Nu skal Robotti slå igennem – her er argumenterne

Den danske robottraktor er opdateret i en ny version. Producenten går efter internationalt gennembrud på Agritechnica.

Det danske firma bag landbrugsrobotten Robotti gør klar til en større salgsoffensiv på årets Agritechnica.

Robotten kommer nemlig i en ny version med mulighed for ekstra mange hestekræfter – og for den lille danske start-up virksomhed er det nu, at salget for alvor skal skydes i gang.

Foreløbig har Robotti’en kørt test og solgt i nogle eksemplarer til universiteter og forsøgsgårde, mens vi venter på, at en egentlig landmand slår til og integrerer den for alvor i hans bedrift.

I en pressemeddelelse udsendt af AgroIntelli mandag fremgik det, at man forventer og tror på et internationalt gennembrud på messen.

Med til messen – og dagligdagen – stiller AgroIntelli med flere argumenter om forbedret driftsøkonomi.

”Vores beregninger viser, at det eksempelvis betaler sig at investere i en komplet Robotti-løsning med redskaber til dyrkning af kartofler sammenlignet med tilsvarende investering i en konventionel traktor med redskaber”, lyder det fra salgsdirektør Henrik Lynge Jacobsen og henviser til et eksempel med dyrkning af 100 ha kartofler årligt over en femårig periode.

”Med Robotti er afkastet (IRR) på investeringen 181 pct. mod 138 pct. for den konventionelle traktorløsning. Det skyldes blandt andet lavere omkostninger til arbejdsløn samt højere udbytte grundet mindre strukturskader på marken”, lyder det fra AgroIntelli.  

Hurtigere i jorden

I forhold til en ”normal” traktor går det noget langsommere i marken med en landbrugsrobot. Kapaciteten opgives til at være op til tre hektar i timen alt efter, hvilken opgave der udføres i marken. Til gengæld er lønomkostningerne for den selvkørende robottraktor, der nu kan fås i en version med op til 150 hk, naturligvis meget lavere, når landmanden kan udføre andre opgaver, mens landbrugsrobotten klarer arbejdet.

AgroIntelli kommer på messen også til at slå på, at Robotti’en pga. sin ”slanke linje” kan komme hurtigere i marken.

”Eksempelvis er der en udbyttestigning i roer ved at kunne så, så snart jorden er tjenlig. Da Robotti er lettere, kan jorden bære den tidligere, så landmanden kan optimere såtidspunktet. Samtidig bidrager den mindre jordpakning til at give udbyttet et yderligere løft”, siger salgsdirektør Henrik Lynge Jacobsen.

Mød AgroIntelli og Robotti på ”den danske stand” i hal 15, stand G22  

Emneord Agritechnica

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.