Morgenposten: Stortraktor netop haft verdenspremiere – står allerede i Sakskøbing
Maskinernes nyhedsoverblik ser nærmere på ankomsten af Fendts nye 900-serie i Danmark – og fortæller om motoren, der hitter i branchen netop nu.

God mandag morgen.

Ligesom det uden tvivl har været en travl weekend for mange læsere på deres mejetærskere i weekenden, så har maskinbranchen for længst banket feriefølelsen af sig i den seneste tid.

Vi starter mandag morgens faste nyhedsoverblik over maskinernes verden hos en motor-type, som i øjeblikket gør sig hos Fendt – og en række steder i landbruget. Diskret for den danske presse sendte den tyske motorfabrik MAN forleden en nyhedshistorie ud om, at man i øjeblikket satser på en særlig 790 hestes dieselmotor til landbrugskøretøjer. Motoren kan du i øvrigt få et særligt blik ind, hvis du november kører til Hannover og Agritechnica.

MAN’s nyheds hang sådan set meget godt sammen med, at Claas torsdag sagde go til hele verdenspressen, der nu fik lov til at fortælle, hvad den nye Lexion indeholder. Og den indeholder netop MAN’s motor, når det drejer sig om den største model – i øvrigt ligesom Fendts kommende Ideal mejetærsker også bliver udstyret hestekræfter fra MAN.  

Og når så til dagens overskrift, som også har MAN i sig.

Mens vi var nogen, som var gået på sommerferie i starten af juli, så introducerede Fendt den nye 900-serie på en større pressekonference for verdenspressen. Nyheden var dog ikke så langt væk for danske landmænd og maskinhandlere.

Allerede i slutningen af juli kom den til landet – og fredag aften kunne Karl Mertz fra Sakskøbing fortælle, at nu er den også dukket op på Sydhavsøerne - i det som vi herfar må kvittere med at være en imponerende hurtig introduktion på det danske marked

 

 

Det er ikke den eneste nye traktor, som man kan læse om for tiden.

Kubota vil være med

Kubota har gjort en del støj ud af sin nye topmodel fra M7-serien, som lander i segmentet lidt under 200 hk. I Amerika skal alting bare være større – også internt hos Kubota. Derfor har Kubota fået produceret en ny traktorserie hos Buhler Versatile, hvor man har fået en klon mellem den nyeste Versatile model Nemises og Kubotas egne traktorer. Den hedder M8 – og topmodellen yder 210 hk og som noget nyt for traktormærket er den udstyret med en seks-cylindret motor. Ingen i og omkring Kubota kan fortælle, om vi snart ser den i Europa – men mon ikke, at det er et spørgsmål om tid, før Kubota også har traktorer, der kan konkurrere i klassen, hvor Case IH Puma, New Holland T7 og John Deere 6R regerer – altså den traktorklasse, som der sælges rigtig mange af i Danmark og på en del andre europæiske markeder.

Se mere her:

Over 200 hk: Nu er Kubota pludselig ikke en lille traktor længere

Lexion lover 25 pct. mere

Jeg fik lige rundet de nye Claas Lexion mejetærskere en kende for hurtigt. Claas har brugt et årti på den nye generation af den legendariske mejetærskerserie og oplyst, at udviklingsarbejdet har kostet et trecifret millionbeløb i euro.

Rystermaskinerne har fået et nyt tærskesystem med navnet APS Synflow Walker og APS Synflow Hybrid på de større Lexion 7000 og 8000 hybrider.

Rystermaskinerne Lexion 6800 og 6900 yder henholdsvis 462 og 507 hestekræfter, og med det nye tærskesystem skulle de være i stand til at høste 25 pct. mere end forgængerne.

Hybrid mejetærskerne vokser også. 7000-serien kommer til at gå fra 408 til 549 heste. 8000 går fra 585 til hele 790 hestekræfter på topmodellen Lexion 8900. Og bestiller man bæltevarianten af den største model, så kan man få en korntank med hele 18.000 liters korntank.

Nå, ikke flere specs her – resten kan du læse i artiklerne fra lanceringen i torsdags:

Claas vil hive 25 pct. mere kapacitet ud af nye rystermaskiner

Ny Claas hybrid spækket med ændringer og mere motorkraft

Russere vil være med

Det er ikke kun de gængse mærker på det danske marked, som har travlt med lanceringerne for tiden.
I Skt Petersborg vil de også være med. Russiske Kirovets skød forleden et par nye stortraktorer ud. Den største model blev præsenteret med en 400 hestes Mercedes motor – og får nu en automatisk transmission, så komfortniveauet øges også på de kanter.  

Skyder nye knækkere ud fra russisk traktorfabrik

Et er komfort. Noget andet er fremtiden uden alle de sprøjtemidler, vi har i dag. Det tænkes der en del over rundt omkring i branchen.

I torsdags afholdte Sagro en demo, hvor man viste flere muligheder frem, når og såfremt Reglonen bliver forbudt til at nedvisne kartoffelmarker. Det kan bl.a. være en gigantisk omgang strøm.

Se video her:  

 

Det sker:

I øjeblikket tager høsten alle overskrifter. Derfor er der også gode muligheder for at komme ud og se på nye mejetærskere.

Nede på Sydhavnsøerne kører Karl Mertz eksempelvis demo med en Ideal igen i år, mens man i det jyske kan følges New Hollands flagskib CR 10.90 on tour med Farmas klædt på til høst med et sejlskærebord.

Disse maskiner er ikke de eneste, som i øjeblikket er i skarp træning.

August er nemlig fyldt med konkurrencer, hvor vi kan håbe på dansk VM-metal.

For mekanikere har vi Anders Sørensen fra J. Hundahl, der om et par uger skal til Rusland for at forsvare en dansk bronze fra sidste VM Skills.

I de sidste dage i måneden er det den erfarne Søren Korsgaard og unge Martin Lindberg, der skal en tur over dammen til Amerika og Minnesota for at pløje om VM-medaljer.

Vi glæder os! Inden da må I have en rigtig god uge – sikkert i tærskningens tegn.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.