MotorBloggen: Tænk hvis landmændene ikke gad...

Jeg har to store drenge derhjemme. De er selvfølgelig noget ganske særligt, men jeg ved jo godt, at mange af jer sikkert har nogen næsten magen til. I hvert fald kender I sikkert typen: De har nået en alder, hvor de lever deres eget liv. Og de har en enorm appetit. At forsøge at holde dem mætte svarer nogenlunde til at fylde et badekar med en spiseske.

Da jeg for fem år siden kom ind i den her branche, iførte mig mine grønne gummistøvler og indledte et liv, hvor jeg jævnligt hopper rundt ude på markerne til forskellige markdemo’er, besøger landmænd og producenter og rapporterer - med stor fornøjelse - om landbrugets teknik for læserne – ja, da undrede de to drenge derhjemme sig måske en smule.

For hvad var det lige, Far havde gang i? Hvorfor kom han nu pludselig hjem med mudder på gummistøvlerne, forblæst hår og rødmosset i huden af al den friske luft – og oven i købet med et smørret grin? Hvad sker der for dig, Far? Hvad er nu det for noget med det der landmandsliv?

Men jeg tror nok, at de opnåede en vis forståelse, da jeg en dag under aftensmaden sagde noget i retning af:

»Hør lige her, drenge. I skal have respekt for landmændene. I må aldrig – ligesom i aldrig nogensinde – glemme, at det er landmændene, der laver vores mad«.

Der blev kortvarigt stille. Indtil det punkt havde de jo nok regnet med, at maden jo bare var noget, som Mor fremstillede, utrætteligt og hver eneste aften.

»Nå, ja, det kan vi selvfølgelig godt se«, sagde de.

Og det er den erkendelse, som mine drenge opnåede en dag ved middagsbordet, som alle vi andre også skal huske og aldrig glemme. Jeg skriver det lige igen for en sikkerheds skyld:

»Det er landmændene, der laver vores mad«.

Og det bringer mig frem til det, som på moderne dansk hedder et ”worst case scenario”:

For hvad nu hvis de ikke gad, landmændene? Hvad nu hvis de en dag tænkte, »nej, nu gider vi sgu ikke mere, det er for slidsomt«. Tænk hvis de en dag vendte gården og hele livsstilen ryggen – måske fordi de ikke føler, at de får den respekt, som er så vigtig. Eller fordi deres vilkår er umulige. Tænk hvis alle landmænd, lige fra kinesiske risbønder til danske kartoffelavlere og franske mælkeproducenter en dag som drevet af en fælles vilje bekendtgjorde, at nu gad de bare ikke længere?

Så ville vi – undskyld mit franske – i den grad være på røven.