Ny Multiva-harve er delvist udviklet i Danmark

Multiva er på vej med næste generation af Optima såbedsharven. Optima Evo, der vises på sommerens dyrskuer, har haft et langt testforløb i Danmark.

Multiva Optima Evo er navnet på arvtageren til den gennemprøvede Optima T. Den nye model fra den finske producent tilfører nye tekniske løsninger, der højner sikkerheden og intemsiverer jordbearbejdningen. 
Optima Evo er stadig en bugseret såbedsharve udviklet til brug i et traditionelt dyrkningssystem, hvor der pløjes eller bearbejdes med kultivator. Den kendte TerraFlex-tand bidrager med en agressiv kultivering og præcis dybdestyring. Harven er ifølge en pressemeddelelse udviklet til brug på alle jordtyper og har et omfattende udvalg af tilbehør.

-  Optima Evo har været igennem et omfattende testprogram i flere lande, herunder også i Danmark. Harven har været i lange testforløb både i Jylland og på Sydhavsøerne i de sidste to-tre år for, at få en masse vigtig feedback fra kunder samt sikre at harven vil kunne imødekomme kravene på det danske marked, lyder det fra Multivas danske områdechef, Jens Møller Christoffersen.

Evo'en kommer i arbejdsbredder fra 6 til 10 meter. Den kompakte konstruktion – 3 m transportbredde for 6,7 og 8 m udgaver – bidrager til en øget manøvredygtighed.

7 rækker tænder, symmetrisk monteret på rammen og en smal tandsporsafstand på blot 75 mm og en 42 mm bred spids er ifølge producenten ensbetydende med homogen kultivering i hele arbejdsbredden. Optima Evo tilbydes med en vendbar stålspids og en carbidspids for øget holdbarhed.

Optima Evo tilbydes med en ny kombination, hvor hydraulisk planerplanke bag efterfulgt af rotorsmuldrer sikrer et såbed med en større andel mindre og fine jordpartikler i de øverste jordlag, specielt målrettet kunder med småfrøede højværdiafgrøder i sædskiftet. En ny to-bullet efterharve er også en mulighed.

Sidesektionerne på Optima Evo er udstyret med et kraftigt hydraulisk/mekanisk låsesystem, hvilket sikrer, at der ikke opstår utilsigtede svingninger i konstruktionen under transport. 

Nyheden vil blive vist på udstillinger i løbet af sommeren og efteråret, første gang på Roskilde Dyrskue. Produktionen af Optima Evo går i gang i efteråret.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.