Ny Agco-forhandler fundet til gammelt Hjallerup-område

Brdr. Thorsen fra Djursland skal fremover servicere MF-kunder i Himmerland.

Hidtil har Brdr. Thorsen i Nimtoft på Djursland været en servicepartner, der servicerede og solgte traktorer underlagt Hjallerup Maskinforretnings distrikt på deres hjemmebane på Djursland.

Efter Hjallerups konkurs i sidste uge har der været et kæmpe distrikt ledigt fra Randers i syd til Skagen i nord for det store traktormærke under Agco.

Nu får Agco så dækket en del af puslespillet efter Hjallerup Maskinforretnings konkurs.

Brdr. Thorsens indtager nemlig fremover Massey Ferguson-distriktet i Himmerland, hvor de på sigt vil slå sig ned med en afdeling, oplyser Agco til LandbrugsAvisen.

Området beskrives som gårende fra syd for Limfjorden, ned til en linje fra nord for Århus i øst, over Salling til Limfjorden syd for Hurup i vest.

Udover sit maskinværksted er Brdr. Thorsen, der ledes af brødrene Jørgen og Kristian Thorsen, også kendt for deres store maskinstationsvirksomhed.

I alt har virksomheden i dag afdelinger i Nimtoft, Allingåbro og Tirstrup.

Ifølge en pressemeddelelse fra Agco så udtaler Kristian Thorsen, at man snart er mere klar til at fortælle, hvor man vil slå sig ned.

”Vi har analyseret området grundigt og arbejder med en løsning, som vil levere en servicering af markedet, som kunderne forventer", siger han.

Agco er endnu ikke klar med en løsning nord for Limfjorden, men forventer meget snart at være klar med en løsning der.

 

 

 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.