Mut stemning bider ikke på tromlegiganten fra Bindeballe

Der meldes om faldende ordrer for mange europæiske maskinproducenter og Brexit lurer. Men det går nok ikke så skidt, lyder meldingen fra Dal-Bo.

Er man den pessimistiske type, så skal man læse vejrmeldingen fra de europæiske maskinproducenter.

På tværs af Europa meldes der om faldende ordrer. Og tre måneder i træk har konjunkturmeldingerne fra maskinproducenternes egen brancheorganisation peget nedad.  

Samtidig raserer debatten om Brexit på højere nagler end nogensinde før. Tromleproducenten Dal-Bo med en eksportandel på 88 pct. og UK og Centraleuropa som kernemarkeder kan dårligt være mere eksponerede for disse trends.

Men adm. direktør Carsten Abel forventer, at Dal-Bo klarer sig godt igennem, når han skuer ud over resten af året og et stykke ind i 2020. af

Med i bagagen har han et første halvår med høj aktivitet, hvor fabrikken i de travleste dage nåede over 100 ansatte på fabrikken i Bindeballe ved Vejle, mens gennemsnittet i 2018 lå på 82 medarbejdere.  

”Vi er opmærksomme på, at maskinproducenter rundt omkring i Europa snakker om en slow down. Men lige nu ser vi bare den normale afmatning for sæsonen, og vi kan ikke se noget andet på vores ordrebøger”, fortæller han.

For et halvt år siden præsenterede han et årsregnskab for 2018, som var præget af et udmærket pænt salg, men ekstraordinære omkostninger til omstruktureringer i virksomheden var med til at trække bundlinjen ned på 2,6 mio. kr.  

Her trekvart år inde i det næste regnskabsår ser han frem mod en forbedret bundlinje og vækst i toplinjen.

”Det bliver nok til den positive side i forhold til sidste år. Det følger meget godt vores plan”, siger han og mener, at Dal-Bo kan forvente sig en mere normaliseret bundlinje for 2019.  

”Vi har sat en del forandringer i gang og har automatiseret en del i produktionen. Det koster selvfølgelig også. Vi lander ikke der, hvor vi vil være i fremtiden, men vi er der, hvor vi har planlagt at være nu”, siger han.

Briter hamstrer

Dal-Bos største eksportmarked er et af de mest omdiskuterede lande netop nu.

Storbritannien fylder godt en femtedel af omsætningen.  

”Brexit og alt det, som der sker i parlamentet, taler vi alle sammen om.  Men året har været over et normalt for os derovre, og det har været et vækstmarked. Der kan være lidt hamstring i det, men vi planlægger fladt for næste år”, siger han.

Tror du at det britiske marked helt kan forsvinde med et Brexit?

”Nej, det tænker vi ikke. Vores konkurrenter bygger i stort omfang også på kontinentet, og de britiske konkurrenter får også mange dele udefra.  Vi glæder os ikke til at få en evt. toldmur, men vi tror ikke, at markedet i givet fald vil forsvinde. Men forsvinder en større del af England, så er det jo også noget, som betyder noget for os”, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.