Nu kan du styre traktoren fra mejetærskeren

Det lyder som lidt af en besparelse.

I stedet for, at du enten skal have en person udkommanderet til at sidde og køre kornvogn eller alternativt bruge tid i mejetærskeren på at køre frem og tilbage til kornvognen, så kan New Holland nu tilbyde en New Holland T8-traktor, der førerløst kører frem og tilbage til mejetærskeren.

Teknikken kommer ikke helt ude af det blå.

Det var tilbage i 2019, at Raven viste teknikken frem i USA første gang, hvor det i Ravens eget navn går under produktnavnet OmniDrive og kan påmonteres hvilken som helst traktor.

Det eftermonteringssæt sælges stadig af Raven og fornylig blev det så vist frem af New Holland på messerne i Sima i Paris og Eima i Bologna.

Med Omnidrive kan man udarbejde en plan for, hvor traktoren skal køre, ligesom mejetærsker og traktor automatisk synkroniseres, så aftømningen sker så præcis som muligt og uden spild. Når mejetærskeren er færdigtømt, så kører traktoren tilbage til et forudbestemt område.

Systemet giver også brugeren mulighed for at styre sin maskinflåde ved at følge og analysere traktorens og mejetærskerens ydelse, brændstofstatus og driftstid, samt overvåge alle maskiners placering i realtid.

Den førerløse teknologi bruges også ovre i CNH’s »røde stue« hos Case IH. For nylig lancerede Case IH således en førerløs, selvkørende gødningsspreder i USA, Case IH Trident 5550, som sættes til at køre rundt i marken alene, hvorefter den kan kontrolleres fra en mobil eller tablet.

Nyhederne viser også, at CNH ret hurtigt har fået konkrete spring i deres digitale portefølje efter opkøbet af Raven i 2021, der selv med CNH’s målestolk var et kæmpe milliardopkøb.

Og hvor hurtigt kan vi så forvente at have teknologien som dagligdag i Danmark?

CNH og New Holland gør et nummer ud af at fortælle, at reglerne på globalt plan for førerløs kørsel er meget forskellige.

- Lovbestemmelser vedrørende autonomi afviger i dag kloden rundt, og vi kan ikke forudsige, hvordan lovgivningen udvikler sig, så vi forbereder os på forskellige scenarier: en tilgang, der gør det muligt for os at reagere hurtigt, når lovgivningen tillader brugen af denne teknologi.

Vejen mod autonomi er en rejse, og dette nye integrerede produkt er en demonstration af vores engagement i konstant innovation, lyder det afventende fra global direktør hos New Holland Eric Weaver, New Holland Precision Technology.

Ifølge amerikanske medier demonstrerede New Holland teknikken for første gang offentlig på sine maskiner hos en landmand i Wisconsin 25. oktober, hvor en New Holland-traktor kørte førerløs ved siden af en New Holland CR-mejetærsker.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.