Helms TMT Centret med afdelinger i Herning, Århus og Ringsted fik tilbage i oktober importen af McCormick og Landini traktorer i Danmark.
Her godt fire måneder senere er de seks første traktorer slutsolgte, og en hel del flere er undervejs til den nye, danske traktorimportør.
"Vi har flere traktorer i ordre her på fabrikken. Lige nu er der fire enheder på produktionslinjen", fortæller Jakob Helms, der sammen med LandbrugsAvisens journalist er på besøg hos Argo Tractors.
Op mod 20 traktorer er bestilt, og en række af dem skal ud til nye forhandlere af McCormick, som Helms TMT endnu ikke har løftet sløret for.
"Forhandlerne skal have traktorer til at stå, som kan leveres, når kunden skriver under. Det nytter ikke noget, at man skal vente i mange måneder, før man kan få sine nye traktorer", uddyber Jakob Helms, der er ansvarlig for McCormick hos Helms TMT og en af medejerne af virksomheden.
Nogle af ordrerne er på McCormick X8-serien. Den er ny i Argo-regi og den største serie med op til 310 hestekræfter. Den har sin egen særskilte produktionslinje på fabrikken i Fabbrico.
"Pt. samles den i et særskilt afsnit på fabrikken. Men inden længe har vi en produktionslinje klar til den", fortæller Antonio Salvaterra, marketingdirektør hos Argo Tractors.
Relaterede artikler
Kommentarer