lågen?

Jo, der er et godt nyt fra maskinbranchen. I hvert fald fra maskinproducenten He-Va, som jeg om lidt kan berette om nye oplysninger fra om 2020-udviklingen og sidste nyt om ordre-udviklingen fra den danske maskinproducent, der samtidig får en festlig uge, hvor grundlægger og adm. direktør Villy Christiansen kan fejre 75 års fødselsdag.

Men først skal vi lige runde et par andre aktuelle nyheder i denne nyhedsgennemgang af stort og småt i maskinernes verden.

Stor event i januar 

Nej, det er ikke Covid-19-vaccinen, jeg sigter til(selvom man da har lov at håbe, at der kommer gang i vaccinerne meget hurtigt i det nye år).

Nu hvor vi ikke kan komme på Agromek kort inden i det nye år, så har vi her på LandbrugsMedierne lavet et samarbejde med Agromek, hvor vi laver en digital udstilling med navnet AgroWeb. 

Her bliver der rig lejlighed til at få vist en masse af landbrugets spændende nye maskiner og andre produkter. Agromek lover at supplere med uddeling af nyhedsstjerner til de mest spændende nyheder netop nu – og vi er godt på vej til at lave en række events såsom webinarer, debatter og interviews i en større event/nyhedsuge startende fra fredag 22. januar. Glæd dig – og bliv klogere på konceptet her:

Landbruget får digital udstilling i januar

Flere danske gyllevogne

Så skal vi lige en tur til Mors.

Her har vi nemlig fået en ny producent af gyllevogne, Votech, der skal producere sine gyllevogne i en hal hos maskinforretningen Ingemann Larsen. Det er ikke helt tilfældigt.

Direktør Per Larsen er nemlig en af initiativtagerne – og han lover, at de første fem vogne bliver leveret i løbet af gyllesæsonen 2021. Ambitionerne er på sigt 30 vogne om året – og allerede fra start er det planen, at det nye mærke også vil ud og eksportere vognene.

Læs mere her:  

Danmark har fået en ny gyllevognsproducent

”Jeg kan ikke sige, at det går skidt”

Og så til manden bag dagens overskrift.

Villy Christiansen, manden bag familiefirmaet He-Va. Man siger, at Danmark fattes iværksættere. Folk der tør tage en chance og forfølge drømmen om at opbygge og udbygge deres egne virksomheder. De håbefulde, der trods alt findes rundt omkring, kan helt sikkert lære et par lektier eller mere fra familiefirmaet på Mors. Tilbage i 1977 gik Villy Christiansen i gang i et 120 m2 gammel hønsehus på sin nedlagte landbrugsejendom – og resten er en imponerende historie i, hvordan det lange, seje træk med at bygge virksomhed betaler sig – for familien – men også for husholdningen Danmark med et positivt bidrag på betalingsbalancen og en masse gode arbejdspladser.

Læs portræt her:

Villys halmbaner og tromler blev til en af landets største maskinfabrikker

Da jeg talte med Villy Christiansen i sidste uge, var han i Frankrig for at pleje markedet i den travle tid med at få før-sæsonordrer ind.

Trods et år hvor det har været svært at pleje slutkunder og forhandlere, så melder He-Va om et lovende marked.

”Vi ved af gode grunde ikke af helt konkret, hvad vi får ind af ordrer frem til 1. januar endnu. Men vi får i øjeblikket mange ordrer ind. Men får en del ind lige nu, og vi tror på, at vi får meget ind frem til årsskiftet. Kundernes lagre er bragt ned og de har behov for at købe. Vi har fuld beskæftigelse. Vi skærer ikke ned på produktion og noget”, siger Villy Christiansen.

He-Va er nu inde i nyt regnskabsår – men har ikke færdigrevideret det gamle. Det første overblik viser, at man kommer nådigt igennem et år, hvor corona har spillet en betydelige udfordring som en meget eksporteksponeret virksomhed.

”Vi har haft en lille tilbagegang i omsætning i år på ca. fire pct. Det er billigt sluppet i betragtning af, at vi ikke har været på et eneste åben hus, ude til demonstrationer eller været på nogle udstillinger. Vi har sælgere i udlandet, som ikke har kunnet køre ud. Vi har været bange for, at det ville have større konsekvenser”, siger han og forklarer, at bundlinjen også vil være påvirket af nogle store afskrivninger efter, at der er investeret en del i nybyggeri i virksomheden.

”Det vil reducere vores bundlinje, men vi er stolte af, at vi har kunnet tage de investeringer”, siger han.

På spørgsmålet om, hvordan markedet for landbrugsmaskiner generelt ser ud lige nu, så kalder han sig selv for ambivalent.

”Vi ved, at en del steder har der været en dårlig avl i år, svinepesten har givet dårligere priser og mælkepriserne er ikke så høje. Her i Frankrig har man døjet med, at det har været meget tørt. Men alligevel sælger man mange maskiner. Jeg er ikke helt klart over, hvordan alle andre har det. Vi får ordrer hver dag til landmændene. Jeg kan ikke sige, at det går skidt. Vores ordreindgang er ret god”, siger han.  

Kuhn køber vogn på 50 ton

Vi slutter rundturen af her til morgen med en lidt eksotisk nyhed, som involverer en af de store leverandører til danske landbrug, Kuhn.

Nyheden er dog så stor, at jeg formoder, at vi ikke får den at se på dansk jord. Kuhn har nemlig købt en brasiliansk producent af stort udstyr, der bl.a. producerer en fire-akslet kornvogn med en kapacitet på 50 ton.

Se mere her:

Fire-akslet mega-vogn får Kuhn som ny afsender

Sker i ugen:

Tirsdag slutter auktionen over AP Gyllevognes sidste produkter, inden de gik konkurs.

Folkene fra bilstatistik.dk er på trapperne med afsluttede tal for indregistreringerne af traktorer, så mon ikke landbrugspressen bringer nye tal i de kommende dage.

I slutningen af ugen udkommer magasinet Maskinhandleren til og for alle dem, som arbejder rundt omkring hos landets maskinforretninger og beslægtede virksomheder.

Ha’ en fortrinlig uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.