Ny 250 hk traktor på vej: Kører længere mellem service og kræver mindre plads

7250 TTV er første model i en ny 7-serie fra Deutz-Fahr. Serien får længere serviceinterval, opgraderet foraksel-design og kommer også i en Heavy Duty-udgave, der laster og løfter mere.

Deutz-Fahr har lanceret en ny udgave af den trinløse 7-serie. Serien, som indtil videre blot består af en enkelt model, Deutz-Fahr 7250 TTV, får flere opdateringer og på en lang række forskellige punkter, oplyser Deutz-Fahr.

Først og fremmest bliver 7250'eren udstyret med, hvad Deutz-Fahr kalder en ny TTV Compound transmission. Den skulle have bedre trækkraft, hurtigere acceleration og løber 40 kilometer i timen med under 1.200 motoromdrejninger. Transmissionen har en PowerZero-funktion, som sørger for at holde traktoren stille uanset terrænnet, og det velkendte vendegear med mulighed for at justere agresiviteten går igen på den nye serie.

Selv siger Deutz-Fahr, at transmissionen sætter en ny benchmark for trinløse CVT-transmissioner med to ekstremt effektive hydrostatiske pumper, samt en meget høj grad af mekaniske overførsel af kræfter ved såvel lave som høje hastigheder.

Skærer to meter af venderadius

Motormæssigt fortsætter 7-serien med en 6,1 liters Deutz Stage V motor. Den yder op til 247 hestekræfter med et maksimalt drejningsmoment på 1.072 newtonmeter. På den er der skruet op mellem serviceintervallerne, som fremover lyder på 1.000 mellem olieskiftene. Olieskift på transmissionen er i øvrigt også øget til 2.000 timer. 

Deutz-Fahr ændret designet på frontakslen, hvilket skærer næsten to meter af venderadius, oplyser traktorproducenten. Det bliver ligeledes muligt at montere bagdæk på op til 2,05 meter i diameter.

Heavy-Duty variant

Indtil videre kommer der som tidligere nævnt kun én model i serien. Til gengæld kommer den i to varianter, hvoraf nummer to er en såkaldt heavy-duty version. Med den er den tilladte totalvægt hævet fra 15,5 til 16 ton, og den maksimale løftekraft i liften stiger med et ton til 11.000 kg.

I kabinen sker der ikke så meget, men rent elektronisk er serien blandt andet TIM-ready, således at den kan kommunikere med redskaber og lade redskaberne styre visse af traktorens funktioner.

Det bliver også muligt at udstyret traktoren med en ny luftaffjedring af kabinen samt en lyspakke med op til 23 LED arbejdslygter. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.