Nem indsåning med nyt doseringsapparat fra Kverneland

Kverneland Accord, specialisten inden for såteknologi, har designet en ny elektrisk drevet doseringsenhed til alle luftsåmaskiner.

De besøgende på Agritechnica kan ikke kun gå rundt og se på store maskiner. Der er også masser af detaljer at fordybe sig i, såsom en ny elektrisk drevet doseringsenhed til Kvernelands luftsåmaskiner.

Sensorer på det nye doseringsapparat sikrer, at der er fuld kontrol med alle funktioner fra kabinen. Kalibreringen er gjort meget simpel på det nye doseringsapparat. Der vælges blot kalibrering og ønsket udsædsmængde på skærmen i kabinen, så resten af kalibreringen kan udføres via tryk på en knap, enten i kabinen eller direkte på doseringsenheden. Herefter sker kalibreringen automatisk.

Der skal ikke flyttes tandhjul på det nye doseringsapparat. En klap åbnes ved kalibrering, og den sikrer, at alle kerner ender i indsåningsposen, så kalibreringen er 100 procent præcis.

Fire rotorer leveres som standard til doseringsenheden for perfekt tilpasning til alle typer af såsæd og gødning. Hvis føreren ved en fejl isætter en forkert rotor, vil han få en advarsel på displayet i kabinen. Doseringsenheden er selvkontrollerende og genkender rotorerne. Udskiftning af rotoren sker ifølge Kverneland nemt og hurtigt uden brug af værktøj.

Doseringen kan udså mængder fra 2-400kg/ha. Doseringsenheden er altid let tilgængelig, hvadenten maskinen er i arbejdsstilling eller transportstilling.

GEOcontrol via GPS signal er en mulighed, der eksempelvis reducerer dobbeltsåning på forlandet.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.