Nye mærker bringer ung maskinforretning fremad

Kurt Bliksted startede i 2003 Thy Traktor & Maskinservice. I dag beskæftiger han otte personer og er forhandler af Deutz, Krone, Giant og en række andre mærker.

De fleste maskinhandlere har en lang historie bagud - sådan er det ikke med Thy Traktor & Maskinservice.

Firmaet har til huse i et nedlagt landbrug lidt vest for Thisted, som Kurt og Mona Bliksted købte i 2002 primært for at bo der og have plads til lidt ammekvæg. Men det gik anderledes.

»Jeg blev uddannet som maskinmekaniker i 1986 og har arbejdet for flere maskinhandlere i området. Men på et tidspunkt stod jeg uden arbejde, og derfor købte jeg min egen servicebil for at betjene nogle af de landmænd, jeg kendte,« siger Kurt Bliksted.

»Ret hurtigt fik jeg flere ordrer, end jeg selv kunne klare, og jeg måtte ansætte en mand. Derfra har det udviklet sig og, i dag er vi otte i alt inklusiv Mona og mig selv,« siger Kurt Bliksted, der stiftede firmaet i 2003 og siden har udvidet med nyt værksted på 500 kvm.

Op i en ny kaliber

Reparation og service er stadig den største aktivitet, men salg af maskiner er i hastig vækst. I 2014 kom Deutz-Fahr og Zetor på programmet, og i år er det store program fra Krone samt de populære Giant minilæssere kommet på programmet.

»Vi flytter os hele tiden, og med øget salg kommer der naturligt flere serviceopgaver med,« siger Kurt Bliksted, der løbende har medarbejdere på diverse servicekurser.

»De nye mærker har bragt os op i en anden kaliber end tidligere, og især traktormærket er vigtigt. Man vejes på sine traktorer, og det er svært at markedsføre sig uden et traktormærke.«

Firmaet har solgt flest Deutz-traktorer - men også en enkelt Zetor, som Kurt Bliksted er glad for at kunne tilbyde.

»Zetor er lidt billigere end de fleste andre mærker, men man får meget traktor for pengene,« konstaterer han.

Andre opgaver

Gennem indkøbssamarbejdet Kom-Plet har Thy Traktor adgang til at forhandle en række mærket af tøj og udstyr på have/park-området. Et speciale er desuden rengøringsmaskiner af mærket Kärscher.

Kurt Bliksted anslår, at butikken står for cirka 20 pct. af omsætningen.

»Men vi har andre specialer, eksempelvis har vi haft travlt med montage og service på transportanlæg til Dancorn-siloer både her og i udlandet, og hvis der kommer en ordre på smedearbejde, så ordner vi også den,« siger maskinhandleren.

»Vi er kommet hertil, fordi vi generelt ikke siger nej til de opgaver, kunderne kommer med, men naturligvis skal man også kende sin begrænsning. Det vigtigste er, at man har gode folk, og det har vi heldigvis.«

Faktaboks

  • Thy Traktor og Maskinservice 
  • Stiftet 2003
  • Forhandler Deutz, Zetor, Same, Krone, Giant med flere
  • I alt 8 ansatte

Kun 12 år på bagen

Thy Traktor & Maskinservice blev grundlagt i 2003 af maskinmekaniker Kurt Bliksted på den ejendom, hvor han havde planer om at bo og have plads til ammekøer. Enmandsfirmaet blev hurtigt til mere, og i dag er seks personer ansat foruden Kurt og Mona Bliksted. Salg af nye maskiner er udvidet løbende, i 2014 med traktorerne Deutz, Zetor samt Same, og i 2015 er Krones græsprogram og Giant minilæssere kommet til. Dertil drives en stor butik for have/park-folket.

3 styrker

  1. Baggrund: Mange års erfaring i maskinbranchen, herunder med reparation og service på en række typer af landbrugsmaskiner.
  2. Fleksibilitet: Medarbejdere med stor fleksibilitet og bredt kendskab til opgaverne.
  3. Program: En række kendte kvalitetsprodukter til salg.

Siger ja til det meste

Værkstedet klarer som hovedregel de fleste reparationsopgaver fra landmænd. Desuden er de ansatte i de seneste par år oplært til at yde fuld service og reparation på Deutz, Krone, Giant og andre af de mærker, som Thy Traktor & Maskinservice forhandler. Komplicerede opgaver på andre mærker af eksempelvis traktorer henvises til andre. I højsæsonen hyres ekstra mandskab ind, og tre servicebiler er klar til udrykning døgnet rundt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.