Ny harve ankommet til landet: Neddeler med 20 km/t

WekoAgro har fået nye Horsch Cultro TC harver til landet. De er til både øverlig bearbejdning og neddeling og knusning.

Er man til ultra øverlig jordbearbejdning med lavt trækkraftbehov og stor kapacitet, er der nyt på vej fra Horsch. En nyudviklet trepunktsophængt Cultro 9 TC knivharve med ni meters arbejdsbredde har netop haft danmarkspremiere på arealer ved Hammel, hvor en rapsstub stod for tur med øverlig harvning og neddeling af stubben.

- Grundprincippet i Cultro konceptet er dobbelte knivrotorer, som neddeler materialet med samtidig ganske øverlig bearbejdning af jorden. Knivene på rotorerne er monteret i to forskellige vinkler på henholdsvis forreste og bagerste rotor og der sikres optimalt arbejde. Knivrotoren har en diameter på 30 centimeter, monteret med seks knive i en omgang, siger Arne Gejl fra Horsch-importøren, WekoAgro med hovedsæde i Hammel.


Knivene er monteret i to forskellige vinkler på rotorerne. Den kraftige strigle sikrer,
at det neddelte materiale fordeles og trækkes flot ud.

 

Knivrotorerne kombineres med enten en tre-rækket kraftig strigle eller en Horsch RingFlex pakker kombineret med en enkelt række strigletænder.

- Striglen har en fin evne til at trække materiale godt ud, når der bliver kørt på skrå af den normale arbejdsretning. Arbejdshastigheden kan være op til 20 kilometer/timen, tilføjer Arne Gejl.

Fornuftigt neddelt

Cultro 9 TC knivharven, som WekoAgro har fået til landet, er udstyret med en tre-rækket halmstrigle. Angrebsvinklen på den kraftige strigle indstilles hydraulisk fra førersædet i kombination med Horsch clips system.

- Efter de første erfaringer med Cultroen er der stor tilfredshed med det arbejde, der bliver lavet. Rapsstubben er pænt fornuftigt neddelt og tilsvinet med jord for omsætning og nedbrydning, ligesom spildfrø fra rapsen og eventuelle andre ukrudtsfrø er bevaret i de øvre muldlag for spiring og henfald, siger Arne Gejl, der tænker, at på mange bedrifter kan en Cultro harve tages med i overvejelserne som et alternativ til en kompakt discharve, når det gælder øverlig jordbearbejdning.

- Når det gælder neddeling af og knusning af majsstub, vil en Cultro også være på sin plads, siger Arne Gejl.

Cultro familien indeholder arbejdsbredder fra tre og op til 18 meter. Liftophængte udgaver fås i arbejdsbredderne tre, fem, seks og ni meter. 12 og 18 meter udgaverne er bugserede. Vil man bruge den til etablering af efterafgrøder, kan der monteres Horsch MiniDrill frøudstyr, hvor frøene via prelleplader drysses ud efter knivrotorerne før striglen eller pakkeren.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.