Morgenposten: Stor salgsfremgang for en af landets største maskinproducenter

Maskinernes nyhedsoverblik med bl.a. et dugfrisk indblik hos maskinfabrik, der leverer dansk produceret udstyr til det meste af verden.

God mandag morgen,

Ny tør, solrig mandag venter os uden for døren.  2017 var året, hvor solen også skinnede på en af landets største maskinfabrikker.

Vi taler om Kvernelands fabrik i Kerteminde med omkring 470 medarbejdere. 

Den historie kan vi servere som de første her til morgen på LandbrugsAvisen Maskiner.
Men inden vi kommer så langt, så skal vi lige runde den sidste uges store nyheder.

Vi begynder baglæns. I weekenden fik entreprenørbranchen for første gang deres egen DBL – Danmarks bedste lærling – konkurrence. Vinderen blev 20-årige Henrik Drastrup fra Arden. Tillykke til Hydremas dygtige lærling. 

Læs mere om ham her:

Nordjysk maskinentusiast er Danmarks bedste

Luksusproblemer i vandingsanlæg-branchen

Er der noget, som står sig godt i sommervarmen rent salgsmæssigt, så er det is, koldskål og vandingsanlæg. For et par uger siden havde vi historien på forsiden af Landbrugsavisen med en landmand, som havde ufatteligt mange vandingsanlæg. Mere end 50. I midten af sidste uge tog jeg temperaturen hos Fasterholt Maskinfabrik, som er kendt for vandingsmaskiner. Her har de virkelig højkonjunktur, men det tager ni måneder at planlægge produktionen af deres maskiner, så umiddelbart får de ”bare” solgt deres lager ud – og kan ikke producere ekstra maskiner, selvom efterspørgslen er stor i øjeblikket. Til gengæld forsøger mange for tiden at lappe deres gamle maskiner sammen, så derfor er der et kæmpe reservedelsmarked for tiden, lyder det.

Læs mere her:

Maskinproducent med luksusproblem - har ikke mere at sælge

He-Va tvunget til udvidelse

Fasterholt er ikke de eneste, som har godt gang i hjulene netop nu. I sidste uges mest læste historie beretter maskinproducenten He-Va i Nykøbing Mors, at der nu arbejdes seks dage om ugen for at følge med efterspørgslen efter store maskiner. Men der er ikke plads til nye hænder, og derfor skal der udvides for omkring 50 millioner kroner.

Læs her:

Rygende travlt hos jysk maskinproducent: Udvider for 50 millioner

Varm maj – men kølig traktorhandel

2018 har desværre været synonym med en del kølige måneder for traktorsalget. Maj blev desværre ingen undtagelse, selvom det i øvrigt var en rekord varm måned...
Der blev nemlig kun indregistreret 86 traktorer, hvilket var et fald på 25 pct. i forhold til maj for et år siden. Måneden blev i øvrigt en vindermåned for New Holland. Jeg har også kigget på tendensen for hele året. Her er der også et markant fald på tværs af mærkerne. Der er dog tre mærker, som har fremgang i år. Læs mere om dem her:

Efter fem måneder: Stor nedgang i traktormarkedet, men tre mærker går frem

Kverneland-fabrik på Fyn runder 700 mio.  

Og så til historien bag morgenens overskrift. Et 2017, hvor verdensmarkedsprisen på mælk havde fremgang, kan mærkes i regnskabsbøgerne hos selskabet bag Kverneland-fabrikken i Kerneminde, Kverneland Group Kerteminde.

Omsætningen steg pænt fra ca. 612 mio. kr. året før til 701 mio. kr. i 2017. Samtidig cementerede selskabet som position som en vigtig arbejdsplads i den danske agroindustri med en fremgang på ca. 100 ansatte over det sidste år, så der nu er ca. 470 ansatte.

I historien fortæller direktør Claus Udengaard Thomsen, at der er en forklaring mere udover den gunstigere udvikling hos mælkeproducenterne.

”Vi har lanceret rigtig mange produkter hen over de senere år. Speciel overfor de helt store og professionelle aktører. Derfor ser vi også en øget markedsandel hos eks. maskinstationerne. Det er en række af de produkter, som har meget stor kapacitet og et meget høj teknologi-niveau med gps-udstyr og geo-løsninger, der rykker for os”, siger han.

Historien er så frisk, at vi endnu ikke har lagt den ud på vores forside endnu. Jeg har dog et link til hele historien her, hvis du vil være blandt de allerførste læsere.

Global tendens smitter af på en af landets største maskinfabrikker

Og når vi er ved Kverneland. Deres danske salgsselskab afholdte forleden Store Agro dag, hvor der blev vist maskiner frem på markerne omkring Kerteminde.

Se billeder og video fra dagen her:

Video: Kverneland sår majs med 18 km/t

 

Brørup Traktor Service satser i vest

Inden jeg runder morgenposten af, så skal du også lige høre, om en maskinforretning der satser på at bide sig mere fast i Vestjylland. Det er Brørup Traktor- og Maskincenter, der nu vil sætte endnu mere strøm til sin forretning, Ølgod Maskinforretning. Salget skal fordobles, ikke mindst via en række maskiner, som maskinforretningen selv importerer.    

Se her: Maskinforretning laver ny satsning på maskiner til vestjyder

Dermed kan vi skue lidt frem i den nye uge. Mange politik-interesserede har utvivlsomt øjnene rettet mod et stormøde imod ammoniak-reglerne senere i dag, hvor hele landbruget fra kl. 12 står sammen i Vingsted Centret.  

I maskinernes verden sner det i Odder i morgen. Her afholder Danish Agro koncernens plante- og maskinaktiviteter i form af Nordic Seed og Danish Agro Machinery Kulturplantens dag. Det lyder ikke af meget maskineri, men der er flere indlæg, hvor man kan høre nærmere om mulighederne med præcesionslandbrug, ligesom Claas kommer og fortæller om udvikling af elektronik og software i deres produkter - og Danish Agro Machinery skal nok også sørge for, at der står en række maskiner udstillet på dagen.  

Og med et Schmeichel-udkast hopper vi lige til næste uge, hvor Borgeby-messens aktviteter starter tirsdag med en pre event om netop præcisionslandbrug – og åben messe både onsdag og torsdag lige ovre på den anden side af Øresundsbroen.

Ha’ en rigtig god uge. Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

PS: Har du et godt tip til en historie, så tøv ikke med at ringe til mig på 40283032 eller skriv på mail cjj@landbrugsavisen.dk.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.