Ny New Holland app til høstbrug er for alle

Ny app fra New Holland hjælper med at beregne kornspild under høsten. Appen fungerer ikke kun til New Holland mejetærskere, men kan bruges til alle mejetærskermærker og -modeller.

Høsten står for døren inden længe, og New Holland kan forud for den kommende høst tilbyde en ny app, som kan beregne kornspild og give hjælp til optimal justering af mejetærskere.

Den nye app – Grain loss caluculator – er tilgængelig på dansk til både iOS og Android. Den kan hjælpe kunder til under høsten at finde ud af, hvor stort kornspildet er - og dernæst hjælpe kunderne med at justere mejetærskeren optimalt. Der er ifølge en pressemeddelelse fra New Holland blot tre trin der skal følges, nemlig indtastning af mejetærskerens mærke samt skærebordsbredde og soldkassebredde, indtastning af afgrødetype, der høstes - vælg mellem mere end 30 afgrødetyper og indtast det tilsvarende udbytte og endelig indtastning af antallet af kerner på jorden i et begrænset område.

Når man vil kontrollere sit kernespild er det vigtigt at man slukker sin avnespreder, og for at få den mest præcise måling bør halmen lægges på skår, før man tæller kerner på jorden. Husk også at tælle beskadigede og knuste kerner med, lyder det fra New Holland.

Når målingen er udført korrekt, og værdierne er indtastet, beregner appen straks det aktuelle kernespild. Resultatet vises i procent og i kg. pr. hektar. Grain loss calculator er udviklet af New Holland, men kan bruges til alle mejetærskermærker og -modeller.

Som en ekstra hjælp tilbyder New Holland også appen Harvest Excellence, som blev lanceret i 2018. Med Harvest Excellence appen kan brugere af New Holland mejetærskere få hjælp til at optimere effektiviteten og ydelsen på deres New Holland mejetærsker – afhængig af de forhold, der køres i.

Her skal der blot vælges mejetærskermodel og angives oplysninger om jordtype, afgrødetype og et par andre oplysninger. Ud fra dette vil appen foreslå den ideelle indstilling af maskinen, som er tilpasset præcist til de angivne forhold.

Appen er på dansk og er tilgængelig til både iOS og Android – man finder den ved at søge på Harvest Excellence.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.