Ny Jaguar kommer til at vende hurtigt i forageren

Der bliver op til 925 hestekræfter i Claas’ kommende Jaguar-serie, som også får Dynamic Steering.

Når snittersæsonen går i gang til næste år, bliver det med en opgraderet Claas Jaguar 900 serie.

De nye modeller blev lanceret i denne uge i USA, og der er næppe nogen tvivl om, at Claas også viser de nye snittere på Agritechnica senere i år.

Serien kommer til at bestå af syv modeller, hvor Jaguar 990 er den nye topmodel med 925 hestekræfter - en velvoksen maskine beregnet til snitning af majs til biogasanlæg.

Den kommer til at køre med samme MAN V12 som i den lidt mindre Jaguar 980, og også Jaguar 970 får motorer fra MAN - dog en sekscylindret udgave, mens resten får kræfterne fra Mercedes.

Aggresiv styring

På de nye snittere lancerer Claas Dynamic Steering. Med systemet aktiveret kan du som snitterpilot nøjes med at dreje 1,25 gang på rattet for at få fuld styreudslag på hjulene, og kommer du over 10 kilometer i timen, regulerer systemet selv ned afhængig af farten.

Som chauffør kommer man også til at opleve ændringer i kabinen. Armlænet skiller sig ud, og Cebis touch-terminalen har også fundet vej til Jaguaren.

Ifølge Claas er selve indføringshuset forstærket væsentligt på de nye snittere - op til 30 pct. Og vil man gerne have bælteundervogn på maskinen, kan både 960 og 990 leveres med TerraTrac.

Iwer Dall fra Danish Agro Machinery, den danske Claas importør, har endnu ikke mange oplysninger på snitteren. Men han ser frem til, at den præsenteres senere på året.

Faktaboks

Nye Jaguar snittere:

  • Kommer formentlig på markedet til næste år. 
  • Består af syv modeller: Jaguar 930 (462 hk), 940 (516 hk), 950 (585 hk), 960 (626 hk), 970 (790 hk), 980 (850 hk) og Jaguar 990 (925 hk).

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.