New Hollands blockbuster: Det skal du se på den nye T7, som nu har indtaget Danmark

På en lang række detaljer har New Holland bygget en ny traktor, der rammer lige i et segment, hvor danskerne handler rigtig meget traktor.

Så er den landet i Danmark.

New Hollands nye topmodel i T7-serien, som traditionel er en af landets mest solgte traktormodeller, med efternavnet T7.300 ankom forleden til CNH’s danske hovedkvarter i Albertslund i Københavns udkant.

Pakket ind i et opvarmet telt vises den netop nu frem for danske og svenske forhandlere for første gang, inden den om få dage starter en regulær Danmarksturne med første destination hos PN Maskiner i Sønderjylland senere på ugen.

Og hvor meget er den så opdateret i forhold til den hidtidige topmodel i New Hollands T7-serie med lang akselafstand, Danmarks mest solgte traktor i et årti T7.270?

En hel del. Faktisk er 60 procent af delene udskiftet.

Følg med her:

Let, men stærk

Med den ny T7.300 bliver der effektmæssigt overlap mellem topmodellen i de såkaldte T7-long wheelbase-modeller, som T7.300 tilhører og næste skridt, T7 heavy duty-modellerne, som blev introduceret sidste år.

Forskellen er, at dagens nye model er er par tusind kg lettere, så den i endnu højere grad er en allround traktor – eks. til intensiv transport – men samtidig stærk nok til at lang række opgaver i marken for en typisk dansk professionel landmand. Hos CNH’s New Holland-team ser man i højere grad heavy duty-modellerne gå ind som en mere typisk maskinstationstraktor, som også kan spændes for gyllevognen og markredskaber, hvor man gerne vil have mere tyngde med ud i marken, selvom det vil koste lidt på brændstofforbruget.   

Større dæk = Op med kabinen

Det er næppe en ting øjet fanger ved den nye traktor, men kabinen er faktisk lettet ti cm i forhold til tidligere modeller. Det er ikke for at forlænge turen op til kabinen, men for at gøre det muligt at få kraftigere aksler, som giver mulighed for hjulmontering op til 2,05 cm.   

Lækker kabine: større og larmer mindre

Det var i efteråret, at New Holland første gang fortalte om den nye traktor. Her blev der selvfølgelig gjort et nummer ud af, at kabinen følger med den større T7 heavy duty, som blev introduceret året før.

Det byder både på mere plads i kabinen – 7,5 procent oplyses det – og et relativt støjsvagt miljø på 66 decibel. Et trænet New Holland-øje ser også, at traktoren har fået nyt armlæn til betjeningen og nye skærme – som også blev introduceret med de større T8 og T7-modeller tidligere.  

Bedre rustet til data

Som i forgængerne er den nye generation blevet en langt mere digital traktor. Og det er et eller andet sted en revolution i landmandens måde at køre traktor på, som nu bevæger sig ud til masserne.

Nu vil en T7’er nemlig i langt højere grad være gearet til at udveksle data og gøre det trådløst, så data ryger lige hjem på kontoret eller videre til mester i løbet af arbejdsdagen. Mange af traktorens funktioner kan styres fra New Hollands 12 tommer skærm.

Motoren: Velkendt  

Motormæssigt bruger New Holland 6,7liters NEF motor på hele serien, som ikke i sig selv er en ny motor. Det nye på T7.300 er den elektronisk styrede turbocharger med en flad effektkurve.  

Motoren er i stand til at sende 280 hestekræfter af sted ved maksimal effekt, og handler det om transport eller PTO-opgaver, gemmer der sig yderligere 20 hestekræfter i boost.

For at holde motoren i gang er brændsstofsstanken vokset med 18 procent i forhold til den hidtidige topmodel i serien T7.270 – og så er der også mere plads til AdBlue, nu 54 liter. Køler og SCR-systemet er også forstørret til at tackle de større kræfter i traktoren.

Kan lade sig styre af presseren

Under Agritechnica i 2019 løftede New Holland sløret for en ny landvinding hos mærket, en såkaldt baler-funktion, hvilket betyder, at traktoren kan køre efter udviklingen hos presseren. Det skulle kunne give en brændstofssbesparelse på op til 12 procent i forhold til traditionel kørsel med en presser.  

Mulighed for højere komfort

Med muligheder for at være online med traktoren, bedre plads i kabinen og programmering af hydraulikhåndtag med mere fra terminalen, så er komforten i udgangspunktet noget højere i den nye generation.

Men en fremtidig køber kan godt gøre den endnu lækre med varme eller køling i et lædersæde. Det gør nok heller ikke fleste traktorkøbere noget, at indgangstrappen er blevet bredere og giver en mere behagelig indstigning.

De nye T7-modeller er ikke fabriksudstyret med dæktryksregulering på traktoren. New Holland har dog gjort klar til, at det relativ nemt kan eftermonteres og tale sammen med traktoren via Isobus.  

Ud til kunderne om et halvt år

Danmark er rimelig hurtigt med på noderne i forhold til at få de første fremvisnings- og demomodeller ud til forhandlerne. Det vides ikke, hvor mange modeller af den nye generation, som New Holland når at køre igennem fabrikken i engelske Basildon, men de første leverancer til danske slutkunder forventes klar denne sommer, enten i andet eller tredje kvartal.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.