Ny storballepresser klar efter danske test

Når Agritechnica starter søndag, viser New Holland en ny storballepresser, der har kørt hemmelige test i Danmark.

Det sker efterhånden ikke så sjældent, at maskinproducenterne sender nye maskiner til Danmark for at få dem gennemtestet af teknik-kyndige danske landmænd, inden de sendes på markedet. Et godt eksempel er New Hollands nye storballepresser, som har været omgærdet af et vist hemmelighedskræmmeri, men som fra i morgen endelig kan ses på Agritechnica i Hannover.

Med den nye storballepresser, New Holland BigBaler 1290 HD, betræder producenten så at sige nyt land, da det er en såkaldt High Density presser, altså med høj presningsgrad.

»Vi har ikke tidligere været en del af segmentet, men det er vi nu. Det har været efterspurgt i Danmark i lang tid. Og nu har vi i år kørt test med nyheden op til lanceringen på Agritechnica«, siger New Hollands salgschef, høstmaskiner, Tonny Grønne.

Testen af den nye maskine er foregået hos landmand Niels Åge Nørager i Havndal i Nordjylland. Der er kun produceret nogle få stykker, og de to har kørt test i Nordjylland.

»Testen i Danmark gav os faktisk stor indflydelse på udviklingen. Vi introducerer den til næste år, hvor vi har fået lovning på en lille håndfuld. Men hvis man vil have én, er begyndelsen af 2021 mere realistisk«, siger Tonny Grønne, der tilføjer, at udviklingen blev sat i gang for fire år siden.

22 pct. højere densitet

Ud over at nyheden har den første hydrauliske undervogn på en presser, fremhæver Tonny Grønne adskillige features og egenskaber.

»Først og fremmest har den 22 procent højere densitet sammenlignet med konventionelle storballepressere. Den har en innovativ mellemgearkasse med power shift funktion, som giver mindre slid og længere levetid på både traktor og presser, samt ny pickup med fem rækker fjedertænder, stor hjulmontering på tandemaksel og et nyt trækstang-koncept, der giver bedre manøvredygtighed«, siger han.

Væsentligt er også et massivt ballestempel og en massiv ramme, som sikrer det høje balletryk. Endelig har den fået det samme nye bindeapparat som producentens øvrige pressere, nemlig det patenterede LoopMaster bindeapparat, som bl.a. betyder knuder med 15 procent mere styrke. Bindeprocessen med løkkeknob eliminerer rester af bindegarn på ballen og i marken.

Faktaboks

New Holland 1290

  • BigBaler 1290 er en High Density storballepresser.
  • 22 pct. større densitet end konventionel presser.
  • Har det nye LoopMaster bindeapparat.
  • Debuterer på Agritechnica.

Emneord Agritechnica

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.