Ny Claas-skårlægger er 10,70 meter bred

Til næste sæson er Claas klar med nye skårlæggere, herunder et nyt flagskib med en arbejdsbredde på 10,70 meter.

Claas er på vej med en slåmaskinekombination af de helt store. Skårlæggeren med det fulde navn Claas Disco 1100 C/RC Business har en maksimal arbejdsbredde på 10,70 meter og er blot en af flere 2016-nyheder, som Claas netop har præsenteret for pressen i Samswegen i Tyskland.

Ud over lanceringen af det nye flagskib er Claas klar med ni nye front- og bagmonterede skårlæggere med arbejdsbredder på 2,60 og 3,40 meter og bliver dermed også mere interessant for mindre bedrifter, ligesom man nu indfører den nye Maxi Cut knivbjælke i næsten alle Disco-modellerne.

I Samswegen samlede interessen sig især om det nye flagskib, Disco 1100, som også vil være at se på Agritechnica i november. Maskinen er udstyret med udliggere, der kan køres hydraulisk ind og ud som et teleskop, så transporthøjden begrænses til under fire meter.

Disco 1100 kommer i to versioner, nemlig C Business og RC Business og er udstyret med henholdsvis en crimper af stål eller en valse-crimper. Med Claas’ nye »Easy on board« app har kunden nu også muligheden for at styre de nye Disco 1100 Business med en almindelig tablet.

Samtidig og ligeledes klar til næste sæson udvider Claas programmet af frontmonterede skårlæggere med en kompakt og let model med en arbejdsbredde på tre meter. Det er den nye Disco 3150 F. Som de øvrige har den Maxi Cut knivbjælken.

Endelig er den sideophængte Disco 50 serie blevet opdateret til 2016-sæsonen med blandt andet nyt design og større servicevenlighed Det drejer sig om modellerne 2750 C og RC, 3150 C samt 3550 med arbejdsbredder fra 2,60 til 3,40 meter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.