Nyt design skal mindske jordpakning fra vogne i marken

Med et design der kan køre i dogwalk, vil en række virksomheder mindske jordpakningen fra eksempelvis korn- og halmvogne.

Et nyt maskindesign, som mindsker påvirkningen af jorden. Det er resultatet af et samarbejde mellem flere maskin-, dæk- og rådgivningsfirmaer samt Århus Universitet. Projektet, som har fået hjælp af midler fra Grønt Udviklings- og Demonstrationsprogram (GUDP) under Landbrugsstyrelsen, har haft som mål at sænke jordpakning som følge af kørsel med forskellige vogne på marken. Det er lykkedes, mener Lars J. Munkholm, professor ved Institut for Agroøkologi - Jordfysik og Hydropedologi ved Aarhus Universitet.

”Det nye design fordeler trykket bedre på marken, fordi maskinen kan forskyde hjulene (køre i dogwalk red.). Samtidig kører maskinen på lavtryksdæk i stedet for hårdtpumpede dæk, og det skader også jorden mindre. Det har en betydelig effekt på jordens kvalitet og værdier".

Forsøg har vist, at udbytterne kan falde med 8-40 pct. i køresporene ved at køre med tunge maskiner i marken. 

"Ved at fordele trykket på marken vil det belaste klimaet mindre som følge af en lavere udledning af lattergas og øget kulstoflagring. Planterne får bedre betingelser for at vokse, så landmandens udbytte stiger,” fortæller Lars J. Munkholm.

Prototype afprøvet i 2020

Det nye maskindesign er udviklet af Green Agro & Transport, som deltager i projektet. Sidste år var den første prototype i marken, og de første vogne forventes at blive solgt i løbet af 1-2 år, lyder det i en pressemeddelelse fra Landbrugsstyrelsen.

”På projektet er vi utrolig glade, for vi har rykket os i forhold til det, vi vidste i forvejen. Samtidig er vi nået ud til slutbrugeren og skabt løsninger, der kan bruges i samspil med rådgivere. For os er det vigtigt at omsætte vores viden til praksis, og det er vi godt i gang med og arbejder videre på,” fremhæver Lars J. Munkholm.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.