Næsten 400 er nu klar til Vidensdage med DM&E

Næsten 400 deltagere sidder her torsdag formiddag klar til at suge faglighed til sig under DM&E Vidensdage i Vingsted Hotel og Konferencecenter.

Det lykkes for Danske Maskinstationer & Entreprenører år efter år at samle et halvt hundrede kyndige oplægsholdere, når brancheorganisationen holder Vidensdage, som i år foregår i Vingsted Hotel og Konferencecenter ved Bredsten de næste to dage. Denne gang er der op mod 400 deltagere.

- Vi skal se både på den nære fremtid og den, der er længere væk. Og en timng er helt sikkert, verden er i forandring, og det vil også påvirke jeres virksomheder, sagde direktør Bent Juul Jørgensen i sin velkomst.

Netop i år er stemningen måske særlig god, for når det hele kulminerer med DM&E’s årsmøde fredag eftermiddag vil det blive afsløret, at eftersom der er et stort overskud i brancheorganisationen, har bestyrelsen besluttet at tilbagebetale otte procent af medlemskontingentet for 2022/2023. Det store overskud skyldes blandt andet, at medlemsvirksomhederne har benyttet organisationens kursustilbud og rådgivning. Desuden har DM&E budt velkommen til mange nye medlemmer i det forgangne regnskabsår. I alt får medlemmerne otte procent af deres kontingentkroner tilbage – samlet mere end 700.000 kroner.

Ellers er et gennemgående tema under de to dage: Hvordan styrker vi den moderne maskinstation.

Under konferencen, vil deltagerne have mulighed for at dykke ned i forskellige fagområder. Deltagerne vil også høre om de politiske rammer, der påvirker deres branche, både fra brancheorganisationens fagkonsulenter og eksterne indlægsholdere, der tilsammen præsenterer mere end 45 indlæg i løbet af de to vidensdage. 


 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.