Nyskabelse: Pløjning for par

Hold med to pløjere kan nu stille op i konkurrencer som et team.

Unge med mod på konkurrencepløjning kan starte deres karriere sammen med en kammerat. Efter et par års erfaring på tomandshold, er de klar til at stille op alene.

”Vi vil gerne hjælpe de unge pløjere i gang med pløjesporten på en god måde, hvor de får erfaring og selvtillid, før de skal dyste alene blandt erfarne pløjere. Derfor tilbyder vi nu teampløjning,” fortæller formand for LandboUngdoms landspløjeudvalg Jens Iversen.

Med en veninde eller kammerat
Teampløjning er for dem, der gerne vil deltage i pløjekonkurrencer, men som helst ikke vil stå alene med det eller gerne vil være pløjer sammen med en kammerat eller veninde. Et team består af to, som deler pløjearbejdet ligeligt mellem sig.

Man kan ikke deltage, hvis man har deltaget i en pløjekonkurrence før, dog er undtaget skolepløjning og det første år som teampløjer.

Man kan kun deltage som teampløjer i konkurrencer i to år. Derefter stiller man op som almindelig pløjer alene.

Ploven skal have mindst to furer, og man kan deltage i en af de to klasser vendeplov eller standard plov. Den nedre aldersgrænse er 16 år, og begge deltagere i teamet skal have traktorkørekort og være medlem af LandboUngdom.

Teamet skal deles om opgaverne. Det vil sige, at det to deltagere skal dele pløjetiden ligeligt. Teams blandes med de øvrige deltagere i lodtrækningen af pløjefelterne, og teams kan ikke kvalificere sig til internationale stævner.

Et team kan kvalificere sig til DM ved at stille op og deltage i en lokal konkurrence og pløje mod de øvrige pløjere. Det standardpløjeteam og det vendepløjeteam, der har højest point, kan gå videre til DM.

Sikker pløjning
Når der er to deltagere om at dele en traktor og plov, skal sikkerheden være i orden. Derfor skal føreren have forladt traktoren, inden nogen i teamet stiller på ploven.

På pløjefeltet med ploven i jorden skal føreren have traktoren i frigear, inden der stilles på ploven af den anden deltager.

Første gang sikkerhedsregler overtrædes gives et gult kort (advarsel). De følgende overtrædelser straffes med fradrag af mellem et og ti point alt efter forseelsen, grovheden og antallet af overtrædelser.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.