- Nu ligger rapsfrøene, som om de er sat med en sømpistol

Jens Hansen, indehaver af Kni Maskinstation på Djursland, er ikke bleg for at prøve nye ting af. Senest er han begyndt at så raps med en enkornssåmaskine efterspændt hans Horsch Focus.

Der ligger flere ting bag, når Jens Hansen, indehaver af Kni Maskinstation nær Ørum på Djursland, holder af at prøve nye arbejdsmetoder af. For det første har han nok lidt svært ved at lade være. Og dertil stiller jordforholdene på Djursland visse krav. Og hvis der eksempelvis ikke sker en ordentlig fremspiring efter såning, mener han, at arbejdet må kunne optimeres.

- Jorden herude på Djursland er meget varieret. Noget af det er træg lerjord, og andet er som en sandkasse, og det kan skifte inden for få meter. Og en afgrøde som raps kræver fugt, og vi har især i de senere år, hvor forholdene har været meget tørre, haft svært ved at opnå en ensartet fremspiring, indleder Jens Hansen, der for et par år siden begyndte at fundere over en idé, som blev virkelighed sidste år i august op til rapssåningen.

- Udfordringen var at få placeret frøene i en rigtig dybde i både sandjord og lerjord. På lerjorden lagde de sig jo bare ovenpå, og så spirer de ikke, siger han.

God og omhyggelig

Jens Hansen købte følgelig hos Askildrup Maskincenter sidste sommer en ny Gaspardo enkornssåmaskine, som han spændte efter den Horsch Focus ST, som han har haft i en del år.

- Og nu sidder frøene, som om de er blevet sat med en sømpistol, og det har givet en meget ensartet og markant bedre fremspiring, både på min egen jord og ude hos kunderne, som har været meget begejstrede. Det vil alt andet lige også afspejle sig i udbyttet. Og det er jo altid sådan, at det udførte arbejde, og hvordan afgrøden står, falder altid tilbage på maskinstationen, siger Jens Hansen, der tilføjer, at eneste krav her er, at piloten er en god og omhyggelig såmand.

Kapillæreffekt

- Det afgørende her er, at vi med Gaspardo’en har nemmere ved at styre sådybden. Der bliver pakket bedre omkring frøene, så man får en kapillæreffekt, der trækker fugt op fra jorden, siger Jens Hansen, der sidste år i august såede 750 hektar med den metode, og det samme vil ske i år.

Kombinationen med Focus’en og Gaspardo enkornssåmaskinen på seks meters arbejdsbredde og 12 rækker har flere fordele.

- Focus’en, som i min verden er en multimaskine, løsner jorden, og i samme overkørsel udbringer den gødning og sneglegift fra dens to tanke. Og i øvrigt kan jeg bruge Gaspardo’en til alt muligt andet. Jeg kan jo også nøjes med at spænde den på traktoren og så roer, spinat eller hestebønner med den, siger Jens Hansen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.