New Holland runder 300 heste i en af Danmarks populæreste traktor-modeller

Med introduktionen af T7.300 skruer New Holland op for effekten i sin populæreste traktor-serie på det danske marked.

Ved at låne den 6,7 liters NEF motor fra T7 Heavy Duty-serien er T7.300 i stand til at sende 280 hestekræfter af sted ved maksimal effekt, og handler det om transport eller PTO-opgaver, gemmer der sig yderligere 20 hestekræfter i boost.

Men det skal ikke kun handle om den nye topmodel. Hele serien af T7 i de såkaldte long wheelbase-modeller bliver opgraderet til den kommende sæson.

Kabinen er ny, og endelig får T7 også betjening og den nye 12 tommer terminal, som vi kender fra T8 og T7 HD-modellerne.

Samlet set er mere end 60 procent af delene i den kommende T7 skiftet ud i forhold til den nuværende serie.

Vægten er afgørende

Med 280 til 300 heste kommer T7.300 til at placere sig nærmest lige midt i de tre Heavy Duty-modeller. Og hvilken skal man så vælge? Det svar er ganske klart:

- Vægten er den afgørende faktor. T7.300 er væsentlige lettere, så de to sat op mod hinanden er den mere tiltænkt intensiv transport, mens T7 Heavy Duty-modellerne har vægten til at trække tunge markredskaber, forklarer Richard Hollins, ansvarlig for T7 og high horsepower traktorer hos New Holland.

T7.300 får dog mulighed for gruppe 48 bagdæk, hvilket skiller den ud fra de øvrige T7 long wheelbase-modeller, men ellers er resten identisk, tilføjer Hollins.

Lavt lydniveau

Komfortmæssigt er den nye kabine en af de store ændringer.

Ifølge New Holland er lydnivauet blot 66 dBa i kabinen, men det er målt på T7 Heavy Duty-serien, hvor Horizon Ultra-kabinen kommer fra, så målet er at komme endnu længere ned på de nye long wheel-modeller.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.