Ny Robotti kan arbejde op til 60 timer på en tank

Agrointelli klar med ny model, hvor den ene motor er skiftet ud til fordel for ekstra stor dieseltank.

Den danske robot Robotti kommer nu i en ny version.

Den såkaldte LR-version – står for Long Range – modificeres, så i stedet for at have mange hestekræfter til pto-arbejde, så er maskinen bygget til at køre omgang efter omgang i marken i op til 60 timer.

AgroIntelli tilbyder stadig den gamle version 150D, hvor kunderne har behov for motorkræfterne på pto’en.

”Robotti LR er resultatet af mange kørselstimer i marken og feedback fra kunderne over årene. Vi kan se, at landmænd ønsker større liftkapacitet, længere tid mellem optankninger, et større moment og højere hydraulikydelse”, forklarer produktchef Hans Christian Carstensen.

Den nye udgave af Robotti’en får en liftkapacitet på 1.250 kg. Agrointelli forventer, at den nye udgave bliver den mest solgte model i 2022.

At lanceringen sker 7. december er ikke tilfældigt. Netop i de her dage afholdes den store messe for landbrugsrobotter, hvor hele branchen mødes for at se den nyeste teknik og diskutere udviklingen indenfor landbrugsrobotter.

Under corona har udrulningen af den danske robot været forsinket. I den seneste tid har den danske producent fået udrullet et salgsnetværk i nye lande som Ungarn, Rumænien, Serbien og senest Tyskland.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.