Motorbloggen: Gir Agritechnicas medaljeregn altid mening?

Hvem vurderer - og på hvilke parametre? Og giver det mening at have 15 priser i én konkurrence? Agritechnica er et tilløbsstykke for hædrende titler. Det gælder også anno 2017.

»Bare rolig, der er en pris til jer alle«.

Ovennævnte er tilsat en god portion humor, når det gælder de forskellige prisuddelinger i forbindelse med Agritechnica. For med 2.800 udstillere, så kniber det nu alligevel med at får metallet og diplomerne til at slå til hele vejen rundt.

Men det er samtidig et faktum, at der uddeles ret mange priser i forbindelse med udstillingen i Hannover. Men hvor mange er der, og hvem beslutter, hvilke virksomheder, der løber af med priserne? Det varierer en hel del.

Sølvet og guldet

Først og fremmest har Agritechnica selv sit eget system, der anerkender gode nyheder. Forud for udstillingen står det alle udstillere frit for at indsende materiale på nyheder, de ønsker nomineret. I år blev det til tæt ved 320 af slagsen.

Til at bedømme disse indstillinger har Deutsche Landwirtschafts-Gesellschaft (DLG), der står bag udstillingen, en speciel komite, som ifølge DLG består af forskellige eksperter inden for forskellige områder. Komiteen tildelte i år 22 sølvmedaljer og to guldmedaljer forud for Agritechnica.

Det sker som regel, at der sættes lidt spørgsmålstegn ved nogle af medaljerne. For eksempel når nogle virksomheder mener, at man flere år tidligere har udviklet en fuldstændig identisk nyhed med den, der nu har fået en pris.

I år må jeg tilstå, at jeg har studset lidt over udfaldet af medaljer. Både New Holland, John Deere, Agco og Claas har indstillet sig med meget enslydende nyheder målt på funktionen - nemlig en "automatisk mejetærsker", der løbende kan optimere sig og justere på maskinens indstillinger.

Claas blev tildelt en guldmedalje for Cemos Auto Threshing, der er en opgraderet udgave af Cemos Automatic, som blev lanceret for år tilbage. Nyt er, systemet selv kan regulere cylinderhastighed og broafstand foruden de andre parametre i det nuværende Cemos Automatic.

Selvom de tre resterende er rotormaskiner, så er de i princippet også fuldautomatiske og optimerer ud fra de ønsker, piloten har til kapacitet, færdigvare, halmkvalitet og så videre. Disse tre har modtaget en sølvmedalje. Måske bliver forskellen mellem de fire mere klart, når de kommer i marken næste år. Lige nu læner de sig meget op ad hinanden, synes jeg.

Medierne læsser også priser af

Vi medier i landbrugsbranchen, er også selv med til at holde mængden af priser oppe på Agritechnica. Dels er der Tractor of The Year-kåringen, der finder sted hvert år og som har fire kategorier, dels er der en nyere spiller, Machine of the Year med hele 15 forskellige kategorier. Den finder sted hvert andet år.

Førstnævnte konkurrence består af journalister fra 23-24 lande, som af traktorproducenterne inviteres rundt til de forskellige traktorer for at studere nyhederne nærmere og give point ud fra et fastlagt skema. De fire kategorier er: Tractor of The Year, Best of Utility, Best of Specialized og Best Design.

Valtra snuppede kongetitlen, mens McCormick og Fendt løb med sejre for henholdsvis Best of Utility og Best of Specialized. Valtra fik også prisen for det bedste design.

Den anden konkurrence, Machine of the Year-kåringen, er stablet på benene af en række tyske magasiner samt en håndfuld landbrugsaviser i andre lande.

Til forskel fra Tractor of The Year, så indstiller virksomhederne ikke selv nyheder til Machine of the Year. De nyheder, der skal nomineres, vælger medierne selv, og man tager ikke rundt og afprøver maskinerne. I stedet giver man sin stemme til den af de nominerede i hver af de 14 kategorier, man synes fortjener at vinde.

De 14 kategorier er: Tractor XXL, High Horsepower tractor, Upper class tractor, Mid class tractor, Compact tractor, Combine, Forage harvester, Row crop harvesting, Haying, Forage harvesting, Tillage, Sowing and planting, Plant protection, Material handling and logistic samt en publikumspris.

Hvis du synes, du støder på navnene flere gange, så er det altså fordi, der er mange kategorier af Machine of The Year - og rigeligt til, at de forskellige store virksomheder nok skulle kunne få mindst én pris med hjem i baggagen.

Resultatet er...

Der er ingen tvivl om, at alle tre kåringer er vigtige. De er vigtige for virksomhederne, fordi der naturligvis er prestige i at blive hædret for at have en spændende nyhed eller den bedste traktor.

Det giver samtidig god omtale i medierne, så der står ret meget på spil. Præcis derfor skeler jeg ikke så meget til, hvem der vinder, og hvem der må nøjes med andenpladsen. Jeg ser på, at vi har nogle spændende virksomheder i branchen, der er innovative. Så gør det ikke så meget, at det ofte er tyske virksomheder, der løber med titlerne.

Betyder medaljerne noget for landmænd og maskinstationerne? Næppe så meget som for virksomhederne og dem, der deler priserne ud.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.