Ny mejetærsker: 3,3 meter med brede hjul og bælter

Chassiset er smalt på Ideal, men ekstremt lange rotorer henter den fornødne kapacitet, lover Agco.

Mere areal er lig med højere kapacitet. Sådan har tommelfingereglen lydt i mange år i udviklingen af mejetærskere. Ironisk nok er Agcos nye mejetærskerplatform smallere end dens konkurrenter, mens Agco fortsat lover, at den så rigeligt kan hamle op med dem.

Hemmeligheden ligger i de lange rotorer i maskinen. De har en længde på 4,8 meter - omtrent to meter længere end nærmeste konkurrent på markedet med to rotorer. De lange rotorer giver ifølge Agco både nænsom tærskning, høj kapacitet og et lavt effektbehov.

»Hvis man tager et kig på halmstrengen efter maskinen, vil man se, at vi leverer en sublim halmkvalitet. Det kan vi kun gøre ved at behandle halmen nænsomt, hvilket er lig lavere brændstofforbrug«, fortæller en stolt Francesco Quaranta, vicepræsident og administrerende direktør for hele Agcos høstdivision.

Smal er godt på vejen

Årsagen til Ideals smalle chassis skal findes i, at maskinen er udviklet til at være en såkaldt global mejetærsker. Den skal således kunne operere i et hvilket som helst sted i verden i hvilken som helst afgrøde.

I Europa er lovgivningen strengent i mange lande, når det gælder vejkørsel. Derfor det smalle chassis, der gør Ideal lovlig på vejen selv med brede bælter og dæk.

Tærskesystemet er således blot 1.400 millimeter i bredden, mens eksempelvis Claas Lexion har et tærskeværk på 1.700 millimeter. De 30 centimeter er præcis nok til, at Agcos nye tærsker kan holde sig under 3,3 meter selv med 800 millimeter brede dæk og 660 millimeter brede bælter.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.