Nu ryger algoritme-sprøjte ud på danske marker

Schweizere lover besparelse på mellem 80 til 95 procent kemi.

Den meget omtalte schweiziske seks meter brede sprøjte fra Ecorobotix med produktnavnet Ara er nu landet på dansk jord.

Forleden fik den nyligt udpegede danske importør Ag Precision for første gang en sprøjte hjem. Den skal køre hos en kunde på Fyn, der samtidig låner den nye sprøjte ud til demo-arrangementer.

Fra Ag Precision lyder det, at interessen fra landmænd og konsulenter har været stor efter, at nyheden om, at sprøjten kommer til Danmark blev annonceret op til Agromek sidste år.

Efterspørgslen i Europa betyder samtidig, at der ikke kommer flere eksemplarer til landet i år. Alle 100 producerede enheder er solgt til slutkunder og forhandlere. Dermed vil der snart køre 150 sprøjter rundt i Europa.

- Vi samler den i de her dage og skal selv køre de første ture med den op til påske, siger salgskonsulent hos Ag Precision Kristian Møller til LandbrugsAvisen, der fortæller, at den kommer til at køre hos Kresten Bjerre på Fyn, hvor den først skal prøves af med sprøjtning af skræpper i en græsmark og ellers være klar til at sprøjte spinat, når sæsonen går i gang.

Og hvad er det, så man kan forvente af maskinen?

Flere afgrøder på vej

Ifølge Ecorobotix leverer sprøjten reduktioner i pesticidforbruget på mellem 80 og 95 procent, da sprøjten har lært at sortere afgrøder fra ukrudt og dermed kan sprøjte direkte ned på ukrudtsplanterne.

Indtil videre har den 14 forskellige algoritmer, en for hver afgrøde, som den sprøjter efter. For hver meter arbejdsbredde er der placeret en computer, som bearbejder 1.000 billeder i minuttet fra kameraet.

Sprøjten holder dyserne 20 centimeter over jorden. De er placeret for hver fire centimeter med en vinkel på 25 grader og kan sprøjte i kvadrater på seks gange seks centimeter med en sikkerhedsmargin til afgrødeplanten på fire centimeter.

Vil man sprøjte insekticider og fungicider direkte på afgrøden, kan den indstilles kun til at gøre det – og undlade at bruge kemi der, hvor der er bar jord og ukrudt.

Foreløbig er sprøjten udviklet til arbejde i rækkeafgrøder som sukkerroer og kartofler og mange typer grøntsager. I øjeblikket arbejder schweizerne på at tilføje for eksempel majs og sojabønner til mulighederne.

Kapaciteten ligger med de seks meters bredde på lidt over fire hektar i timen eller cirka 96 hektar i døgnet. Ifølge producenten kan sprøjten, som skal køres med en arbejdshastighed på syv kilometer i timen, sprøjte både dag og nat med solklapper på siderne.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.